Menu luk

Regler om arbejdstid

Bliv klogere på de centrale arbejdstidsregler i Finansforbundets overenskomster.

Reglerne om arbejdstid er meget forskellige og afhænger af hvilken overenskomst du er omfattet af eller om du er ansat i en virksomhed uden overenskomst. Nedenfor kan du se hvilke overenskomster Finansforbundet har indgået, hvilke arbejdstidsregler vi har aftalt i overenskomsten.

Arbejdstidsregler Standardoverenskomsten [STOKen]

Størstedelen af de finansvirksomheder, der er medlem af Finans Danmark/Arbejdsgiver [FIDA/A], er omfattet STOKen indgået mellem Finansforbundet og FIDA/A. FIDA/A har ca. 170 medlemsvirksomheder.

Se hvilke virksomheder, der er medlem af FIDA/A og dermed omfattet af STOKen.

Hvis du er i tvivl om din virksomhed er omfattet af STOKen, så spørg din TR eller kontakt Finansforbundet.

Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse
Medarbejdere med en fast månedsløn fra kr. 57.400 pr. 1. juli 2024 ekskl. arbejdsgivers pensionsbidrag og med selvstændig arbejdstilrettelæggelse kan ansættes på jobløn. Ansættelse på jobløn betyder, at betalingen for merarbejde og tillæg for arbejde på skæve tidspunkter er indeholdt i lønnen. Til gengæld har medarbejderen ret til selvstændig arbejdstilrettelæggelse hvilket betyder, at medarbejderen har medbestemmelse på arbejdets udførelse samt den tidsmæssige planlægning og udførelse af arbejdsopgaver.

Dvs. medarbejderen administrerer selv sin arbejdstid under hensyn til arbejdsopgaverne. Du kan læse mere om disse regler i FIDA/A og Finansforbundets vejledning om Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse 2025.

Overgangsordning jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse
Jf. STOKens § 8, stk. 5 skal der indgås en lokalaftale om kompensation for medarbejdere der overgår til jobløn. Kompensationen til den enkelte medarbejder skal tage udgangspunkt i et rimeligt beregningsgrundlag og derfor tager man udgangspunkt i mængden af merarbejde og genetillæg over de seneste 24 år måneder, eller tilsvarende repræsentativ periode. Så hvis de seneste 24 måneder ikke giver et retvisende billede, tager man udgangspunkt i en anden mere retvisende periode.

Konkret opgør man omfanget af merarbejde og genetillæg over en repræsentativ periode, og herefter omregnes det samlede beløb over fx 24 måneder til et fast månedligt tillæg til medarbejderens løn. 

 

Hvad er din årlige/ugentlige arbejdstid?

STOK'en indeholder tre forskellige årsnormer for fuldtidsansatte, alt efter om du er finans-, service/teknik-medarbejder, IT-medarbejder eller skifteholdsmedarbejder:

  • Finans- og service/teknik-medarbejdere: 1924 timer årligt/ 37 timer ugentligt
  • IT-medarbejder ansat før den 1. april 2025: 1872 timer årligt/ 36 timer ugentligt
  • Skifteholdsmedarbejder: 1690 timer årligt/ 32,5 timer ugentligt

Vær opmærksom på, at det kan være aftalt lokalt at hæve IT-medarbejderes arbejdstid fra 36 timer til 37 timer ugentligt mod betaling 1:1.

Hvordan kan arbejdstiden placeres/aftales?

Tidsrummet hvor din arbejdstid kan eller skal ligge, afhænger af hvilket regelsæt i STOKen, du er omfattet af. STOK’en opererer med følgende fire regelsæt ift. placeringen af din arbejdstid:

  • Arbejdstid fastsat af virksomheden (§ 5)
  • Aftalt arbejdstid (§ 6)
  • Udvidet aftalt arbejdstid (§ 7)
  • Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse (§ 8)

Du er altså enten omfattet af fastsat arbejdstid (§ 5), hvor ledelsen kan fastsætte arbejdstiden, aftalt/udvidet aftalt arbejdstid (§§ 6 og 7), hvor arbejdstidens placering aftales mellem ledelsen og dig eller  af jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse (§ 8), hvor du har medbestemmelse på arbejdets udførelse og i fællesskab med din leder tilrettelægger arbejdstiden under hensyn til en smidig og effektiv opgavevaretagelse og under hensyn til dit behov for fleksibilitet.

