Medarbejdere lider under fusioner: ”INGEN har interesseret sig for, hvem jeg er”
"Det er frygteligt ikke at vide, om man har et job i fremtiden eller ej,” lyder det blandt andet fra en ansat i en virksomhed under fusion. En ny undersøgelse viser, at det går hårdt ud over de ansattes trivsel, når en virksomhed fusionerer.
Undersøgelsen viser blandt andet, at fusioner påvirker medarbejdernes trivsel negativt. Mere end hver tredje ansat i en fusioneret virksomhed trives ikke, og det kommer også til udtryk i de mange fritekstsvar, som en del af de cirka 9.000 deltagende medlemmer har noteret.
”Der er stor usikkerhed grundet fusionen og det, at vi ikke ved, om vi er købt eller solgt, gør ikke noget godt for sammenholdet. Mange føler sig bange og pressede, og det ødelægger også trivslen. Der er brug for, at der bliver meldt ud, hvad der skal ske,” skriver en blandt andet.
En anden skriver:
”Der er kæmpe usikkerhed nu, og det er frygteligt ikke at vide, om man har et job i fremtiden eller ej. Det bliver et par hårde år at komme igennem, hvis man ikke bliver fyret hurtigt.”
”Alle føler sig kigget over skulderen”
Sammenligner man trivslen med tidligere, kan man se, at der i de fusionerede virksomheder er sket et markant fald siden sidste gang, undersøgelsen blev lavet i 2024.
”Generelt føler alle sig kigget over skulderen i mit team, flere har ondt i maven, og det er gået fra meget høj trivsel i vores tidligere team, til et team, der ikke tør sige noget, og ikke trives i samme grad, fordi vi er bange for at miste vores job,” lyder et svar blandt andet.
Mange ville også ønske, at der var endnu mere transparens omkring fusionsprocessen.
”Det er lidt op ad bakke, når vi ikke får de nødvendige informationer, som vi skal bruge i samtalen med kunden. F.eks. får vi ikke oplyst, når en kollega er stoppet – det skal vi høre ad omveje,” skriver en.
”Jeg forstår godt, at folk flygter”
Trivselsundersøgelsen viser samtidig, at en fusion udfordrer medarbejdernes tillid til virksomheden. Især for de mindre virksomheder i en fusion er det markant, da 62 procent svarer, at deres tillid påvirkes negativt. Det kommer også til udtryk i fritekstsvarene.
”Pt. har jeg ingen tillid til processen, og alt for mange ting sker tilfældigt, og man skal opsøge muligheder hos "nogen, der kender nogen" fremfor, at ledelsen viser interesse for at beholde os. Jeg forstår godt, at folk flygter, jeg overvejer det samme,” skriver en.
Og vedkommende er ikke alene om at overveje sin fremtid i virksomheden. 38 procent i de mindre virksomheder i en fusion overvejer nemlig at finde et nyt job. I fritekstsvarene finder man også eksempler på medlemmer, der allerede har taget konsekvensen og sagt jobbet op.
”Jeg har opsagt mit job, da jeg ikke kunne være i det. Er nu arbejdssøgende,” lyder det blandt andet.