400 forslag til en bedre bank
269 medarbejdere i Danske Bank har afleveret over 400 forslag til, hvordan Danske Bank kan øge indtjeningen og reducere omkostningerne.
En kritisk gennemgang af produkter og gebyrer, simplere arbejdsgange og et færre antal systemer at arbejde i. Det er blot tre ud af over 400 forslag fra medarbejderne til, hvordan Danske Bank kan blive en mere konkurrencedygtig og rentabel bank med bedre balance mellem indtjening og udgifter.
Forslagene er indsamlet af medarbejdernes fagforening, Finansforbundet i Danske Bank. I slutningen af oktober åbnede foreningen en survey, hvor medlemmerne kunne give deres besyv med.
Den 12. november afleverede kredsformand Kirsten Ebbe Brich et udvalg af forslag til Danske Banks CEO Chris Vogelzang og CFO Stephan Engels. Den 16. november fik Vogelzang overrakt et katalog på 50 sider med alle medlemmernes forslag som en del af den årlige debat mellem tillidsrepræsentanterne og direktionen.
Chris Vogelzang har gennemgået forslagene og kommer med følgende kommentar:
"Jeg er meget glad for at være en del af en organisation, hvor medarbejderne deler deres indsigter, synspunkter og ideer, og jeg vil gerne takke alle for at bidrage. Der er ingen hurtige løsninger, men medarbejderne er konstruktive, og de har en god fornemmelse for den virkelighed, vi står i. Der er nogle meget relevante ideer, f.eks. færre eksterne konsulenter, som også allerede er en del af vores fokus på at reducere omkostningerne, ligesom vi også allerede tager skridt i retning af at forenkle vores processer og systemer, så rådgiverne får mere tid med kunderne," udtaler Chris Vogelzang.
Han understreger, at han vil se nærmere på forslagene og videregive de relevante idéer i de 11 igangværende initiativer, der er en del af Better Bank-planen.
Håber indsatsen lønner sig
Kredsformand Kirsten Ebbe Brich er stolt af det engagement, Finansforbundet i Danske Banks medlemmer har vist i at gøre deres arbejdsplads til en bedre forretning. En bedre og mere succesfuld bank vil nemlig også være et bedre sted at arbejde, mener hun.
”Det var en hård besked for vores medlemmer at høre, at Danske Bank vil nedlægge 1.600 stillinger i en organisation, hvor så mange yder så meget hver eneste dag. Det gør ondt i en tid, hvor arbejdspresset mange steder er højt nok i forvejen. Men når det så er sagt, så fylder det mig med stolthed at se, hvad medarbejdernes sammenhold og engagement i banken kan føre med sig. 269 medlemmer har givet deres idéer til at gøre Danske Bank til en bedre forretning, og mange af forslagene er hamrende relevante for ledelsen”, udtaler Kirsten Ebbe Brich.
Hun håber i sidste ende, at de mange forslag tilsammen kan reducere behovet for nedskæringer i fremtiden.
”Ledelsens udmelding om 1.600 færre medarbejdere står desværre ved magt, men vi håber selvfølgelig, at de mange forslag fra medarbejderne – som spænder over alt fra affaldsordninger til finansieringsløsninger – vil lønne sig over tid og være med til at overbevise ledelsen om, at medarbejderne er en ressource og et aktiv for banken, ikke en omkostning”, siger hun.