Du kan læse mere om STOK’ens § 5, 6, 7 og 8 i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025 og i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Jobløn og selvstændig arbejdstilrettelæggelse 2025.

Flekstid

Alle medarbejdere har i udgangspunktet ret til flekstid. Dette er beskrevet i STOK’ens § 12.

Flekstid er din ret til at tilpasse dine møde- og gå-tidspunkter, så de passer til din hverdag. Flekstid skal dog benyttes under ansvar og med hensyntagen til virksomhedens drift. Virksomheden kan kun modsætte sig flekstid for enkelte eller grupper af medarbejdere, hvis arbejdet er ”uforeneligt” med flekstid.

Vær opmærksom på ikke at forveksle flekstid med merarbejde. Merarbejde er arbejde udover din fastsatte/aftalte daglige eller ugentlige arbejdstid og skal beordres af ledelsen, mens flekstid er din ret til at møde og gå tidligere eller senere.

Du kan altså ikke flekse dig til merarbejde ved at møde tidligere eller gå senere, hvis det er på dit eget initiativ.

I rigtig mange virksomheder er der indgået en lokalaftale om flekstid mellem virksomheden og den faglige repræsentant. Derfor er det en god idé, at du kontakter din tillidsrepræsentant for at finde ud af, om der er indgået en lokalaftale, og hvad den indeholder.

Du kan læse mere om flekstid i FIDA/A og Finansforbundets vejledning om Arbejdstid 2025.

Ændring af din aftalte/fastlagte arbejdstid – hvad har du ret til?

Hvilke tillæg du har ret til ved ændring af aftalt/fastlagt arbejdstid, afhænger af om ændringen er sket på virksomhedens eller din foranledning. Dette er beskrevet i STOK’ens § 9, stk. 3.

Hvis ændringen sker på virksomhedens foranledning, har du ret til et tillæg på 50% af timelønnen for den arbejdstid, der ligger uden for din planlagte arbejdstid. Dette forudsætter dog, at aftalen om ændring af arbejdstidens placering sker med et kortere varsel end 4 uger.

Hvis ændringen medfører, at du skal arbejde på en planlagt arbejdsfri dag, er tillægget i stedet 66%.

Du får kun tillægget, hvis det aftales at ændre din planlagte arbejdstid. Det betyder f.eks., at du ikke skal have tillæg efter § 9, stk. 3, hvis du beordres på merarbejde.

Hvis ændringen sker på din foranledning, har du ikke ret til et tillæg.

Tillæg for arbejde på skæve tidspunkter - også kaldet genetillæg

Du har ret til tillæg, hvis du aftaler at arbejde på skæve tidspunkter. Dette er beskrevet i STOK’ens § 9, stk. 4 og i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025.

På hverdage har du ret til følgende tillæg:  
Kl. 06.00-07.00 45 % af timelønnen
Kl. 07.00-08.00 25 % af timelønnen
Kl. 18.00-20.00 45 % af timelønnen
Kl. 20.00-06.00 65 % af timelønnen

 

På lør-, søn- og helligdage har du ret til følgende tillæg:  
Kl. 06.00-22.00 65 % af timelønnen
Kl. 22.00-06.00 75 % af timelønnen

Ved sygdom, ferie mv. bliver du betalt sædvanligt tillæg.

Arbejde på en søgnehelligdag, hvad har du ret til?

Hvis du arbejder på en søgnehelligdag – dvs. en helligdag, der falder på en hverdag - har du ret til betaling for det antal timer, som du arbejder på dagen samt tillæg for timerne. Dette er beskrevet i STOK'ens § 9, stk. 4, og § 13, stk. 6, hvis du er skifteholdsmedarbejder.

Herudover har du ret til erstatningsfrihed svarende til det antal timer, som du arbejder på søgnehelligdagen. Dette er beskrevet i STOK'ens § 4 og i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025.

