Menu luk

Rune Klan: ”Lad os være ærlige. Trylleri er lige skridtet over rollespil”

Med reb og rubiksterninger satte tryllekunstner Rune Klan et underholdende punktum for generalforsamlingen i Kreds Øst.

30. apr. 2026
3 min

”I er dem, der ikke er store nok til at have jeres egen kreds.”

Der lyder latter og høje ja-råb i salen på Hotel Radisson Blu Scandinavia på Amager, mens tryllekunstner og komiker Rune Klan kigger ud over forsamlingen. Han er trådt til med kort varsel, efter komikerkollegaen Jan Gintberg har måttet melde afbud til at optræde efter generalforsamlingen i Kreds Øst. 

Og i sin research på, hvem det egentlig er, han skal optræde for, har Rune Klan forsøgt at blive klogere på, hvem Kreds Øst egentlig er. Og det har ikke været så nemt, lader han forstå.

Til gengæld har han læst op på Finansforbundets historie og kan fortælle publikum, at det er en sammenslutning af Danske Bankfunktionærers Landsforening og Danske Sparekassefunktionærers Landsforening, der i 1992 slog sig sammen og blev til Finansforbundet. Han fortæller også om sine daglige cykelture forbi forbundshuset på Applebys Plads på Christianshavn.

”Meget fint sted. I har haft gang i facaden i meget lang tid, har jeg bemærket. Og så kom der det der ud af det? Det så ellers ud til at blive så lovende,” siger han til stor morskab for salen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Skinke til dronningen

Den 49-årige Rune Klan har tryllet siden han var 11 år og levet af det, siden han var 13 år gammel. Mange vil måske kende ham for det trick, han lavede til dronning Margrethes 70-års fødselsdag, hvor han fik hende til at vælge og signere et stykke skinke for derefter at hive den selvsamme skinkeskive ud af et stykke brød, han hentede frem fra sin sko.

Han er ofte blevet mødt med spørgsmålet, ”er der damer i trylleri?”. Og det kan han på det kraftigste afvise.

”Lad os være ærlige. Trylleri er lige skridtet over rollespil,” siger han, mens der bliver grinet rundt om i salen.

Herefter kaster han sig ud i en klassisk trylledisciplin, hvor et stykke reb i hans hænder på forunderlig vis bliver til flere stykker for at vende tilbage til at være et enkelt stykke. 

Han får hjælp af publikum og er efterhånden, som nummeret skrider frem, på fornavn med mange af dem, der sidder ved de forreste borde i salen. De bliver bedt om at tjekke hans ærmer, tjekke reb, tjekke kort og tjekke tørklæder, som bliver brugt undervejs i hans optræden.

"Der er så mange kombinationsmuligheder, at hvis man stablede en rubiksterning oven på den anden for hver mulighed, der er, så ville de kunne passere Jupiter.”
- Rune Klan, komiker og tryllekunstner

Rubiksterninger hele vejen til Jupiter

Noget af det, han også hiver frem fra tasken, er det, der i 80’erne gik under betegnelsen professorterninger, men som i dag kaldes rubiksterninger.

Han får to personer i publikum til at blande dem – og ifølge Rune Klan kan man altså godt blande en rubiksterning.

”Er I sindssyge, man kan blande sådan en vildt meget. Der er så mange kombinationsmuligheder, at hvis man stablede en rubiksterning oven på den anden for hver mulighed, der er, så ville de kunne passere Jupiter,” proklamerer han.

Herefter løser han den ene ved hjælp af det, han kalder sin muskelhukommelse. Det er den samme hukommelse, der træder ind, når man har glemt sin pinkode, og fingeren pludselig kan huske det, som hjernen ikke kan, bedyrer han.

Rune Klan starter faktisk den del af nummeret med at bekendtgøre, at han kan løse den på 7,5 time. Altså noget længere end verdensrekorden på 2,76 sekunder. Men efter cirka 2 minutter kan han til et stort bifald vise en løst rubiksterning frem.

”Men hvorfor er vi egentlig så låst på, hvordan løsningen er,” spørger Rune Klan, mens han får en fra publikum til at holde sin ”blandede” terning frem.

”Jeg kan meget bedre lide din løsning,” siger han og drejer herefter flittigt på sin egen terning, mens han kigger på den blandede terning og forsøger at genskabe mønstret fra den.

”I er formentlig bedre talfolk, end jeg er. Men er det ikke ret usandsynligt, at to sider er ens? Og hvad med tre?” siger Rune Klan, efterhånden som han vender terningen rundt og viser publikum, at alle sider er ens. Det udløser endnu et stort bifald til den vikarierende tryllekunstner. 

Seneste nyt