Team Patricia efter 1 år: Stor opmærksomhed er både positivt og krævende
Patricia Simonsen glæder sig over hverdagen med kollegerne i Høje Taastrup. På jobbet har hun et frirum fra den kræftsygdom, der har påvirket hende selv og mange andre det seneste år.
”Det går, men det er hårdt”.
Sådan lyder et ret almindeligt svar på det gængse spørgsmål: hvordan går det?
Men for 27-årige Patricia Simonsen handler det ikke om at få hverdagens løse ender til at hænge sammen. Det er truslen om at miste den hverdag, som hun holder så meget af, der får hende til at svare sådan.
I august 2021 opdagede Patricia en knude i sit bryst og fik konstateret angiosarkom, som er en sjælden og aggressiv kræftsygdom. Hun blev opereret og var sygemeldt i en periode. I dag arbejder hun så meget, som hun kan – hele tiden med visheden om at sygdommen kan vise tænder igen.
”Jeg er mere på arbejde nu og snuser til den almindelige hverdag igen. Jeg er kommet tilbage til det normale, som jeg gerne vil, og væk fra det, som var blevet mit normale. Så der er mere på spil nu. Jeg føler, at jeg har mere at miste”, siger Patricia, som arbejder i andelsboligteamet i Danske Bank i Høje Taastrup.
Privat er hun gift og mor til to små piger.
I september 2021 fik Patricia afslag på kemobehandling i Danmark. Det fik en gruppe kolleger til at stifte Team Patricia, som samler penge ind til undersøgelser og eventuel behandling på et hospital i Texas i USA, hvor specialister har gode erfaringer med at undgå tilbagefald og spredning af angiosarkom ved at give kemobehandling.
Kollegernes indsats i Team Patricia er frivillig og foregår i fritiden.
Målet for indsamlingen var 2 mio. kroner. Den første halve mio. kom hurtigt i hus, og indsamlingen har passeret 1,5 mio. kr.
Kæmpe opbakning og interesse
Opbakningen og opmærksomheden fik et mærkbart nøk, da Finansforbundet i november bragte en artikel om Team Patricia og kollegernes sammenhold omkring Patricia.
Artiklen blev liket, delt og kommenteret, og nye bidrag til indsamlingen tikkede ind.
Det samme har en strøm af gevinster doneret af andre frivillige gjort. På Facebook kan et bidrag til Team Patricia være et lod i konkurrencer om alt fra ferieophold i Tyrkiet til kager, skønhedsbehandlinger og fodboldbilletter.
Dertil kommer flere tusinde pantflasker, som er blevet vekslet til støtte - og talrige opfordringer til at stemme på Team Patricia, når frivilliges indsats bliver blevet hædret med en pris.
”Vi har oplevet en kæmpe interesse – både fra vores kolleger i Danske Bank og fra alle mulige andre steder”, siger Michelle Skovbjerg Andersen, som er nær kollega til Patricia i andelsboligteamet.
”Det er noget, alle kender til. Jeg fik nye kolleger i foråret. Da jeg præsenterede mig, spurgte de: er det dig, som er Patricia søster”, fortæller Maria Georges, som også arbejder banken og kan svare ja på spørgsmålet om familierelationen.
Patricia bliver også ’genkendt’, når hun booker møder for kolleger i andre afdelinger i Danske Bank.
”De spørger ind til, om jeg er på arbejde igen, og vil gerne høre, hvordan det går. Det er sødt og også overraskende”, siger Patricia, som overalt møder stor forståelse for, at hun arbejder fleksibelt og ikke altid træffes næste dag.
Hun har fået en §56-aftale, som gør det lettere for kronisk og langvarigt syge at være fraværende, når de har det dårligt eller skal passe undersøgelser, samtaler og andre sygdomsrelaterede aftaler.
Fejrede fødselsdag med kollegerne
Patricia har bevidst valgt at afgrænse job og sygdom skarpere end tidligere, hvor hun f.eks. tog nogle eksterne samtaler om sygdommen i et mødelokale i banken og gik direkte tilbage til sine arbejdsopgaver.
”Det er for hårdt at blande tingene sammen. Nu arbejder jeg kun på kontoret og ikke derhjemme. Og når jeg er på kontoret, handler det om arbejde”, siger Patricia.
”At være her er at være ude af sygdommen. Arbejdet er et frirum”, supplerer Michelle Skovbjerg Andersen.
”Det er fedt, når Patricia er her. Det er dejligt at se hende - og så tager hun virkelig godt fra”, indskyder kollegaen Marianne Paludan.
”Patricias sygdom handler jo ikke om arbejdet. På den måde er det helt anderledes end f.eks. stress. Arbejdet giver ny energi”, konstaterer Maria Georges.
”… og glæde”, tilføjer Patricia, som er god til at fejre den hverdag, som er blevet en del af hendes liv igen.
”Er der sket noget særligt”, spurgte forbipasserende kolleger fra andre afdelinger, da Patricia Simonsen og Christa Bang Olsen en dag sad og spiste morgenmad sammen.
”Næh, vi spiser morgenmad, fordi vi kan. Fordi jeg kan”, svarede Patricia.
Hun valgte også at tage på arbejde på sin fødselsdag, hvilket fik flere kolleger til droppe deres planlagte hjemmearbejdsdag for at komme ind og sige tillykke.
