Martin Thorborg: Mange penge har ikke gjort mig lykkelig, men…

Penge og (u)lykke

Jeg blev meget rig på et relativt tidligt tidspunkt. Jeg tjente 120 millioner kroner, inden jeg blev 30, da jeg sammen med nogle venner solgte vores virksomhed, Jubii. Kort efter blev jeg også meget ulykkelig: Jeg havde penge nok til resten af mit liv, men lige pludselig blev ting meningsløse, og jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, og hvad der gjorde mig glad. 

Penge, lykke og livskvalitet er kompleks, og lad mig sige det på den måde: Når du ikke har særlig mange penge, så drejer rigtig meget sig om penge. Har jeg råd til det her? Hvad kan jeg få for mine penge? Hvordan sparer jeg? Har vi råd til at tage på sommerferie? Det kunne være fedt med en ny sofa, men hvordan får vi råd til det? Og når du så lige pludselig har alle de penge i verden, så forsvinder alle de problemer, og så får du rigtig meget fritid. Lige pludselig så sidder du egentlig der, og så bliver det jo ikke et spørgsmål om, hvad man har råd til, men om, hvad ville der være fedt. 

Som yngre, og længe inden salget, rendte jeg helt rituelt rundt hver tredje måned inde i Magasin. Jeg havde sådan et Magasinkort, hvor jeg betalte 300 kr. ind om måneden, og når der var plus på kortet, tog jeg derind igen. Engang købte sådan en fancy, lilla SOS-sweater. Det tog mig flere timer at beslutte mig for det, og jeg var vildt glad, da jeg kom ud. 

Da jeg så scorede i kassen, var det første, jeg tænkte, at ”nu er det kraftedeme ind i Magasin og vise, hvem der har bukserne på”. Jeg gik rundt i fem timer uden at købe noget som helst. Der var ikke én eneste ting i Magasin, jeg ikke kunne købe 20 af, hvis jeg havde lyst, men hele glæden ved at købe det var forsvundet. Fuldstændig. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en depression, men i hvert fald et halvt år eller mere havde jeg det virkelig havde det psykisk dårligt. 

Indtil da havde alt givet mening, og lige pludselig var der intet, der gav mening. Nu skulle jeg finde mening i noget andet, og det skulle det jo være noget, jeg selv syntes var fedt, men hvad var egentlig fedt og hvorfor? Dér fik jeg lige pludselig en stor, eksistentiel samtale med mig selv om ”hvem fanden er jeg egentlig?”, hvis jeg ikke render rundt og bruger meget tid på at finde ud af at få råd til ting.

Penge og politi

Min mor var pædagog, og min far var ingeniør. Vores familie var klart højere middelklasse, men jeg kommer ikke ud af en velhævende familie. Min far var relativt gammel, da han fik mig og havde fået bygget et hus nede til Bagsværd Sø. Det var ikke så stort, men det lå sgu’ nede til søen. Min mor var pædagog på Bagsværd Kostskole, så jeg fik lov til at gå der gratis som dagelev. 

Min far var meget antikapitalistisk og meget anti-amerikansk, så jeg voksede op i et ret venstreorienteret hjem, hvor penge var et fy-ord. Det at have en pæn bil var latterligt. At gå i pænt tøj var spild af penge. Den slags.

Jeg fik mit første fritidsjob, da jeg var 11. Jeg startede med at gå med aviser. Jeg har været bogopsætter, babysitter og kraftedeme også opvasker og tankpasser. Jeg havde altid haft flere penge end mine venner, som typisk kom fra mere velhavende familier end vores, fordi jeg ret tidligt begyndte at tjene penge, og jeg fandt hurtigt fandt ud af, hvor fedt det var at have penge.

Da jeg var ung, ville jeg være politibetjent, så jeg havde egentlig affundet mig med, at jeg ikke ville tjene penge i mit liv. Det ville sikkert give nok til et rækkehus, og var det sket, havde jeg lagt min identitet og spændingen i mit liv i være at have et fedt politijob. 

I stedet blev jeg iværksætter, og lige pludselig begyndte jeg at tjene flere penge end en politibetjent ville gøre. ”Det er sgu meget fedt, det her”, tænkte jeg, og det gav mit nogle muligheder, ikke? Jeg kunne tage nogle fede ferier, bo lækkert, og ja, der var mange bekymringer, jeg ikke havde. Så får man nogle nye, men dem vælger man som regel mere selv, end man gør med de andre. Forstår du?

Penge og bjerge

Dot.com-bølgen fjernede en god del af min formue, så selv om jeg troede, at jeg var verdens rigeste, skulle jeg finde noget at lave. Det var nok meget godt, for jeg kan alligevel ikke ligge på en strand i mere end et par timer, så begynder jeg at kede mig. 

Jeg kender en bjergbestiger, som havde brugt flere år på at træne til at bestige Mount Everest. Da han lykkedes med det, kollapsede hans verden, for hvad skulle han nu lave? Sådan havde jeg det også, og jeg ledte efter, hvad jeg skulle være. 

Jeg fandt ud af, at jeg skulle være iværksætter. Det blev mit bjerg. Ikke bare et bjerg, men mange af dem. I mange størrelser. Når du står på det bjerg, du har kigget på hele livet, og du kraftedeme er nået op på toppen, så er det svært at finde et nyt bjerg. Og der er ingen, der gider høre historien igen og igen, når du kommer hjem. Så skrider gæsterne hurtigt.

