Lær din overenskomst at kende på 2 minutter
Få overblikket over de mest populære paragraffer i den overenskomst, der danner fundamentet for dit arbejdsliv.
Kender du alle dine rettigheder og muligheder gennem virksomhedsoverenskomsten her i Danske Bank?
Få overblikket over de mest populære paragraffer i den overenskomst, der danner fundamentet for dit arbejdsliv i Danske Bank.
Er du ansat på en individuel kontrakt, er det vilkårene i din kontrakt, der gælder.
Dog skal du være opmærksom på, at overenskomsten som helhed danner rammen for alle ansatte i Danske Bank. Derfor har den også betydning for dig, der er ansat på individuel kontrakt – og flere dele af overenskomsten gælder også for dig.
👉 Se indhold der er særlig relevant for dig på individuel kontrakt
Overenskomsten i Danske Bank: Dit hurtige overblik
✅ Op til 2 ugers frihed ved sygt barn
Det hænder, at de små poder bliver syge – det kender alle småbørnsforældre til.
I Danske Bank er du godt stillet ved sygdom i børneflokken.
Du har op til to ugers frihed ved sygt barn
Du er dermed bedre stillet end i resten af den finansielle sektor, hvor du kun har op til fem dage. Er du offentligt ansat, har du to dage til at pleje dit syge barn.
Er du ansat på individuel kontrakt, har du også mulighed for at holde op til 2 ugers frihed - med mindre der står noget andet i din kontrakt.
✅Seniordeltid med fuldt pensionsbidrag
I Danske Bank kan du – når du er fyldt 60 år – få nedsat din arbejdstid til 60 procent af en fuldtidsstilling. Det er bedre end i de fleste andre virksomheder i den finansielle sektor.
Vidste du, at der er kommet nye og forbedrede tiltag i seniordeltidsordningen?
Du kan nu samle din nedsatte arbejdstid i hele uger, så du fx kan holde en længere sommerferie
Du kan også vælge at arbejde en time mindre hver dag eller have en fast ugentlig fridag.
Ansatte på individuel kontrakt har typisk ikke ret til seniordeltid, med mindre det er aftalt særskilt i kontrakten.
Husk, at seniordeltid ikke er det samme som seniordage.
Seniordage er en ordning, som koncernen tilbyder, og som ikke er en del af overenskomsten.
✅ Børnedeltid
Med børnedeltid har du bedre muligheder i Danske Bank end i resten af den finansielle sektor.
Forældre og plejeforældre til børn under 12 år, som har været ansat i mindst ét år, har ret til at indgå en tidsbegrænset aftale om at nedsætte arbejdstiden. Arbejdstiden kan maksimalt sættes ned til 30 timer om ugen.
Den lokale ledelse kan efter dialog med den lokale tillidsrepræsentant modsætte sig en deltidsordning, hvis ansvar og forretningsomfang (fx kunde-, ledelses- og/eller driftsmæssige hensyn) ikke er foreneligt med en deltidsordning.
Det særlige ved vores aftale, i modsætning til i den øvrige finansielle sektor, er, at den også gælder plejeforældre, og at der ikke er et loft på ét år.
Ansatte på individuel kontrakt har typisk ikke ret til børnedeltid, med mindre det er aftalt særskilt i kontrakten.
✅ Flere penge mellem hænderne
Udover den årlige lønstigning, vi forhandler til dig ved hver overenskomstforhandling, får du som overenskomstansat i Danske Bank også flere penge mellem hænderne til at holde ferie for.
Du får et ferietillæg, der er højere end for mange andre på arbejdsmarkedet.
Dit ferietillæg er 3,75 % af din løn og udbetales to gange om året.
I den øvrige finansielle sektor er satsen 3,25 %, mens den for mange offentligt ansatte ligger mellem 2 og 2,5 %.
Er du ansat på individuel kontrakt, får du typisk det ferietillæg på 1 %, der er fastsat i Funktionærloven.
✅ Ret til orlov
Du har som udgangspunkt ret til orlov uden løn og pension i op til seks måneder
Orlov skal normalt varsles med tre måneder, og du skal have været ansat i banken i fem år.
Den lokale ledelse kan efter dialog med den lokale tillidsrepræsentant modsætte sig retten til orlov, hvis ansvar og forretningsomfang (fx kunde-, ledelses- og/eller driftsmæssige hensyn) ikke er foreneligt med orloven.
Der er også aftalt andre orlovsmuligheder i overenskomsten.
Orlov til pasning af nærtstående:
- Orlov ved alvorligt sygt barn
- Orlov til pasning af handicappet barn
Disse tre orlovsformer er medarbejdere på individuel kontrakt typisk også omfattet af - medmindre der står noget andet i kontrakten.
👉 Læs artikelserie med fire kolleger, der har benyttet sig af muligheden for orlov
✅ Tilkalde og rådighedsvagter
I Danske Bank er er der særligt gode vilkår for tilkalde og rådighedsvagter
Når medarbejdere står til rådighed og har en rådighedsvagt for banken uden for normal arbejdstid, eller hvis de bliver kontaktet uden for arbejdstiden, er der aftalt en særlig honorering.
Reglerne for honorering af rådighedsvagter og tilkald er enklere og nemmere at bruge i Danske Bank end i den øvrige finansielle sektor.
Vilkårene gælder medarbejdere på jobløn og medarbejdere på lønniveauer. Den gælder dog ikke medarbejdere på individuel kontrakt, medmindre det er aftalt særskilt i kontrakten.
