Vigtigt skridt mod ny overenskomst
På en aftalekonference er der nu givet mandat til overenskomstforhandlingerne, som begynder i det nye år.
Masser at kæmpe for
Det er præcis 1 år og 2 dage siden, at hun på et landsmøde samme sted blev valgt som formand, og fra talerstolen glædede hun sig over, at Finansforbundet er en fagforening, der er respekteret af andre forbund, er visionære, har medlemsfremgang og i sidste uge for første gang rundede 59.000 medlemmer.
“Så hvad er der egentlig at kæmpe for? Masser!,” sagde Dorrit Brandt fra talerstolen.
Og det var der bred opbakning til fra salen. De 9 kredsformænd havde hver 3 minutter til at tale deres baglands sag.
Mere i løn og fleksibilitet i mange forskellige afskygninger var nogle af de gennemgående temaer.
“Det er vigtigt, at overenskomsten giver mulighed for det hele liv, når livets uforudsigelige øjeblikke rammer”, sagde Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank.
Jannie Skovsen, formand for Finansforbundet Spar Nord Kreds, pegede på, at det er vigtigt at drømme, men også at være realistisk i sine krav.
“Vi skal udvælge kravene klogt,” sagde hun.
Fra Finansforbundet i Nordea pegede formand Kasper Skovgaard Pedersen også på, at det er vigtigt ikke at glemme de kontraktansatte, der bliver flere af i sektoren.
“Det er en gruppe, vi er nødt til at tage seriøst” sagde han.
En overenskomst for alle
Arbejdet på aftalekonferencen skal sikre, at alle medlemmer skal kunne se sig selv i den overenskomst, der efter planen skal være forhandlet på plads i marts.
“Vi forhandler overenskomst for alle medlemmer og for hele sektoren. Det kræver solid forankring, fordi overenskomsten jo i sidste ende skal tilbage til medlemmerne og bruges i dagligdagen,” siger Dorrit Brandt.
Når forhandlingerne går i gang, er der også nye ansigter at finde på den anden side af bordet. For første gang er det Finans Danmark, der forhandler på vegne af arbejdsgiverne, mens assurandørerne for første gang skal forhandle overenskomst med F&P – Forsikring og Pension.
“Overenskomstforhandlinger er aldrig noget gavebod, men vi har sammen med arbejdsgiverne en vigtig opgave i at skabe en stærk overenskomst, der sikrer gode arbejdspladser på det finansielle område gennem hele livet,” siger Dorrit Brandt.