Kredsbestyrelsen på Folkemøde
Måske undrer du dig over, hvad vi i kredsbestyrelsen egentlig laver på Folkemødet på Bornholm. Måske tænker du endda, at vi ”bare” hygger os. Og ja, vi hygger os bestemt, men det handler om meget mere end det.
I vores dagligdag arbejder vi både for vores medlemmer, for Sydbank og for Finansforbundet.
I Sydbank udvikler vi vores tillidsrepræsentanter og vores arbejdsmiljørepræsentanter, så de kan arbejde for jer, vi i kredsbestyrelsen forhandler sager med HR, vi er med i bankens samarbejdsudvalg og meget mere. Vi kæmper for gode vilkår for alle ansatte i banken. Meget af dette arbejde er nok usynligt for dig i dagligdagen.
Den anden side af vores arbejde i kredsbestyrelsen handler om det politiske arbejde i Finansforbundet. Her arbejder vi sammen med tillidsvalgte på tværs i den finansielle sektor og vi er blandt andet med i arbejdsgrupper, hvor vi udtænker værktøjer som løsning på dagligdags problemer. Det handler ikke kun om den store opgave med at forhandle overenskomst.
Vi arbejder sammen om et bedre Finansforbund for dig og for alle de andre medlemmer.
For at blive inspireret til dette arbejde, tager nogle af os på Folkemøde.
På folkemødets tre hele dage overvældes vi af de flere tusind foredrag og debatter – om alle mulige emner – og vi bliver nødt til at prioritere hårdt i fristelserne. Vi kan langt fra nå at deltage i alt det, vi gerne vil.
På mødet i 2024 blev jeg selv meget inspireret af at overvære debatter om for eksempel AI’s påvirkning af vores arbejdsliv, om hvorfor mange unge ikke vil være ledere (men gerne vil være med til at lede i fællesskab med andre), om bæredygtige arbejdsliv og meget mere. Derudover hørte jeg mange inspirerende debatter i Finansteltet, hvor bl.a. Karen Frøsig deltog.
Mine kolleger i kredsbestyrelsen fortæller begejstret om alt det, de har suget til sig. Det handler for eksempel om, hvordan ubevidst bias påvirker hvem man ansætter i virksomhederne, hvad der giver det meningsfulde arbejdsliv, de forskellige generationer på arbejdspladserne, kompetencer og personlig udvikling, hvorfor feedback og sparring er så vigtig og om fleksibilitet som et parameter til fastholdelse af medarbejdere.
Marie-Louise Sløk var med på folkemødet for første gang, og hun var meget overvældet af de mange indtryk, hun fik med hjem. Hun fortæller: ”Disse diskussioner og debatter gav mig nye perspektiver, som jeg kan tage med mig til mine arbejdsgrupper i Finansforbundet, og til steder, hvor jeg kan påvirke i dagligdagen. Som nyt kredsbestyrelsesmedlem fik jeg også et indblik i, hvad det vil sige at have et ben i den politiske verden, noget som kan være svært at lære på et kursus eller en uddannelse”.
Vi glæder os til at drage til Bornholm igen til juni 2025 med blik på, hvad vi kan arbejde med for at give dig det bedst mulige arbejdsliv.
Fakta
Finansteltet, som ligger centralt på havnen i Allinge, er et initiativ mellem blandt andre Finansforbundet og Finans Danmark.
Teltet er rammen om talrige debatter, der er arrangeret af de to organisationer. Debatterne har for eksempel relation til finansområdet og arbejdslivsemner.