Finansforbundet har desuden sikret dig fire ekstra "bank-helligdage", samt at arbejde på disse bank-helligdage sidestilles med arbejde på en søgnehelligdag. Bankhelligdagene er:

  • Fredagen efter Kr. Himmelfartsdag
  • Grundlovsdag
  • Juleaftensdag
  • Nytårsaftensdag

Særligt for deltidsansatte og ansatte med skiftende arbejdstider
Hvis du er deltidsansat og har aftalt hele fridage, så har du ret til erstatningsfrihed, hvis din aftalte fridag falder på en søgnehelligdag.

Hvis du har skiftende arbejdstider, og f.eks. arbejder om aftenen/natten eller i weekender, så har du ret til erstatningsfrihed, hvis dine arbejdsfrie dage falder på en søgnehelligdag.

I begge tilfælde skal det være aftalt lokalt, hvordan erstatningsfriheden beregnes. Erstatningsfriheden indskydes på din timebank, medmindre der lokalt er aftalt noget andet.

Du kan finde eksempler på betaling for arbejde på en søgnehelligdag m.m. i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om arbejdstid 2023.

 

Hviletid og fridøgn - hvad er reglerne?

Du skal have 11 timers sammenhængende hvile, når din arbejdstid starter, og inden for hver periode på 7 døgn skal du have et fridøgn på 24 timer. Reglen vedrørende fridøgn skal forstås således, at der ikke må være mere end 6 døgn mellem 2 fridøgn.

Desuden skal fridøgnet ligge i sammenhæng med den daglige hviletid, så du samlet set har fri i mindst 35 timer. Dette er beskrevet i STOK’ens aftale om hviletid og fridøgn, Arbejdsmiljøloven og i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025.

I vejledningen kan du også læse mere om reglerne for nedsættelse og udskydelse af hviletiden, betaling af udskudt hviletid og omlægning af fridøgn.

Rådighedsvagter, og tilkald – hvilke regler gælder?

En rådighedsvagt kan højst være 24 timer, og der betales et kronebeløb pr. påbegyndt 6 timer medarbejderen skal stå til rådighed samt ½ - 1 times erstatningsfrihed afhængigt af hvornår rådighedsvagten ligger.

Regler om rådighedsvagt, og tilkald er beskrevet i STOK'ens § 18. Du kan også finde definitioner og fortolkning af regler om rådighedsvagt og tilkald i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025.

 

Skifteholdsarbejde – hvilke regler gælder?

Som skifteholdsmedarbejder er din planlagte ugentlige arbejdstid op til 32,5 timer om ugen, og den kan fordeles på max. 5 arbejdsperioder. Dvs. at din planlagte arbejdstid ikke kan overstige 32,5 timer, og hvis der bliver planlagt mindre end 32,5 timer i nogen uger, så kommer du ikke til at ”skylde” timer.

Din daglige arbejdstid må max. være 10 timer, dog max 12 timer i weekender/søgnehelligdage.

Regler om fastlæggelse af skifteholdsarbejde, ændring af skifteholdsturnus og betaling for skifteholdsarbejde findes i STOK'ens § 13.

Det kan dog være svært at håndtere reglerne om skifteholdsarbejde og vagtplanlægningen i praksis. Derfor er der lavet en kort vejledning om hvordan reglerne om skifteholdsarbejde skal forstås i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om Arbejdstid 2025.

Fritvalgsbanken

Alle medarbejdere har ret til en fritvalgsbank. Dette er beskrevet i STOK’ens § 11. Fritvalgsbanken er en opgørelse af hvor meget frihed du har til gode eller hvor meget arbejdstid du skylder. Fritvalgsbankens saldo kan som udgangspunkt være 400 timer i overskud og 37 timer i underskud. Din virksomhed og den faglige repræsentant kan dog aftale andre grænser.

Hvis din saldo pr. 1. maj hvert år er over 320 timer, så har virksomheden dog ret til at udbetale alle timer over 320, medmindre virksomheden og medarbejderen aftaler noget andet.

Du vælger selv om saldoen på din fritvalgsbanken skal afspadseres eller udbetales. Dog skal flekstid som udgangspunkt afspadseres, medmindre der er aftalt andet lokalt. Udbetalinger er til aktuel timeløn på udbetalingstidspunktet og er pensionsberettiget.