Jeg fandt ud af, at jeg havde taget fejl, for jeg troede, at jeg havde været oppe på toppen af Mount Everest, men jeg havde egentlig kun været på toppen af Himmelbjerget. Altså, udsigten var da fin, og jeg tænkte også ”okay, fuck man, jeg vil derop igen”, og så begyndte jeg at klatre op ad bjerget. Det brugte jeg nogle år på. Undervejs skrev jeg ”Iværksætter til jeg dør”, fordi jeg fandt ud af, at jeg ikke blev lykkelig af at ville til tops på ét bjerg; jeg blev faktisk lykkelig af at klatre op ad mindre bjerge. Og mange af dem. Gerne på samme tid. 

Det er det, jeg har gjort siden. Det giver mig en ro i maven, at jeg har mine små projekter, jeg elsker. Jeg kan godt lide at klatre op ad de små bjerge og finde et nyt bjerg at klatre på undervejs. Jeg har ingen problemer med at klatre ned igen og finde et nyt bjerg, der ligger 200 meter hen ad gaden, som måske er lavere end det første. 

Og hvis jeg klatrer halvt op og kigger på det og siger, ”hold kæft, det er kedeligt”, så kan jeg altid klatre ned igen. Det var egentlig det skifte i mit mindset, jeg gennemtrumfede for at beskytte mig selv og for ikke at arbejde mig selv ihjel.

Penge og børn

Min kone og jeg har samme filosofi: Det at have et arbejde fra relativt tidlig alder er enormt dannende og giver dig en ide om, hvordan samfundet fungerer. Vores tilsammen tre børn har eller har haft ungdomsarbejde. Det at stå på en arbejdsplads, have en arbejdsgiver, som giver dig opgaver, som du skal tale pænt til, som du skal forholde dig til. Det at have kollegaer, du skal snakke med. Det at have nogle forpligtelser, komme til tiden og den slags, det tror jeg er sindssygt sundt.

Og så giver det jo også en forståelse af, hvad penge er. Altså, at hvis man har arbejdet otte timer i Netto og har fået 700 kroner for det, så er der jo en lang vej op til et Rolex-ur. Og når man har knoklet for pengene, så tænker man sig måske også lidt mere om, før man bestiller alt muligt lort på Temu.

På den anden side bor jeg i en del af København, hvor man har væsentligt flere penge end mange andre steder. Det betyder, at flere af mine børns venner aldrig har haft et arbejde, men bare får penge af deres forældre. Eksempelvis til skituren med gymnasiet. Jeg har valgt at sige til mine børn, at hver gang, der er et eller andet større, de gerne vil – eksempelvis den skitur – så dobler jeg de penge, de selv har tjent. Den yngste vil gerne med på turen. Der var tre priskategorier, og han valgte den dyreste rejse til 18.000 kr. Okay, fair nok, jeg giver de 9.000 kr., men det dobbelte af nul er jo stadig nul, så han skal ud og finde 9.000 kr. først. 

Lige nu er han rigtig meget på arbejde, og vi ser ham ikke så meget. 

Penge og problemer

Jeg gør det, jeg gerne vil lige nu. Jeg har penge nok men synes, det er svært at sige, om jeg er lykkelig, for jeg tror ikke, at lykke er en konstant tilstand. Det er jeg helt overbevist om, det ikke er. Men er jeg tilfreds med mit liv? Ja, det er jeg sat’me godt nok, og der er ikke noget, jeg har lyst til at lave om nu og her. Så jeg er et meget privilegeret sted. 

Jeg tror, at mennesker er skabt til at løse problemer. Når man har flere penge, så er det lettere at vælge, hvilke problemer man vil bruge sin tid på. Jeg gør ikke rent i mit hus, og jeg har en gartner, der ordner min have. Jeg betaler mig fra nogle af de problemer, jeg synes er kedelige, og så kan jeg bruge min tid på de sjove problemer. Jeg arbejder nok lidt mere end de fleste, men jeg synes, at det jeg laver, er spændende. 

Der var vist en berømt person, der sagde noget i retning af, at man kan have mange problemer, men er man syg, har man kun ét. Bare for at sige, at det er jo forbandet rart at have penge, men du kan jo komme ud for nogle ting i dit liv.

Det ville være svært for mig at leve for en løn på 50.000 kr. om måneden i dag. Jeg ville ikke få en depression, men jeg har overhovedet ikke lyst til det. Nu har jeg vænnet mig til et bestemt liv, hvor jeg går på restaurant og tager på ferie uden at se på, hvad det koster. Jeg er stadigt for nærig til at flyve på business class, selv om mange af mine venner gør det, men jeg synes, det er et latterligt spild af penge.  Men hvor jeg rejser hen, og hvor længe jeg er væk, har ikke noget med økonomi at gøre.

Min far var ret fraværende, da jeg var barn, så min familie har været en høj prioritet, og jeg har været med til alle nisse-klippe-klistredage og min datters ridning og kørt mountainbike med min søn. Mit arbejde betyder også meget, og de to ting har været det sjoveste i mit liv. Derfor har der ikke lige været så meget tid til venner eller andre ting i mange år. Nu er børnene så store, at jeg er begyndt at se mine venner mere igen, og jeg har også fået nogle nye vennegrupper. 

Jeg går også og overvejer, om jeg skal have en hobby, men jeg ved ikke rigtigt, hvad det skal være. 

Det haster heller ikke. Det kan være, at det kommer til mig lige pludselig.