Menu luk

JARLS LEDER

OK-forhandlinger - Store Bededag - Trivsel efter Corona - Den glemte SEU?

21. feb. 2023
3 min

                                                                                                        

Torsdag den 9. februar kørte jeg forventningsfuldt med toget til København for at deltage i det, der skulle have været de to sidste forhandlingsdage i forløbet om OK-2023. Allerede godt to timer inde i forhandlingen gik den i hårdknude. Ærgerligt.

Sektoren og Sydbank tjener rekord mange penge, men arbejdsgiversiden vil hellere sende pengene tilbage til aktionærerne end at dele dem med medarbejderne. Der bliver ellers løbet stærkt for at hente indtjeningen hjem. Når inflationen er på så højt et niveau, provokerer det ekstra, at arbejdsgiversiden ikke havde flere penge med til forhandlingsbordet.

Derfor var der behov for at sende et klart signal, så Finansforbundet hev første strejkevarsel frem. Næste skridt er møder i forligsinstitutionen. Søndag den 19. februar landede så gennembruds-forliget på industriområdet. Hvis det bliver stemt hjem, danner det en bedre platform - for os - på de øvrige overenskomstområder. Det giver håb for vores forhandlinger, der ellers har set meget vanskelige ud.

Den kommende tid vil vise om vi skal i konflikt, når vores nuværende overenskomst udløber den 31. marts. En eventuel konflikt kan udsættes af forligsmanden i to gange 14 dage, så realistisk set vil en konflikt først kunne blive en realitet sidst i april.

Tid til yderligere forhandlinger er der derfor nok af. Spørgsmålet er om der også er vilje til at honorere medarbejderne med en lønstigning, der modsvarer den høje inflation og den flotte rekordindtjening i sektoren.

Midt i truslen om konflikt er der kommet resultater fra Finansforbundets store trivselsundersøgelse i efteråret. Glædelig vis ligger Sydbank i den pæne tredjedel af resultaterne for stress og trivsel i forhold til de øvrige kredse i forbundet.

Desværre dækker tallene også over, at stress og trivsel er tilbage på de bekymrende niveauer, der var før Corona. Det er nedslående, at vi ikke har lært af den periode, som vi har været igennem og fastholdt den midlertidige trivselsgevinst bedre. Vi er ikke kommet ”back to bet-ter”. Vi er desværre kommet ”back to normal” både i sektoren og i Sydbank.

På den baggrund er der brug for, at vi bruger SEU’en som afsæt til at skabe bedre trivsel og mindre stress. Derfor er det vigtigt at arbejde seriøst med SEU-handleplanerne – både med at få dem etableret og at følge op. Virker tiltagene – eller skal der gøres noget mere?

Så lad ikke al energien gå op i at tjene penge. Sørg også for at have det godt i afdelingen og med hinanden. Få luget fredsommeligt ud i stressen og giv trivslen bedre vækstbetingelser. Sund trivsel er en investering i bæredygtighed – eller som nogen siger ”væredygtighed”.

                                                


Emner

Seneste nyt