Menu luk

Emilie er den eneste kvinde i sit team

Emilie Præst Nielsen trives godt i en afdeling med kun mandlige kolleger. Den finansielle sektor beskæftiger generelt flere mænd end kvinder.

3. mar. 2025
3 min
Dansk / English

”Udviklere er generelt forskellige. Vi kommer alle sammen med hver vores finurlige ting.”

Sådan lyder det fra Emilie Præst Nielsen, der er software developer i Trade Finance i Bankdata i Fredericia. 

Hvor den finansielle sektor tidligere havde en større andel af kvindelige medarbejdere, er det i dag mændene, der udgør flertallet. Det hænger blandt andet sammen med, at opgaverne har ændret sig. Antallet af medarbejdere inden for eksempelvis it og forretningsudvikling er steget, og her arbejder flest mænd. 

Og derfor har vi taget fat i nogle af de kvinder rundt om i sektoren, der sidder i afdelinger med kun mænd. En af dem er 26-årige Emilie Præst Nielsen. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Emilie Præst Nielsen har arbejdet i Bankdata i lidt over et år. Foto: Claus Fisker

I hendes team i Bankdata er de kun tre, og hendes to kolleger er begge mænd. Tidligere sad hun i et team på ni, hvor alle de andre også var mænd.

Det er dog ikke noget, som den 26-årige software developer tænker over. Den største forskel for hende ligger slet ikke i køn, men i måden udviklere generelt arbejder forskelligt.

”Der er for eksempel stor forskel på, hvor strukturerede vi er. Og der er forskel på, om man bare kaster sig ud i en opgave og koder blindt og prøver nogle ting af. Eller om man sætter sig ned, tegner tingene først og starter med at lægge en plan,” siger hun.

Selv er hun meget struktureret og kan bedst lide at lægge en plan og følge den. 

Ville egentlig være sygeplejerske

For Emilie Præst Nielsen startede interessen for it og kodning, da hun var lille. Hun så op til sin storebror og fulgte interesseret med, når han spillede computer. Men hun havde oprindeligt ikke tænkt, at det var noget, hun skulle bruge sit arbejdsliv på, indtil hun tilfældigt blev præsenteret for muligheden.

”Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg faldt for it-linjen på HTX, da jeg var til en intro. Jeg synes, at det var så spændende, og det var bare det, jeg skulle,” forklarer hun.

Og siden har hun ikke fortrudt sit valg.

”Der er bare så mange muligheder. Du kan kode det, som brugeren, ser på skærmen, eller det der ligger bagved. Du kan sidde på serverniveau eller noget helt andet,” forklarer hun.

”Jeg oplever generelt, at når man har styr på sine ting, er der ikke nogen, der kigger skævt til en."
- Emilie Præst Nielsen, software developer, Bankdata

Ingen kigger skævt

I sin studietid oplevede hun af og til, at der kom en kommentar om, at hun nok var gået forkert, når hun gik til forelæsning. Men den blev altid efterfulgt af et grin. 

Og på sin tidligere arbejdsplads, hvor hun sad med software til bilbranchen, var hun i endnu større undertal som ene kvinde i en stor it-afdeling.

”Jeg oplever generelt, at når man har styr på sine ting, er der ikke nogen, der kigger skævt til en,” siger hun.

Emilie Præst Nielsen er glad for sine kolleger i Bankdata, hvor hun har arbejdet i lidt over et år. Og bliver hun alt for træt af ”mande”-snakken hen over hæve-sænkebordene, så siger hun det bare, og så bliver der skiftet emne. 

”Og hvis man har brug for den kvindelige kontakt, så finder man den hurtigt i kantinen eller på gangen, så det er virkelig ikke noget, jeg tænker over i det daglige, understreger Emilie Præst Nielsen.

Fællesskaber muligheder

Vi markerer 8. marts ved at sætte fokus på kønsbalancen i den finansielle sektor.

Læs mere

Seneste nyt