✅Betalte forsikringer
Finansforbundet har sikret alle medarbejdere ret til Tand- Sund- og Gruppelivsforsikring betalt af arbejdsgiveren.
I Danske Bank er tandforsikringen ekstra god og indeholder forbedringer i form af lavere selvrisiko og højere forsikringsydelser, som blev aftalt i forbindelse med den seneste overenskomstforhandling
Hovedlinjerne i tandforsikringen i Danske Bank er:
- En årlig præmie på 1.200 kr. pr. medarbejder
- En årlig selvrisiko på maksimalt 795 kr.
- En årlig forsikringssum på op til 60.000 kr. pr. år
- Frit tandlægevalg i EU- og EØS-lande, UK og Schweiz
Er du ansat på individuel kontrakt, har du også glæde af forsikringerne.
(I øvrigt er Finansforbundet den eneste fagforening i Danmark, som har forhandlet en betalt tandforsikring til alle medarbejdere).
Læs mere om tandforsikringen i Danske Bank (kun adgang fra et Danske Bank-device)
✅ Fritvalgsbanken
Mange medarbejdere i den private og offentlige sektor har adgang til forskellige former for fritvalgsordninger.
Men disse ordninger er typisk ikke så lukrative som Fritvalgsbanken (tidligere Timebanken) i Danske Bank.
✅ I Danske Bank kan du selv indsætte merarbejde, sjette ferieuge og omsorgsdage op til 320 timer i Fritvalgsbanken og bestemme, om timerne skal afspadseres eller udbetales.
Og hvis du vælger at få dem udbetalt, kan du derefter vælge at indbetale dem på en pensionsordning.
Så vi har faktisk en fritvalgsordning, hvor der på en enkel måde reelt er frit valg mellem frihed, penge og pensionsopsparing.
For joblønnere gælder dog, at merarbejde ikke kan udbetales, men skal afspadseres.
Medarbejdere på individuel kontrakt skal som udgangspunkt også afspadsere eventuelt merarbejde, og værdien af omsorgsdagene er indregnet i lønnen, så man selv kan købe sig til dem.
Den 6. ferieuge har medarbejdere på individuel kontrakt også. Den fremstår som fem feriefridage.
Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse
Jobløn betyder, at merarbejde skal afspadseres og for at kunne være på jobløn skal man have selvstændig arbejdstilrettelæggelse. Det er også en forudsætning at man er over en aftalt løngrænse, som fremgår af virksomhedsoverenskomsten.
✅ Det er værd at fremhæve, at løngrænsen for jobløn i Danske Bank og den øvrige finansielle sektor er blandt de højeste på det danske arbejdsmarked, ligesom Finansforbundet er ene om at sikre at selvstændig arbejdstilrettelæggelse er en forudsætning for at kunne blive ansat på jobløn.
Det er vigtigt at understrege, at det i overenskomsten i Danske Bank er aftalt at normtiden for en joblønner er en normal arbejdstid på 37 timer om ugen. Det er aftalt, at leder og medarbejder i fællesskab skal sikre at arbejdstiden balanceres, så en periode med lidt ekstra arbejdstimer skal efterfølges af en periode med færre.
✅ Når livet slår kolbøtter (mere plads til særlige livssituationer)
Alle kan opleve perioder, hvor livet spænder ben for arbejdslivet.
I disse situationer er det vigtigt, at rammerne understøtter medarbejderen bedst muligt.
Vi er blevet enige med koncernen om at formulere Danske Banks holdning til fleksibel arbejdstilpasning i de situationer, hvor privatlivet er vanskeligt at forene med arbejdslivet.
Fleksibiliteten kan fx være:
• Ændrede arbejdstider i en periode
• Brug af eksisterende orlovsmuligheder
• Brug af fritvalgsbanken
• Tilbud i sundhedsforsikringen
• Øget hjemmearbejde
• Andre individuelle løsninger
Det er kendetegnende for samarbejdet mellem Finansforbundet i Danske Bank og koncernen, vi som fagforening har en tæt dialog med Danske Bank og ofte finder gode individuelle løsninger.
Er du ansat på individuel kontrakt, er du altid velkommen til at kontakte os, så vi sammen kan finde ud af, hvilke muligheder du har, og som understøtter dig bedst i den givne situation.
Du får også lige 2 bonusinfoer, der er værd at tage med.
✅ Vi forhandler en lønstigning til dig - hvert år
Som ansat på overenskomsten stiger du i løn hvert år.
1. juli 2026 stiger du 2,5 procent i løn, og det samme sker 1. juli 2027.
Psst: Men du er naturligvis stadig velkommen til at lønforhandle med chefen.
Se vores side om lønforhandling. Den indeholder guldkorn og gode råd til din næste lønforhandling, uanset om du er overenskomstansat eller på individuel kontrakt
👉 Forbered dig bedst muligt til din næste lønforhandling i Danske Bank
✅ Fem omsorgsdage til alle, uanset om du har børn
Og vi mener alle. For medarbejdere på individuel kontrakt er værdien af omsorgsdagene indregnet i lønnen, så man selv kan købe sig til dem.
(I det offentlige har du fx kun ret til to omsorgsdage pr. barn og kun til det år, hvor barnet fylder 7).
Er du slet ikke færdig med at nørde overenskomst og dine rettigheder samt muligheder med overenskomsten i hånden.