Menu luk

Seks råd: Sådan passer du på dig selv i en stresset hverdag

I en presset hverdag er det vigtigt at opbygge en robusthed, så du bevarer evnen til at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Ekspert Birgitte Dam Jensen har seks råd til dig.

9. maj 2022
2 min

Står du i pres, problemer eller modgang? Så er det endnu mere vigtigt end ellers, at du bevarer din ro, optimisme og handlekraft.

Det siger Birgitte Dam Jensen, der er foredragsholder, coach og forfatter. Hun har skrevet bestselleren ”Bevar dig selv – robust i en uforudsigelig fremtid”.

Her er hendes seks råd:

1. Forstå robusthed

Robusthed handler dybest set om at bevare gode menneskelige egenskaber, når det er svært, og du er under pres.

Det er vigtigt af to årsager:

Når vi er pressede i vores krop, udløser det stresshormoner, som kan gøre det vanskeligt at tænke klart og træffe velovervejede valg.

Men i en moderne tid møder vi udfordringer, hvor det ikke er nok bare at kæmpe. De kræver derimod, at vi kan bruge hovedet og finde velovervejede, ofte langsigtede løsninger.

2. Lær dig selv at kende

Bliv bevidst om dine reaktioner, når du udsættes for pres, så du er velforberedt næste gang.

Skriv ned, hvad der er dine styrker, sårbarheder og grænser.

Erkend desuden, når du er under pres, og brug eventuelt yoga og mindfulness til at blive mere nærværende i øjeblikket, og accepter de følelser og den sårbarhed, du oplever

3. Pas godt på dine fysiske ressourcer

Det kræver energi at bruge hovedet, når det er svært. Pas derfor godt på dine fysiske ressourcer med 8 timers søvn, motion, sund kost (stabilt blodsukker) og pauser med ro i hovedet.

Her kan de gode valg være at lukke computeren, bruge tid på familien, nattesøvnen og sine løbesko. Træn pause som det første, du gør, når du mærker stress.

Mere viden om robusthed

Hvis du vil vide mere kan du for eksempel kigge: 

Har Finansforbundet kurser og arrangementer om personlig udvikling.

Se dem her 

Birgitte Dam Jensen har bl.a. en række podcasts, der giver indsigt i robusthed.

Find dem på bevardigselv.dk

4. Hvem er dine vigtigste relationer?

Videnskaben viser, at mennesker, der oplever sig trygt forbundet med andre mennesker, er mindre sårbare over for pres.

Derfor skal du være opmærksom på dine vigtigste sociale relationer og dine sociale evner.

Riv tid ud af kalenderen til at ses med mennesker, der betyder noget i dit liv

5. Håndter negative tanker

En stor kilde til pres kan være vores egne bekymringer. De kan føre til følelsen af magtesløshed, der er robusthedens fjende nummer ét.

Lær derfor at skelne mellem virkelige problemer og bekymringer, og søg eventuelt støtte i metakognitive teknikker.

Find pyt-knappen, og giv slip på de ting, du alligevel ikke kan forandre. Du kan ikke have kontrol over alt, så vær optimist og tro på, at i morgen bliver bedre end i dag.

6. Hav fokus på mening og formål

Fokuser på mening og formål i alle dine vigtige aktiviteter. Motivation er supervigtigt, når vi skal træffe langsigtede valg.

Find frem til det, der giver mening og har værdi i dit liv.

Når du er i stand til det, giver det dig ekstra kræfter til at håndtere udfordrende situationer godt.

Seneste nyt