Menu luk

Betal selv eller gratis: Sådan kommer du til udlandet med studiet

Legatsøgning, valg af destination og midlertidig bolig. Der er mange faktorer, der skal på plads, når du skal læse et semester i udlandet. Her er de 9 vigtigste overvejelser, du skal gøre dig, når du planlægger dit semester abroad.

20. sep. 2026
6 min

Drømmer du også om at tage et semester af studiet i udlandet?

Så har Wilbert van der Meer, chef for det internationale kontor på CBS, en række konkrete råd om, hvad du bør overveje, uanset om du er finansstuderende på CBS eller andet sted.

Hvert år rejser ca. 1500 af CBS’ studerende til udlandet for at læse et semester. Der er mulighed for at tage af sted på bachelor- eller kandidatniveau, og en stor del af de udvekslingsstuderende er finansstuderende.

”De, der læser finansiering, er typisk nogle af dem, der har høje karakterer, så de har også mange muligheder at vælge mellem,” forklarer Wilbert van der Meer.

Hos CBS har de omkring 300 faste udvekslingsaftaler med universiteter og business schools i hele verden, især i Europa, USA, Canada, Australien og Sydøstasien.

Som studerende kan man godt læse på et andet universitet, end dem, der findes aftaler med, men det kræver, at man selv står for opholdet, og at man får undersøgt om den faglige kvalitet er høj nok.

Selvarrangerede ophold giver heller ikke adgang til støtte fra Eramus-legatet.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

1. Gå i gang i god tid

Man skal begynde at forberede sig mindst et år før, man tager afsted. Hvis du eksempelvis vil på udveksling næste efterår, er det nu, du skal gå i gang med at undersøge, hvor du gerne vil hen.

På CBS er fristen til at søge pladser i december, og så får man svar i starten af januar. Derefter kører anden og tredje ansøgningsrunde, hvis man ikke fik en plads i den første runde.

2. Vælg din destination – af de rigtige grunde

Når du skal finde det sted, du gerne vil på udveksling, er det en god ide, at du ikke kun vælger efter, hvor der er dejligt vejr og gode barer, men at du selvfølgelig vælger efter, hvad der fagligt kan supplere det, du har lært herhjemme.

Hos CBS er der mange studerende, der gerne vil til Californien, fordi der er dejligt vejr, eller fordi de kender nogen der.

Start i stedet med at researche de steder, som din uddannelsesinstitution har udvekslingsaftaler med og undersøg hvilke af de fag, de udbyder, der kunne være relevante for dig.

3. Lav en prioriteringsliste med flere destinationer

Der er en konkurrence om pladserne til udvekslingsopholdene. De fleste studerende  tænker automatisk på de samme 10-20 universiteter, når de skal vælge destination.

På CBS har de også pladser på de allerbedste skoler i verden, og de pladser er der rift om. Hvis man vil til New York, så bør man indstille sig på, at det ikke er sikkert, at man får sin førsteprioritet. Derfor skal man lave en prioriteret liste over de steder, man gerne vil hen.

Hos CBS kan man fx have fire ønsker stående på sin liste, og hvis man ikke har top karakterer, og derfor ikke kan være sikker på at få det, man allerhelst vil, er det en god ide at overveje, om der er nogle andre, måske ikke så kendte steder, man kunne tænke sig at tage til.

4. Kend fordelene og ulemperne ved de populære og mindre populære uddannelsessteder

På CBS lyder erfaringen, at mindre skoler i mindre kendte lande eller mindre kendte steder ofte har nogle rigtigt gode tilbud.

De tager sig tit også bedre af studerende end de store, kendte universiteter gør. Hvis du kommer til Paris eller New York, hvor de er vant til at svømme i internationale gæster, så tager de bare en anden, hvis du ikke er tilfreds med stedet.

Men hvis du fx tager til Tyskland, som ikke er så populært, så får du en helt anden service og en anden faglig udfordring. Frankfurt er fx et oplagt sted at søge hen for finansstuderende, alligevel er stedet ikke i toppen af listen med ansøgte steder.

5. Hvis du ikke har karakterne, kan du gøre dig attraktiv på andre måder

Hvis du vælger at tage på udveksling hos et af de universiteter, som din uddannelsesinstitution har udvekslingsaftale med, er det først og fremmest dit eget studiested, der vælger, hvem der får de eftertragtede pladser.

De internationale kontorer ser meget på de studerendes karakterer, når de udvælger folk til pladserne, men der er også andre ting, der kan få dig længere op på listerne.

På CBS lægger de fx meget vægt på ’Student Citizenship points’, dvs. de prioriterer studerende, der har deltaget i studiemiljøet ved fx at være aktiv i en sportsforening eller ved at tage sig af de internationale studerende.

6. Budget: EU eller not EU

Når du udfylder dit ansøgningsskema, skal du vedlægge et budget. Som dansk studerende må du tage din SU med dig, uanset hvor i verden, du tager hen, men SU’en er sjældent nok til at leve af.

Du skal have penge til rejsen og til en bolig, der som regel er dyrere end den, du har i Danmark.

Hvis du vælger at tage til et af de steder, som din uddannelsesinstitution har udvekslingsaftaler med i Europa eller EØS-landene Norge og Island samt Schweiz, kan du søge et Erasmuslegat. Et Erasmus-legat består både af et tilskud til rejseudgifterne samt et fast, månedligt beløb.

Vælger du udveksling uden for EU, skal du selv finde finansiering via private legatansøgninger. Hvis du skal på udveksling et af de dyre steder, fx New York, er det ikke ualmindeligt med et budget på 100.000 kr. ved siden af SU’en.

7. Husk rejseforsikringen

Er der jordskælv i Californien eller en tsunami i Japan, er det vigtigt, du er forsikret, så du kan komme hjem.

Selvom det internationale kontor på din uddannelsesinstitution kan komme med råd og vejledning, har du stadig brug for en helbreds- og rejseforsikring.

8. Pas på faldgruberne på det kommercielle marked

Et universitet får penge per studerende, derfor kan det være en god forretning for udenlandske universiteter at tiltrække udvekslingsstuderende.

I Danmark findes der flere kommercielle firmaer, som tilbyder at hjælpe dig med at få dit udvekslingsophold op at stå.

Du kan sagtens komme til et godt, australsk universitet via en kommerciel aktør, men nogle af de andre universiteter har en faglighed, der ikke matcher det uddannelsesniveau, man finder på de steder, som de danske uddannelsesinstitutioner har indgået aftaler med.

9. Uden aftale, begrænset hjælp

På CBS er der årligt omkring 300 studerende, der vælger at tage på udvekslingsophold på et universitet, som ikke har en partneraftale. Det kan sagtens lade sig gøre, men vær opmærksom på, at du i højere grad står på egne ben.

Dels skal du selv sørge for at få aftalen i stand og finde finansiering, men det internationale kontor kan ikke hjælpe dig med råd og vejledning, da de ikke har nogen kontakt med det pågældende universitet.

At tage selvarrangeret ophold betyder også, at du skal betale tuition til det universitet, du tager til. Dog du kan ansøge SU kontoret om et udlandsstipendium, der kan dække dele af studieafgiften i udlandet.

glødepære

Faktaboks

Den primære opgave for et internationalt kontor er at rådgive og hjælpe de studerende, der vil til udlandet og at tage imod de udenlandske studerende, der kommer til Danmark.

Seneste nyt