”Patricia har givet os alle et wake-up call. Hun spreder glæde omkring sig og har fået mig til at tænke mere over mit eget liv og mine prioriteringer. Arbejdet skal ikke altid fylde så meget, som det kan have tendens til at gøre”, mener Michelle Skovbjerg Andersen.
Åbenhed kan være hårdt
Patricia har fra begyndelsen været meget åben om sin sygdom. Men åbenhed kan trække store veksler på sjælen, erkender hun nu.
Efter aftale med de nærmeste kolleger styrer hun selv, hvor meget eller lidt hun deler om sygdommen.
”Jeg spørger ikke ind til det - Patricia skal ikke tvinges til at tale om det”, siger Christa Bang Olsen.
Patricia kan indimellem pludselig få stærke smerter, mens hun sidder og arbejder.
”Mine nærmeste kolleger ved jo godt, hvad det handler om. Men det kan være svært i forhold til nye kolleger, som jeg ikke kender så godt. Hvor meget eller lidt skal jeg involvere dem, når de tydeligt kan se, at der er noget galt”, funderer Patricia.
Den store interesse og medfølelse, som Patricia møder fra flere forskellige sider – bl.a. i Danske Bank og via de mange følgere i Team Patricia - er både overvældende og lidt af en udfordring:
”Det er hårdt at blive spurgt om, hvordan jeg har det,10 gange om dagen. Alle ved jo ikke alt, og hvad er så den seneste opdatering, de har fået. Jeg vil gerne give igen, fordi folk viser interesse for mig. Det føler jeg, at jeg skylder”, opsummerer Patricia.
For hende var det er nemmere at sige: jeg er lige blevet opereret og kan ikke løfte min arm, end at tale om at være ’pissehamrende bange’ for at miste livet og fremtiden med familien.
Stressende at vente på svar
Opdateringer kan der være mange af, når man løbende skal til undersøgelser og samtaler.
”Det er stressende at vente på nye undersøgelser og svar”, konstaterer Patricia.
I februar var hun i Texas for at blive undersøgt nærmere. Aktuelt er planen, at hun skal være med i et forskningsprojekt, men udvekslingen af genetisk materiale fra Danmark til USA går meget trægt.
Patricia bliver jævnligt skannet og får taget blodprøver for at overvåge eventuelle tegn på spredning af sygdommen. I øjeblikket er tallene gode, men hver undersøgelse stresser.
På et tidspunkt var der nogle af blodprøverne, som bare forsvandt.
”Det er forfærdeligt, når sådan noget sker. Vi ved jo godt, at tid spiller en vigtig rolle, når det handler om kræft”, siger Maria Georges, som samtidig glæder sig over, at de indsamlede penge gør det muligt at handle hurtigt og rejse til USA, hvis der bliver behov for det.
Derudover er Patricia nu patient hos en sarkom-specialist på Herlev Hospital.
”Det er sket tilfældigt via en anden læge på hospitalet, som min kollega kender”, fortæller Maria og nikker mod kollegaen Freja Bloch, der også hjælper med at holde Team Patricias hjemmeside kørende.
På den igen med indsamlingen
Som gruppen har erfaret, er det et kæmpe arbejde at drive en indsamling. Så det er en stor fordel at kunne løfte i flok og skiftes til opgaverne.
”Vi har snart været i gang i et år. Det betyder, at der skal laves regnskab og sendes en ny ansøgning om tilladelse at indsamle penge. Pyh, hvordan gør vi lige det”, udbryder Maria Georges, som godt kan mærke trætheden efter et år med sygdom tæt inde på livet.
”Det er nok en fordel, at vi er bankfolk, for der er i hvert fald styr på alle kvitteringerne. Men alt det med myndighederne er tungt”, siger Christa Bang Olsen.
Maria Georges har fået mange henvendelser fra andre pårørende til kræftpatienter. Ligesom hende savner de en guide til, hvad man kan stille op, når behandlingsmulighederne i Danmark er begrænsede. Hvordan laver man f.eks. en indsamling?
”Vi er blevet meget klogere undervejs, men jeg kunne godt have undværet at skulle finde ud af det hele sideløbende med alle bekymringerne for min søster”, fastslår hun.
Marianne Paludan har været ’fondsminister’ i Team Patricia. Hun undrer sig over, at det har været svært at finde fonde, der støtter indsamlinger som deres:
”Private fonde er overraskende specifikke. For at komme i betragtning skal man f.eks. være født i Hvidovre og have en særlig uddannelse”.
Fokus på at leve
Trods usikkerheden om hvad fremtiden bringer, føler Patricia, at hun er i gode hænder som patient på Herlev Hospital og med sin hotline til specialisterne i Texas.
Vejen dertil har været udfordrende med fejl og misforståelser, som har kostet dyrebar tid.
Derfor er Patricia færdig med at stole blindt på enkeltstående udmeldinger. Dukker sygdommen op igen, vil hun søge en second opinion.
Og så gælder det om at fokusere på livets positive sider:
”I USA blev jeg rådet til at give slip på det, der ligger bagude, og i stedet bruge tid på at leve. Gøre de ting, som jeg selv kan gøre: Leve livet og mærke efter i kroppen i stedet for at stresse over alle skanningerne”.
Og spise morgenmad med kollegerne – fordi man kan.