Menu luk

Pizza, arbejdsvilkår og hygge foran storskærmen

Hundredvis af medlemmer fulgte med rundt om i landet fra 24 lokale events til årets generalforsamling

7. maj 2024
4 min
Dansk / English

Da Finansforbundet i Nordea holdt generalforsamling, var 257 samlet i salen på Crowne Plaza Copenhagen Towers. Men endnu flere – 375 – deltog virtuelt fra alle dele af landet. Nogle fulgte generalforsamlingen fra pc’en hjemmefra og andre deltog i de 24 lokale arrangementer, som lokale eventplanlæggere havde stablet på benene – fra Aalborg i nord, Sønderborg i syd, Lemvig i vest og til Rønne i øst.

Arbejdsvilkår, løn og stor tilslutning

I Nordea i Sønderborg fik Line Faaborg Larsen samlet 15 deltagere i kantinen med storskærm og mad udefra. Den sidste kom med på et afbud på dagen, og en del var nye medlemmer, der ikke havde været med før. 

”Jeg har arrangeret det siden corona, og generalforsamlingen giver bare en god mulighed for at samles,” siger hun. 

I år gav den brede debat på generalforsamlingen noget særligt også ude lokalt. 

”I år blev der snakket mere arbejdsvilkår og fagforening end normalt. Nogle af de unge medlemmer tog fat i løn på grund af debatten, og det var ret inspirerende og gav anledning til gode snakke,” fortæller hun. 

Hun er meget positiv overfor muligheden for, at man kan holde generalforsamlingen fælles og lokalt. 

”Jeg fornemmer et større tilhørsforhold til fagforeningen. At folk har større kendskab til kredsen, og hvad der arbejdes for. Det har generalforsamlingen og den større tilslutning lokalt medvirket til de sidste år,” siger Line Faaborg Larsen.

Mad, hygge og storskærm

I frokoststuen i Nordea Rønne var der mad, hygge, storskærm og otte kolleger i frokoststuen. Det fortæller Susanne Møller Pedersen fra Rønne Team. 

”Det var ærgerligt, at der blev udsolgt så hurtigt på hotellet i København. For nogle af os er det den bedste måde at være med på, og for os, der bor på Bornholm, er det ikke en mulighed at deltage, hvis der ikke er overnatning,” fortæller hun.

Når det er sagt, så har hun stor ros til ordningen med, at man må købe ind til mad og hygge med kolleger og holde generalforsamling lokalt. 

”Det er en fantastisk mulighed. Også for at være sociale sammen. Det er jo forskelligt, hvad der passer den enkelte bedst. Nogle har lyst til at deltage fysisk med overnatning hvert år, andre vil gerne blive og holde det med kollegerne i afdelingen” siger hun. 

Når man arbejder på en ø, er der ting, der er anderledes. Fx er der ikke så mange, der skifter fra arbejdsplads til arbejdsplads for at få mere i løn, som der blev talt om på generalforsamlingen. 

”Vi er meget loyale overfor arbejdspladsen og er glade for vores arbejde og for vores chef. Men der er jo ikke mulighed for i pauserne under generalforsamlingen at høre, hvilke guldkorn de har i andre filialer, når man deltager hjemmefra,” siger hun.

Der blev hygget, men ikke stillet spørgsmål fra frokoststuen, hvor de sendte billeder ind. 

”Det er superspændende at høre en gang om året, hvordan det går andre steder og hvad kredsen arbejder for,” siger hun. 

Pizza, frustrationer og fællesskab

Egentlig var der snak om tapas ligesom sidste år i Nordea Risskov, der er i samme område som Grenaa og Hinnerup. De deler ledelse og også tillidsrepræsentant - nemlig Simon Qvist. 

Han besluttede at lytte til dem, der skulle være til stede, og de var mindre vilde med tapas. 
”Vi har mange kolleger under 25 år, der har været her et-to år, og jeg kunne høre, de mere var til pizza og øl, så det blev det,” siger han. 

Han holder arrangementet hvert år, og for ham er det en lejlighed til at introducere Finansforbundet, og hvad det kan. I år var de 14 deltagere.

Han oplever, at det gør en forskel, at man kan høre på debatterne, at de frustrationer, man sidder med lokalt, faktisk er genkendelige over hele landet. Og at høre, hvad Finansforbundet i Nordeas bestyrelse arbejder for. 

”Vi har jo også problemer med rekruttering, som mange andre steder og spiller i undertal. Så sådan en aften er en særlig mulighed for at få folk rystet sammen og få et større fællesskab,” siger Simon Qvist.

Han er glad for, at der er en mulighed for at gøre noget lokalt. Det er et godt supplement til den fysiske generalforsamling. 

”En af mine pligter som tillidsrepræsentant er at formidle de gode ting, der sker i Finansforbundet, og det kan jeg gøre sådan en aften,” siger han. 

For nogle sluttede festen ikke efter generalforsamlingen, men blev til opvarmning til en aften i byen i Aarhus.

”Men der var jeg nu selv gået hjem,” griner Simon Qvist. 

Seneste nyt