Små forandringer øger den mentale trivsel markant
Tid til fordybelse og kontakt med kollegerne smitter positivt af på både arbejdsopgaverne og den mentale sundhed. Det viser foreløbige resultater fra en stribe eksperimenter i Future Work Lab, som virksomheder i den finansielle sektor deltager i.
Fem timer om ugen, hvor man kan fordybe sig i sine arbejdsopgaver. At lære de andre i teamet bedre at kende. At holde pauser sammen med kollegerne i stedet for at sidde alene.
Den slags ganske små tiltag kan gøre en mærkbar forskel for trivslen på arbejdspladsen. Det viser de foreløbige resultater fra projektet Future Work Lab, som skal skabe viden om og redskaber til at styrke den mentale sundhed i fremtidens digitale arbejdsliv.
”Det er overraskende, hvor lidt der skal til, for at skabe en positiv forandring”, konstaterer Signe Bjørg Lyck, som er projektleder i Future Work Lab - et samarbejde mellem Finansforbundet, Forsikringsforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Velliv Foreningen.
Signe Bjørg Lyck er lige nu i gang med at evaluere resultaterne af to af de ni eksperimenter, som indgår i projektet.
Tilhørsforhold og teamfølelse
De deltagende virksomheder – alle i den finansielle sektor – har valgt et tema, som deres eksperiment tager udgangspunkt i.
I Danske Bank har front-end medarbejdere og ledere i to teams arbejdet uden synlige måltal og målinger i eksperimentperioden, og medarbejderne har holdt pauser sammen i stedet for hver for sig.
I Pensionsselskabet Velliv har en gruppe medarbejdere blandt andet haft fem timer om ugen til uforstyrret fordybelse i arbejdet.
I Nordea har omdrejningspunktet for eksperimentet i to teams handlet om, hvordan man skaber tilhørsforhold, sammenhængskraft og fællesskab. Her har Kollega-to-go: gåture med skiftende kollegerne været en af vejene.
Et fjerde eksempel er fra Topdanmark, hvor virtuelle frikvarterer og minimøder har været med til at styrke teamfølelsen og trivslen.
Det sker ikke af sig selv
At lukke for mailen og arbejde uden afbrydelser i en time eller tale med nogle andre kolleger, end man plejer. Umiddelbart lyder det som noget, man selv kunne sætte i værk.
”Ja, det lyder ret enkelt, men det sker ikke bare af sig selv. Flere af deltagerne giver udtryk for, at det er en lettelse, når det bliver systematiseret og legitimeret, at det er det, vi gør”, siger Signe Bjørg Lyck.
Muligheden for fordybelse giver energi, og det er tilfredsstillende at få afsluttet opgaver i stedet for at forsøge at multitaske, har forsøgsdeltagerne blandt andet erfaret.
”Nogle fortæller, at fordybelsen ligefrem har gjort dem nyforelskede i deres fag”, fortæller projektlederen.
Det hybride digitale arbejdsliv, hvor vi ikke er bundet til en fysisk plads, påvirker os både fagligt og socialt.
”Deltagerne fortæller, at det smitter positivt af på arbejdsopgaverne, når de lærer hinanden bedre at kende, og ikke kun kontakter dem, de kender godt i forvejen”, opsummerer Signe Bjørg Lyck.