Menu luk

Hvordan skal vi få det til at hænge sammen?

1600. Ettusindesekshundrede. Så mange stillinger forventer Danske Banks ledelse at skære i løbet af det næste års tid. Det er jo uhyrligt mange.

1600. Ettusindesekshundrede. Så mange stillinger forventer Danske Banks ledelse at skære i løbet af det næste års tid. Det er jo uhyrligt mange. Og lad os bare være realistiske: Trods frivillige fratrædelser, omrokeringer, hiring freeze og andre tiltag, så kommer det til at betyde fyringer. Mange fyringer.

Det er hverken rigtigt eller rimeligt: Vi taler om dygtige og loyale kolleger. Og jeg kan slet ikke se, hvor de kolleger skulle kunne undværes. Alle de kolleger, jeg taler med, arbejder i højt tempo for at gøre en forskel for banken – mange steder er der endda overarbejde på næsten daglig basis. Så hvad er det, vi ikke skal lave?

Jeg er meget skeptisk i forhold til, om de organisationsændringer, automatiseringer og digitaliseringer, som koncernen taler om, er nok til, at vi i løbet af så kort tid kan undvære så mange kolleger. Jeg ser en kæmpe risiko for, at det vil føre til, at mine kolleger kommer til at opleve overarbejde, stress og at vi kan blive presset ud i at levere en dårligere kvalitet og længere svartider til kunderne, end vi som medarbejdere kan stå inde for. Bare som eksempler. Og jeg frygter i høj grad, at det vil bidrage til det mismod, mange medarbejdere i forvejen føler.

Vi har været i dialog med ledelsen og HR, og det bliver vi naturligvis ved med. På vores opfordring tilbyder koncernen nu frivillige fratrædelser. Vi havde ønsket bedre vilkår, men det tilbud, der ligger nu, er et godt alternativ til selv at sige sin stilling op, hvis man ønsker at gå på pension eller overvejer andre veje uden for banken.

I vores dialog med koncernen har vi desuden insisteret på, at det er nødvendigt, at den interne mobilitet bliver styrket, og at der tages højde for pensioneringer og anden naturlig medarbejderomsætning for at minimere behovet for opsigelser.

Finansforbundet i Danske Bank vil nu spørge alle medlemmer, hvilke forslag de har til besparelser eller ændringer, der kan øge koncernens indtjening og sænke driftsomkostningerne, så vi yderligere kan minimere behovet for fyringer.

Beslutningen er ledelsens, men vi arbejder naturligvis benhårdt for at sikre en så fornuftig vej frem herfra som overhovedet muligt for alle medarbejdere i banken.


Emner

Seneste nyt