Tillidsrepræsentanten er et vigtigt talerør
Samarbejde, tryghed for medarbejderne og en vigtig formidler. Det er nogle af de ting, som vicefilialdirektør Marlene Strandgaard fremhæver, når man spørger til hendes syn på tillidsrepræsentantens rolle og funktion.
Kender du også til forestillingen om, at en tillidsrepræsentant mest er sådan én, der er oppe på barrikaderne med risiko for at komme på kant med ledelsen? Marlene Strandgaard er leder i Nordea i Hillerød, og hun ser det som en fordel, at der er en tillidsrepræsentant, hun kan trække på. Og hun ser det især som en fordel, at tillidsrepræsentanten er til stede lokalt i afdelingen.
”Hvis ikke vi havde en tillidsrepræsentant, ville vi være nødt til at trække på en fra en af de andre filialer, fordi der i nogle af de svære samtaler skal være en tillidsrepræsentant til stede. Det kan rent ansættelsesretligt godt fungere, men det giver slet ikke medarbejderen den samme tryghed, som når tillidsrepræsentanten er en kollega, man kender.”
Derudover oplever Marlene Strandgaard samarbejdet med tillidsrepræsentanten som en vigtig lim, der bidrager til at holde sammen på relationen til medarbejderne.
”Man kan godt mærke, at tillidsrepræsentanten kommer med en uddannelse i ryggen, hvor relationen til os som ledelse ses som et samarbejde, og hvor der er fokus på at spille os gode over for medarbejderne. Det betyder meget og gør mange ting lettere.”
Implementering glider letter med hjælp fra tillidsrepræsentanten
Noget af det, der ifølge Marlene Strandgaards erfaringer glider lettere med en tillidsrepræsentant, kan fx være implementeringen af nye tiltag.
”Det gør en stor forskel for medarbejderne, når det er en kollega, der går foran i implementeringen, for medarbejderne accepterer tingene på en anden måde, når det kommer det fra en kollega.”
Derfor er det også afgørende, at man som leder får inddraget tillidsrepræsentanten ordentligt og grundigt.
”Når vi gør det, og hun kan se idéen og sammenhængen i vores overvejelser og tiltag, kan hun spille os gode over for medarbejderne og være et talerør for os. Men det samme gælder jo også den anden vej rundt, for hun kommer også med ting fra medarbejderne til os.”
Og at der i overenskomsten ligefrem er defineret helt klare retningslinjer for samarbejdet mellem tillidsrepræsentant og leder, mener hun kun skaber klarhed og tryghed.
”Når det er helt klart formuleret, at der hvert år skal være et fast møde med en fast dagsorden, så sætter det en legitim og tydelig ramme for samarbejdet. Det er en hjælp for både lederen og tillidsrepræsentanten.”
Om Marlene Strandgaard
35 år, vicefilialdirektør i Nordea i Hillerød, hvor hun har været leder i to og et halvt år.
Bliv tillidsrepræsentant
Bliv tillidsrepræsentant og gør en forskel for dig selv, dine kolleger og din arbejdsplads. Her kan du blive klogere på rollen, opgaverne og dit udbytte.
Læs mere her