Menu luk

Regler om loyalitet over for arbejdsgiver

Hvad betyder loyalitetspligt? Hvor længe er du omfattet? Og hvordan forholder du dig til loyalitet på de sociale medier? Få styr på hvordan du overholder din loyalitetspligten her.

Som medarbejder har du, gennem hele dit ansættelsesforhold, en loyalitetspligt overfor din arbejdsgiver. Det betyder, at du er forpligtet til at opføre dig loyalt, såvel internt som eksternt, og at du ikke må udføre handlinger, der direkte eller indirekte skader eller kan skade din arbejdsgiver, så længe du er ansat. Husk, at loyalitetspligten også gælder, hvis du bliver fritstillet eller suspenderet.

Du kan bl.a. overtræde din loyalitetspligt i forbindelse med:

  • Uærlighed
  • Negativ omtale af dine kollegaer, ledelse og virksomhed
  • Konkurrerende virksomhed, herunder opstart
  • Forsøg på at få andre ansatte til at sige op

Hvis du ikke overholder din loyalitetspligt, kan du risikere at få en advarsel, blive opsagt eller i værste fald blive bortvist, samt blive mødt med et erstatningskrav.

Hvornår ophører loyalitetsforpligtelsen?

Din loyalitetspligt ophører som udgangspunkt, når du er fratrådt. Der gælder dog disse undtagelser:

  • Du må ikke systematisk kontakte tidligere kunder.
  • Du har en konkurrence- og/eller kundeklausul.
Hvordan håndterer du din loyalitetspligt i forhold til bibeskæftigelse og bierhverv?

Din fritid er som udgangspunkt din egen, og du kan derfor udføre aktiviteter i din fritid, lønnet og ulønnet, men kun så længe det kan udføres uden ulempe for dit almindelige arbejde. Hvad der kan udføres uden ulempe, afhænger af en konkret vurdering af bl.a. indholdet i din ansættelseskontrakt, indholdet i dit arbejde og dit arbejdes udførelse.

Du må dog aldrig udføre konkurrerende virksomhed.

Vi anbefaler, at du altid orienterer din arbejdsgiver om både bierhverv og bibeskæftigelse, så du er sikker på, at du ikke kommer i problemer. Det er især vigtigt, at du er opmærksom på bibeskæftigelse:

  • Bierhverv: hverv, der har karakter af fritidsinteresser eller tillidshverv, som fx formandskab af håndboldklubben, kassereren i gymnastikforeningen samt politisk foreningsarbejde.
  • Bibeskæftigelse: arbejde af erhvervsmæssig karakter.
Har du loyalitetspligt i en opsigelsesperiode?

Du er omfattet af loyalitetspligten, når du er opsagt - også selvom du er fritstillet eller suspenderet.

Det betyder blandt andet, at du ikke må starte i nyt job hos en konkurrerende virksomhed i din opsigelsesperiode. Du må gerne gå til jobsamtale og underskrive en ansættelseskontrakt med en konkurrent, men du må ikke tiltræde, før du er fratrådt din stilling.

Det betyder også, at du ikke må opstarte en konkurrerende virksomhed, fx ved at markedsføre din virksomhed, begynde at sælge produkter eller ydelser, publicere en hjemmeside eller påvirke din arbejdsgivers ansatte. Du må dog godt lave de indledende øvelser, der ikke kompromitterer din arbejdsgiver.

Tidligere fratræden

Har du et ønske eller behov om at fratræde tidligere end fratrædelsesdatoen i din opsigelse, har du mulighed for at kontraopsige.

Er du blevet opsagt? (finansforbundet.dk)

Har du klausuler?

Er du omfattet af en konkurrenceklausul og/eller en kundeklausul, skal du være opmærksom på at overholde de begrænsninger, som er aftalt i klausulen.

Regler om klausuler (finansforbundet.dk)

Hvordan gælder loyalitetspligten på de sociale medier?

Du skal være varsom med, hvad du deler på sociale medier. Det er særligt vigtigt, hvis du er forbundet med din arbejdsgivers kunder eller andre forretningsforbindelser. Og det gælder også, hvis du er opsagt - også selvom du er fritstillet eller suspenderet.

Er du i tvivl om, hvad du må skrive og dele på de sociale medier, anbefaler vi, at du kontakter din leder eller HR, så du ikke overtræder din loyalitetspligt.

Hvad er konsekvensen ved brud på loyalitetspligten?

Hvis du ikke overholder din loyalitetspligt, kan du risikere at få en advarsel, blive opsagt eller i værste fald blive bortvist, samt blive mødt med et erstatningskrav.

Finansforbundet anbefaler derfor, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller arbejdsgiver, hvis du er det mindste i tvivl, om en handling kan være et brud på din loyalitetspligt.

Du kan altid søge rådgivning hos Finansforbundet på 32 66 13 30

Kontakt Jura

32 66 13 30

Ring til os mandag-torsdag kl. 8.30 - 16.00 eller fredag kl. 8.30 - 15.00.

Du kan også skrive til os på raadgivning@finansforbundet.dk