Menu luk

Flytning har givet et nyt skud motivation og større arbejdsglæde

Flytning til nye lokationer fylder meget i denne tid, når nye kolleger indtager Jægergårdsgade i Aarhus og en række nye lokationer i København. Hvordan er det at flytte fysisk arbejdsplads? Læs, hvordan Michael og Nils oplevede at skifte Brabrand ud med Jægergårdsgade.

23. feb. 2024
4 min

Michael Falck og Nils Lund har prøvet det, som rigtig mange ansatte i Danske Bank står overfor eller lige har været igennem:

De har flyttet fysisk arbejdsplads.

Tidligere kørte de mod vest og Danske Banks bygninger i Brabrand. Nu er destinationen Aarhus midtby og Jægergårdsgade.

29. januar flyttede mange af kollegerne trop og rykkede til midtbyen.

Om kort tid er det sjællændernes tur, når Danske Banks nye hovedsæde i Postbyen bliver indtaget, mens andre lokationer i København også får nye kolleger.   

Hvad har været det bedste ved at skifte Brabrand ud med Jægergårdsgade?

Michael:

”Jeg var på forhånd rigtig spændt på at skifte arbejdsplads til Jægergårdsgade. Nu, hvor jeg har siddet fem måneder i midtbyen, må jeg sige, at det har været en kæmpe fornøjelse. Det har givet mig et nyt skud motivation at køre et andet sted hen, og jeg har fået ekstra energi af at møde nye mennesker i dagligdagen”.

Nils:

”Jeg har heldigvis fået bekræftet, hvad jeg håbede og forventede på forhånd. Det har været rigtig godt. Folk har virkelig været søde ved os nye, og vi er faldet godt til med det samme. De har været nysgerrige på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra i organisationen.

Bygningerne i Brabrand var nedslidte, og efter Covid 19 og den store stigning i hjemmearbejdsdage, stod mange af bygningerne tomme.

I Jægergårdsgade er der et helt andet liv, som motiverer, og der er en puls i huset, som skaber en større arbejdsglæde.”

Nils Lund (tv) og Michael Falck i Jægergårdsgade i Aarhus

Hvilke bekymringer havde I, inden I skulle flytte?

Michael:

”Ikke så mange faktisk. I den sidste periode vidste vi ikke, hvad der skulle ske med bygningerne i Brabrand, så det var egentlig rart at få en afklaring.

Det fylder naturligvis altid noget hos medarbejderne, om der er plads til alle, når man møder ind. Meldingen om fysisk fremmøde tre-fire gange om ugen kom cirka samtidig, som jeg flyttede. Men bekymringen er indtil videre gjort det skamme. Der har været en plads hver dag”.

Nils:

”Mulighederne for parkering vil altid give anledning til bekymringer, når man er vant til en dejlig stor parkeringsplads i Brabrand.

Og jeg kan sagtens forstå, at hvis man fx bor ude vest for Aarhus og skal aflevere børn, inden man kører mod Jægergårdsgade, så giver det udfordringer, man ikke havde før”.    

”Jeg var på forhånd rigtig spændt på at skifte arbejdsplads. Nu, hvor jeg har siddet fem måneder det nye sted, må jeg sige, at det har været en kæmpe fornøjelse. Det har givet mig et nyt skud motivation at køre et andet sted hen, og jeg har fået ekstra energi af at møde nye mennesker i dagligdagen”.
- Michael Falck, der for fem måneder siden rykkede fra Brabrand til Jægergårdsgade.

Hvad er dit råd til dem, der snart skal skifte fysisk arbejdsplads?

Michael:

”Jeg kan kun tale på egne vegne og sige, at de langt de fleste af de bekymringer, jeg og mine kolleger har haft, ikke er blevet til noget. 

Der bliver hurtigt fundet løsninger på de udfordringer, der popper op. Fx kommer der flere opbevaringsskabe op, fordi der har været et ønske om dette, og der bliver kigget på parkeringsudfordringerne for dem, der kommer langvejs fra”.

Nils:

”Jeg kan jo kun tale for huset her i Jægergårdsgade. Her i Aarhus skal de glæde sig til at komme ind til et hus, hvor kollegerne er imødekommende og søde. 

På et lidt mere overordnet plan giver det en større tilknytning til ens arbejdsplads at møde kolleger fra andre steder i organisationen. Tilhørsforholdet har stor betydning for arbejdsmiljøet og velværen for den enkelte medarbejder, og det vil ske i højere grad, når vi samles i Jægergårdsgade.

Måske det samme vil ske i København?  


Emner

Seneste nyt