Jarls leder juni 2024
Det at være mønsterbryder er noget de fleste afstår fra, for det er pokkers besværligt. Det er mere trygt og komfortabelt at være lidt ligesom de andre; men vi har brug for mønsterbrydere
Mønsterbryderen, Helle Thorning-Schmidt gjorde et stort indtryk på mig og mange andre, da hun holdt åbningsindlægget på årets lederkonference i Vingsted. ”Vi gjorde det” sagde hun til sit socialdemokratiske bagland, da hun blev statsminister. Hun kunne også have sagt ”Jeg gjorde det”. For hun var lige blevet Danmarks første kvindelige statsminister. Hun brød et mønster. At statsministre altid havde været mænd.
I Sydbank har vi også en mønsterbryder i Karen, som er vores første kvindelige administrerende direktør og én af få kvindelige direktionsmedlemmer i vores sektor overhovedet.
Det at være mønsterbryder er noget de fleste afstår fra, for det er pokkers besværligt. Det er meget mere trygt og komfortabelt at være lidt ligesom de andre; men vi har brug for mønsterbrydere.
Vi har ikke alle talentet og begavelsen til at række ud og nå alle stjernerne. Det er der nogen, der har. De fleste kunne nå meget længere, hvis de bare troede lidt mere på sig selv, men os i denne store gruppe har alle evnen til at lade os inspirere. Vi kan lave små eller mindre mønsterbrud ved at lade os inspirere af de rollemodeller, der laver de store.
Når Helle som kvinde kunne blive statsminister, så kan jeg også godt søge det her job, selvom jeg kun kan nikke til 75% af de opstillede kompetencer i jobopslaget - kunne en ung, moden eller ældre kvinde lade sig inspirere til.
Når Karen som kvinde kunne lede Sydbank flot igennem flere stormvejr af dimensioner – så kan jeg også godt tage det første spring fra medarbejder til leder, eller fra et lokalerhvervsrådgiverjob til et erhvervsrådgiverjob. Et mindset om, at når Helle og Karen kunne – så kan jeg da også gå efter det, som jeg ønsker mig af arbejdslivet.
Der findes andre mønsterbrud, som kræver stort mod af både mænd og kvinder. For eksempel når nogen vælger at stå ved, at de har en anden seksualitet end flertallet, så bliver de med ét medlem af en minoritet. Pointen er, at man gør det med risiko for at miste noget. Sine rødder – det fællesskab man kommer fra. Forhåbentlig går det ikke så galt, men det kræver mod at risikere det.
Det vil være et lille mønsterbrud – som ikke kræver det helt store mod – hvis os, der tilhører majoriteten, blev bedre til at være positivt nysgerrige overfor minoriteter. For eksempel ved at spørge interesseret ind på et menneskeligt plan. Og for at det hele nu ikke skal handle om kvinder: Hvordan vil vi i banken så tage imod en mandlig kollega, der trives bedst med at have kjoler, nederdele og skjortebluser på til daglig.
Vil vi slå over i micro-aggressioner – et begreb som Helle var inde på i sit indlæg – og få vedkommende til at føle sig udenfor ved at ”vende det hvide ud af øjnene”, ”fnise/grine”, komme med drillende eller småmobbende bemærkninger eller ved at isolere os fra vedkommende. Alle de små ”stik”, som summer op, og ikke er til at bære for nogen.
Heller ikke hvis man er knap så anderledes, men f.eks. blot er en af få kvinder på en ledelsesgang med mænd i markant overtal.
Hvis vi ikke er en kultur, der favner forskellighed med positiv nysgerrighed, så kan jeg være bange for at vi vil blive fravalgt som arbejdsplads af mange unge mennesker – i fremtiden. Og imens jeg funderer over, at det vil være ærgerligt, leder jeg samtidig efter, hvor mine egne bias gemmer sig. For jeg har dem og du har dem. De der indgroede ubevidste fordomme og stereotype opfattelser om andre.