Menu luk

De hurtige it-notifikationer

BEC indgår samarbejde med fintech-selskab. Nye anbefalinger til AI i den finansielle sektor. Microsoft vil gøre Windows til den vigtigste platform for AI-udviklere. Microsoft skrotter gammelt programmeringssprog. Så meget kan AI øge Danmarks BNP.

29. maj 2024
4 min

Automatiseret kreditløsning på vej til BEC’s pengeinstitutter

Fra manuelle kreditgodkendelser til en hurtig, effektiv og brugervenlig digital oplevelse.

Det håber BEC med nyt samarbejde at kunne tilbyde de 18 banker i fællesskabet. 

Partnerskabet er indgået med fintech-selskabet Subaio, der har en løsning, der kan automatisere en del af processen med at kreditgodkende kunder.

Det skriver BEC i en meddelelse. 

Subaios løsning henter informationer om transaktioner fra kundens konto og kreditkort – uanset pengeinstitut. Derefter udformes et budget med alle kundens indtægter og udgifter, som kunden så kan tilrette og sende til bankrådgiveren, som får et overskueligt og dokumenteret grundlag for at rådgive og kunne godkende et lån.

”Teknologipartnerskaber med virksomheder, der er førende på deres felt, er centralt i BEC’s strategi. Denne aftale med Subaio er et eksempel på netop dét – at vi vil skabe innovationen i partnerskaber frem for selv at bygge alle løsninger fra bunden," udtaler Thomas Byrdal Christensen, der er udviklingschef for kreditprocesser i BEC.

Nye anbefalinger til AI i den finansielle sektor

Finanstilsynet har udgivet en række nye anbefalinger til, hvordan AI kan blive benyttet effektivitet og trygt for både virksomheder og borgere.

Det sker efter, at Finanstilsynet har kunnet konstatere, at mange finansielle virksomheder for alvor har kastet sig over kunstig intelligens.

”De finansielle virksomheder skal naturligvis afsøge mulighederne for at bruge kunstig intelligens i deres forretning, og vi vil gerne hjælpe virksomhederne til at gøre det bedst muligt, så vi undgår unødige risici. Derfor giver vi nu en række råd og forslag til, hvordan AI-teknologien,” udtaler Finanstilsynets vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen. 

I notatet kan bl.a. læse, at de finansielle virksomheder bør overveje, hvordan AI-modellerne bliver trænet og gentrænet. Eller at virksomheder bør overveje balancen mellem ønsker til høj performance kontra forklarlighed. 

Finanstilsynet pointerer også, at det er centralt at kunne identificere og imødegå eventuelle nye risici, som kan opstå, når virksomheden bruger AI. 

Papiret er udarbejdet sideløbende med, at EU’s kunstig intelligens-forordning (AI-forordningen) blev udformet. 

Hvor AI-forordningen dækker AI-anvendelsen bredt i samfundet, beskyttelse rettigheder og regulering, fokuserer Finanstilsynets notat på risici for finansielle virksomheder, der bruger AI.

Du kan læse hele notatet her. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Microsoft vil gøre Windows til den vigtigste platform for AI-udviklere

Står det til Microsoft, skal udviklere bruge Windows til at bygge fremtidens AI-applikationer. 

Det slår Microsofts CEO Satya Nadella fast ved sin åbningstale i forbindelse med den årlige udviklerkonference Build.

”I denne uge introducerer vi Copilot Runtime for at gøre Windows til den bedste platform til at bygge AI-applikationer,” siger han. 

”Vi tror, at Windows Copilot Runtime vil blive for AI, hvad Win32 var for den grafiske brugerflade.” 

Det beretter Computerworld.

Windows Copilot Runtime består af Windows Copilot Library, som indeholder en række API'er, der understøtter over 40 AI-modeller indbygget i Windows på de nye Copilot+ computere.

Det tilbyder også værktøjer til udviklere, der ønsker at implementere deres egne modeller direkte på enheden med Windows.

Se i øvrigt video her fra Microsoft Build 2024 om Windows Copilot Runtime. 

Microsoft skrotter programmeringssprog 

Vi bliver hos Microsoft, som har valgt at udfase og snart eliminere et gammel programmeringssprog.

Der er tale om VBScript, som står for Visual Basic Scripting Edition – et scriptsprog, som Microsoft introducerede i 1996.

Det er bl.a. blevet brugt til at automatisere opgaver og styre applikationer på Windows-baserede systemer.

Microsoft mener, at det er for gammeldags i forhold til de standarder, der kræves i dag. 

”For at give dig de mest moderne og effektive muligheder, erstatter vi VBScript med mere avancerede alternativer såsom JavaScript og PowerShell,” lyder det fra Naveen Shankar Chilla, der er programmanager hos Microsoft, i et blogindlæg.

Det skriver Computerworld

På en ikke nærmere bestemt dato i anden halvdel af 2024, vil VBScript være et tilvalg som en feature on demand, mens det i 2027 vil blive deaktiveret. 

Så meget kan AI øge Danmarks BNP

Op mod 200 til 250 milliarder kroner.

Så meget kan en bred anvendelse af AI styrke Danmarks økonomi. Det kan ske allerede inden for 10 år. 

Sådan lyder forudsigelsen i en ny rapport fra Implement og Google. 

De store produktivitetsstigninger vil ifølge rapporten især ske som følge af samarbejde mellem mennesker og AI, automatisering af arbejde, og omprioritering af tid til andre værdiskabende aktiviteter.

64 % af danske job forventes at arbejde sammen med AI, mens kun 6 % af job forventes delvist eller fuldt automatiseret.

Til gengæld forventes Generativ AI at skabe nye job og sikre fuld genbeskæftigelse i forhold til de potentielt automatiserede job.

(‘The economic opportunity of AI in Denmark. Capturing the next wave of benefits from generative AI. An Implement Consulting Group study commissioned by Google’ - May 2024.) 

Højeste eksponering for AI-automatisering er blandt kontorarbejde, tekniske assistenter og service- og salgsarbejde.

Finanssektoren forventes at opnå store fordele fra AI. Produktivitetsgevinstens anslås at ligge på 1,8% årligt, hvilket er en af de højeste stigninger på tværs af sektorer.

 Du kan selv dykke ned i hele rapporten her.

IT-ansatte

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Tjek vores tilbud til dig som it-medlem

Seneste nyt