Over 10.000 finansansatte påvirket af fusioner
De mange fusioner i den finansielle sektor påvirker tusindvis af ansatte. "Hverdagen skal gå videre, men spørgsmål om job og fremtid fylder selvfølgelig,” siger Finansforbundets formand.
Følger situationen tæt
Hun fulgte med, da planerne om AL Sydbank i sidste uge blev præsenteret.
”Det bliver på flere fronter stadig mere komplekst at drive bank, og det skubber uden tvivl på de konsolideringer, vi ser. I det lys kan jeg kan godt se fornuftige perspektiver i den model, der ligger for AL Sydbank. Både forretningsmæssigt, men også for medarbejderne,” siger Dorrit Brandt.
Samtidig har hun også hæftet sig ved topchef Mark Luscombes udmeldinger om synergier.
”Vi er ikke blinde for, at der for AL Sydbank i planerne også ligger en formulering om omkostningssynergier. Sådan er det meget ofte ved fusioner, men jeg hæfter mig ved ambitionerne om at ville løse en del ved naturlig afgang.”
”Vi kommer til at følge den del så tæt som overhovedet muligt, for visionerne for AL Sydbank kræver, at man har medarbejdere, der skal drive forretningen,” siger Dorrit Brandt.
Tab eller potentiale
Generelt ligger der mange følelser i det for medarbejderne, når de pludselig skal møde ind på en arbejdsplads med et nyt navn på døren. Eller når man som medarbejder får en gruppe nye kolleger, der kommer fra en helt anden virksomhedskultur.
”Som medarbejder identificerer man sig med sin virksomhed, og for mange medarbejdere i sektoren ligger der rigtig meget hjerteblod i det. Derfor kan det helt forståeligt føles som et tab, når man fusionerer,” siger Dorrit Brandt.
Men hun mener samtidig, at der er et stort potentiale i kulturmødet.
”Når man formår at skabe en ny fælles kultur med det bedste fra flere verdener. Det er meget vigtigt at have fokus på, at en fusion ikke kun en organisatorist øvelse, men en kulturel rejse, hvor målet er en ny fælles fortælling om, hvem man er,” siger Dorrit Brandt.
Står klar til at hjælpe
For Dorrit Brandt er det vigtigt at understrege, at der for de berørte medlemmer er hjælp at hente både lokalt på virksomhederne, hvor tillidsrepræsentanterne er til stede, og fra centralt hold i Finansforbundet.
”I fusionsprocesser er der naturligt rigtigt mange spørgsmål, men det er desværre ikke alting, man sådan nødvendigvis kan få afklaringer på lige med det samme. Vi fokuserer meget på at have tæt dialog med vores lokale tillidsvalgte, så vi kan være der for medlemmerne i de forandringer, der pludselig kommer tæt på. Det kan opleves meget forskelligt, men vi har fuldt fokus på at være så meget til stede og tilgængelige som muligt,” siger hun.