Din 6. ferieuge og omsorgsdage også som udgangspunkt indskudt på din fritvalgsbank, medmindre der er aftalt noget andet lokalt.

I rigtig mange virksomheder er der imidlertid indgået en lokalaftale om fritvalgsbanken mellem virksomheden og den faglige repræsentant. Derfor er det en god idé, at du kontakter din tillidsrepræsentant for at finde ud af, om der er indgået en lokalaftale, og hvad den indeholder.

Du kan læse mere om, fritvalgsbanken i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om arbejdstid 2025.

Merarbejde

Merarbejde er beordret arbejde udover din aftalte/fastsatte daglige eller ugentlige arbejdstid.

Omfanget af merarbejde skal så vidt muligt begrænses og så vidt muligt afgrænses til medarbejderens arbejdsområde.

Merarbejde betales 1:1. Hvis der beordres merarbejde på et tillægsbelagt tidspunkt jf. STOKens § 9, stk. 4 eller § 13, stk. 6, udbetales tillægget.

For medarbejdere ansat på jobløn er betalingen for merarbejde dog indeholdt i lønnen.

Merarbejde i weekender og søgnehelligdage skal varsles med 4 dage og det forventede start- og sluttidspunkt skal oplyses.

Hvis varslet merarbejde aflyses senere end kl. 16:00 arbejdsdagen før merarbejdets begyndelse, skal virksomheden betale for merarbejdet, dog max. 2 timer.

Maskin- og systemafhængigt merarbejde - hvilke regler gælder?

For IT-medarbejdere skal maskin-/systemafhængigt merarbejde, der beordres udført i tidsrummet:

  • Kl. 20.00 - kl. 06.00 på hverdage
  • Lørdag kl. 00.00 - søndag kl. 24.00
  • Søgnehelligdage kl. 00.00 - kl. 24.00

betales pr. time med følgende fastlagte satser:

  • 595 kr. pr. 1. juli 2025
  • 610 kr. pr. 1. juli 2026
  • 625 kr. pr. 1. juli 2027

Dette er også beskrevet i STOK’ens § 17.

Tjenesterejser – hvilke regler gælder?

Din rejsetid i forbindelse med indenlandske og europæiske tjenesterejser skal betales som arbejdstid.

Men det er udelukkende den rejsetid, der overstiger din sædvanlige transporttid mellem hjem og arbejde, der skal honoreres som arbejdstid.

Regler om tjenesterejser er beskrevet i STOK'ens § 21.

Refundering af dine rejseudgifter?

Du har krav på at få dine rejseudgifter refunderet.

Det aftales lokalt, hvordan udgifterne skal refunderes, så kontakt din tillidsrepræsentant for at høre mere om, hvad der er aftalt i din virksomhed.

Reglerne om rejseudgifter findes desuden i STOK'ens § 22.

Møde- og kursusarrangementer – hvilke regler gælder ved deltagelse?

I forbindelse med mødeindkaldelser skal det altid fremgå, om der er mødepligt – og dermed betaling i henhold til gældende regler. I modsat fald er det frivilligt for dig som medarbejder at deltage.

Hvis kurset/mødet er nødvendigt for, at du kan varetage dine arbejdsopgaver, så er der mødepligt. Regler om honorering af møde- og kursusarrangementer findes i STOK'ens § 20 og 21.

Du kan desuden finde eksempler på hvordan din deltagelse i møde- og kursusarrangementer skal honoreres i FIDA/A og Finansforbundets Vejledning om deltagelse i Møde- og kursusarrangementer 2025.

Arbejdstidsregler – Virksomheder med Særbestemmelser i STOKen

Er du ansat i en af virksomhederne, hvor Finansforbundet jf. Afsnit 7 i STOKen har aftalt særbestemmelser kan der, ift. STOKens arbejdstidsregler ovenfor, være aftalt enkelte specifikke arbejdstidsregler på din virksomhed.

Nedenfor kan du se hvilke virksomheder der har aftalt særbestemmelser og hvis du klikker på linket kan du se særbestemmelserne, der er aftalt. Du kan også kontakte din tillidsrepræsentant eller Finansforbundets sekretariat.   

