Menu luk

Medlemmer stemmer ja til ny overenskomst

Det blev et markant ja fra Finansforbundets medlemmer til den nye overenskomst. Hele 71,1 procent valgte at stemme, og det glæder formand Kent Petersen, at så mange har givet deres mening til kende.

31. mar. 2023
2 min
Dansk / English

93,3 procent.

Så høj var ja-procenten ved en urafstemning om den overenskomstaftale, som Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) forhandlede på plads i starten af marts.

Hele 71,1 procent af de cirka 33.000 stemmeberettigede medlemmer benyttede sig af muligheden for at afgive deres stemme.

Og den høje stemmeprocent glæder Finansforbundets formand Kent Petersen.

”Jeg er meget glad for opbakningen fra medlemmerne til overenskomsten, fordi det jo i sidste ende er for deres skyld, at vi laver den. Resultatet er slutningen på en proces, der starter med input fra medlemmerne og slutter med en overenskomst, og det enormt vigtigt, at der er et engagement og en tilfredshed hos dem, der skal bruge den til hverdag. Det har vi i høj grad mærket fra de tillidsvalgte, vi har mødt efter forhandlingerne, og det ser vi også i afstemningsdeltagelsen hos vores medlemmer” siger han.

6,4 procent stemte nej, og 0,3 procent stemte blankt.

"Jeg er meget glad for opbakningen fra medlemmerne til overenskomsten, fordi det jo i sidste ende er for deres skyld, at vi laver den."
- Kent Petersen, formand i Finansforbundet

Lønstigninger og bedre barselsforhold

Fredag eftermiddag lukkede urafstemningen, der har været i gang siden den 16. marts.

Dermed træder den nye toårige overenskomst i kraft den 1. april, mens lønnen reguleres pr. 1. juli.

Det betyder blandt andet, at lønnen i overenskomstens løbetid samlet set stiger med 8,2 procent, hvoraf en del er puljemidler til lokale forhandlinger. Derudover forbedres barselsrettighederne for fædre og medmødre, der fremover vil have ret til orlov med fuld løn i 26 uger mod de 16 uger, de tidligere havde ret til.

”Vi indledte forhandlingerne på et svært grundlag med inflation, økonomisk usikkerhed og med et klart krav om lønstigninger fra vores medlemmer. Det blev også hårde forhandlinger, men jeg synes til gengæld, at vi nu står med et rigtigt godt resultat. Både når det kommer til en fornuftig lønudvikling, men også omkring nogle af de andre vigtige elementer i arbejdslivet for vores medlemmer - f.eks. at vi som de første i en overenskomst indfører reel ligestilling, når det kommer til barsel," siger Kent Petersen.

Den nye overenskomst

  • Overenskomsten gælder fra den 1. april 2023
  • Lønnen reguleres pr. 1. juli 2023
  • Lønnen reguleres med 4,5% i 2023 og 3,7% i 2024 (dog er der mulighed for at anvende 1% af de 3,7 % i 2024 til lønpulje på STOK-virksomheder)
  • Orlovsrettighederne for fædre og medmødre forbedres, ved at fædre og medmødres orlov med fuld løn stiger fra 16 til 26 uger

Læs mere her.


Emner

Seneste nyt