Emilie er den eneste kvinde i sit team

I hendes team i Bankdata er de kun tre, og hendes to kolleger er begge mænd. Tidligere sad hun i et team på ni, hvor alle de andre også var mænd.

Det er dog ikke noget, som den 26-årige software developer tænker over. Den største forskel for hende ligger slet ikke i køn, men i måden udviklere generelt arbejder forskelligt.

”Der er for eksempel stor forskel på, hvor strukturerede vi er. Og der er forskel på, om man bare kaster sig ud i en opgave og koder blindt og prøver nogle ting af. Eller om man sætter sig ned, tegner tingene først og starter med at lægge en plan,” siger hun.

Selv er hun meget struktureret og kan bedst lide at lægge en plan og følge den. 

Ville egentlig være sygeplejerske

For Emilie Præst Nielsen startede interessen for it og kodning, da hun var lille. Hun så op til sin storebror og fulgte interesseret med, når han spillede computer. Men hun havde oprindeligt ikke tænkt, at det var noget, hun skulle bruge sit arbejdsliv på, indtil hun tilfældigt blev præsenteret for muligheden.

”Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg faldt for it-linjen på HTX, da jeg var til en intro. Jeg synes, at det var så spændende, og det var bare det, jeg skulle,” forklarer hun.

Og siden har hun ikke fortrudt sit valg.

”Der er bare så mange muligheder. Du kan kode det, som brugeren, ser på skærmen, eller det der ligger bagved. Du kan sidde på serverniveau eller noget helt andet,” forklarer hun.

Ingen kigger skævt

I sin studietid oplevede hun af og til, at der kom en kommentar om, at hun nok var gået forkert, når hun gik til forelæsning. Men den blev altid efterfulgt af et grin. 

Og på sin tidligere arbejdsplads, hvor hun sad med software til bilbranchen, var hun i endnu større undertal som ene kvinde i en stor it-afdeling.

”Jeg oplever generelt, at når man har styr på sine ting, er der ikke nogen, der kigger skævt til en,” siger hun.

Emilie Præst Nielsen er glad for sine kolleger i Bankdata, hvor hun har arbejdet i lidt over et år. Og bliver hun alt for træt af ”mande”-snakken hen over hæve-sænkebordene, så siger hun det bare, og så bliver der skiftet emne. 

”Og hvis man har brug for den kvindelige kontakt, så finder man den hurtigt i kantinen eller på gangen, så det er virkelig ikke noget, jeg tænker over i det daglige, understreger Emilie Præst Nielsen.