Virksomheder med særbestemmelser i STOKen:

Akademiker Pension

Børsmæglerselskaber

Danmarks Skibskredit 

Facitbank

Finansiel Stabilitet

Group Saxo Bank

IKANO Bank

Leasing og Finansieringsselskaber

Merkur Andelskasse

KommuneKredit

De Lage Landen Finans Danmark

Arbejdstidsregler Finansforbundets Virksomhedsoverenskomster (VOK'erne)

Er du ansat i en af virksomhederne, hvor Finansforbundet har indgået en virksomhedsoverenskomst (VOK) kan der være aftalt enkelte specifikke arbejdstidsregler på din virksomhed sammenlignet med Standardoverenskomstens arbejdstidsregler.

Her kan du se hvilke virksomheder Finansforbundet har indgået VOKer med. Klik på linket nedenfor for at komme til den enkelte virksomheds overenskomst, hvor arbejdstidsreglerne beskrives eller spørg din tillidsrepræsentant eller Finansforbundets sekretariat.

Finansforbundets VOKer:

Danske Bank

Express Bank

Finanssektorens Uddannelsescenter

Jyske Bank

Nordea Bank Danmark

Nykredit

Arbejdernes Landsbank 

Arbejdstidsregler Finansforbundets Særoverenskomster

Er du ansat i en af disse finansvirksomheder, hvor Finansforbundet har aftalt en særoverenskomst, så er der aftalt specifikke arbejdstidsregler på din virksomhed, fordi virksomheden ikke er medlem af Finans Danmark/Arbejdsgiver [FIDA/A].

Her kan du se hvilke virksomheder Finansforbundet har indgået Særoverenskomst med. Klik på linket nedenfor for at komme til den enkelte virksomheds overenskomst, hvor arbejdstidsreglerne beskrives eller spørg din tillidsrepræsentant eller Finansforbundets sekretariat.

Finansforbundet har indgået særoverenskomster med følgende virksomheder:

Banking Circle 2024-2026  

Banking Circle (UK) 2024-2026

Føroya Banki 2023-2025

Grønland Erhverv 2024-2026

IBM - husaftale 2008 

Keylane Danmark 2024-2025

Keylane Danmark (UK) 2024-2025

Arbejdstidsregler Finansforbundets FinTech-overenskomster

Er du ansat i en af disse FinTech-virksomheder, der er medlem af Arbejdsgiverforeningen for FinTech (AF), så har Finansforbundet aftalt specifikke arbejdstidsregler for din virksomhed. AF er en forholdsvis ny arbejdsgiverorganisation fra 2021, og derfor har den indtil videre 4 medlemsvirksomheder.

Du finder en beskrivelse af hver enkelt virksomheds arbejdstidsregler ved at klikke på linket nedenfor. Hvis du har spørgsmål til reglerne, er du meget velkommen til at kontakte din tillidsrepræsentant eller Finansforbundets sekretariat.

Finansforbundet har indgået overenskomster med følgende FinTech-virksomheder:

Lunar Bank (UK) 2023-2025

Nordnet Bank 2023-2025

MobilePay 2022-2025

MobilePay (UK) 2022-2025

Copenhagen FinTech 2023-2025

Arbejdstidsregler assurandører

På assurandørområdet er arbejdstidsreglerne forhandlet og beskrevet i de lokale virksomhedsoverenskomster. Hvis du har spørgsmål til arbejdstidsreglerne i din virksomhed skal du derfor kontakte den lokale assurandørforening i din virksomhed.  

Arbejdstidsregler virksomheder uden overenskomst

Er du ansat i en virksomhed uden overenskomst, så skal du typisk selv aftale en del af arbejdstidsreglerne med din arbejdsgiver, da der kun er ganske få regler om arbejdstid i lovgivningen.

Derfor er det vigtigt, at du kontakter Finansforbundet inden du underskriver en ansættelseskontrakt, så vi kan rådgive dig om dine vilkår og muligheder.

Kontakt Jura

32 66 13 30

Har du brug for rådgivning omhandlende din ansættelseskontrakt, er du velkommen til at kontakte jura. Vi kan rådgive dig om dine vilkår og muligheder.

Ring til os mandag-torsdag kl. 8.30 - 16.00 eller fredag kl. 8.30 - 15.00.

Du kan også skrive til jura@finansforbundet.dk