Menu luk

Til dig, der er ansat på individuel kontrakt

Læs guide for dig, der bliver tilbudt eller er ansat på en individuel kontrakt. Se også en beregningsoversigt, der hjælper dig på en individuel kontrakt til at forstå og sammenligne din løn i forhold til de fastsatte løngrænser under virksomhedsoverenskomsten.

Som medarbejder i Danske Bank kan du enten være ansat på overenskomst eller på en individuel kontrakt.

Herunder kan du læse en guide for dig, der bliver tilbudt eller allerede er ansat på en individuel kontrakt.

Du kan også dykke ned i en beregningsoversigt, der hjælper dig på en individuel kontrakt til at forstå og sammenligne din løn i forhold til de fastsatte løngrænser under virksomhedsoverenskomsten og hjælper dig med at sikre, at din løn stemmer overens med de gældende kontraktlige vilkår. 

Read this content in English

Guide: Alt det, du skal vide som ansat på individuel kontrakt

Hvem bliver tilbudt en individuel kontrakt?

Udgangspunktet er, at alle medarbejdere i Danske Bank ansættes på overenskomstvilkår.

I overenskomsten mellem Danske Bank og Finansforbundet i Danske Bank er det dog aftalt at medarbejdere over en fastsat løngrænse kan tilbydes individuel kontrakt.

Løngrænsen justeres løbende i takt med de overenskomstmæssige lønstigninger og var pr. 1. juli  2024  på 77.350 kr. eksklusiv værdien af omsorgsdage, ekstra ferietillæg og værdien af eventuel reduktion af arbejdsgivers pensionsbidrag.

Læs mere i beregningsarket længere nede på siden.

Kan jeg stadig få rådgivning og sparring af Finansforbundet i Danske Banks jurister og tillidsrepræsentanter, hvis jeg er ansat på en individuel kontrakt?

Ja, selvfølgelig kan du det. Vores jurister rådgiver kun medlemmer ansat i Danske Bank og kender derfor udformningen af individuelle kontrakter i detaljer.

Vi anbefaler, at du kontakter vores jurister, hvis du får tilbudt en individuel kontrakt, eller gerne vil have et tjek af din nuværende individuelle kontakt. 
 

Og ja, du har selvfølgelig stadig adgang til sparring og rådgivning fra vores tillidsrepræsentanter som kontraktansat. 

Hvilke rettigheder gælder for ansatte på en individuel kontrakt?

Dine rettigheder er indholdet af kontrakten plus eventuelle tillæg til kontrakten. Derudover gælder almindelig ansættelsesretlig lovgivning, som fx funktionærloven, ferieloven og ligebehandlingsloven.  

Er jeg sikret en lønstigning som kontraktansat?

Lønstigninger sker oftest som resultat af forhandlinger.

De overenskomstansattes løn forhandles via overenskomstforhandlingerne.

Som kontraktansat skal du forhandle din løn og øvrige vilkår individuelt.

Lønfastsættelsen for kontraktansatte sker hvert år i januar, så det vil være en god idé at lægge sin årlige lønsamtale inden da.

Husk, at du kan få rådgivning i Finansforbundet i Danske Bank inden din lønsamtale.
 

Hvad sker der hvis min løn kommer under kontraktlønsgrænsen?

Hvis kontraktlønsgrænsen stiger mere end din løn og du på det i aftalen fastsatte reguleringstidspunkt er faldet under grænsen igen, er det aftalt i overenskomsten at der skal ske en regulering af lønnen, eller at du skal overgå til overenskomstansættelse på joblønsvilkår.

Læs mere i beregningsarket længere nede på siden.  

Hvad er reglerne for min arbejdstid?

Timebanken bortfalder ved overgangen, men du er stadig omfattet af EU direktivet om max. 48 arbejdstimer pr. uge i gennemsnit. 

Hvad skal jeg ellers være opmærksom på?

Ved overgang til individuel kontrakt vil nogle af elementerne fra overenskomsten bortfalde, men værdien af dem kapitaliseres og tillægges lønnen. Det drejer sig om omsorgsdage, ekstra ferietillæg og værdien af eventuel reduktion af arbejdsgivers pensionsbidrag. 

Hvad betyder at kapitalisere?

Det betyder, at – ved overgangen til individuel kontrakt – vil nogle af elementerne fra overenskomsten bortfalde. Men værdien af dem kapitaliseres og tillægges lønnen. Det drejer sig om omsorgsdage, ekstra ferietillæg og værdien af eventuel reduktion af arbejdsgivers pensionsbidrag.  

Hvilke vilkår er typisk med i de individuelle kontrakter som ansat i Danske Bank?

Alle individuelle kontrakter kan i princippet være forskellige. Men vi ser typisk, at følgende ting er med: 

  • Pensionsbidrag (dog mindre procentdel, men du kan selv forhøje den) 

  • 6. ferieuge (konverteres til fem feriefridage) 

  • Ret til årlig løndialog 

  • Sundhedsforsikring 

  • Tandforsikring 

  • Gruppelivsforsikring 

  • Barn syg 

  • Orlov til pasning af nærtstående 

  • Fuld løn under barsel 

  • Barns hospitalsindlæggelse 

  • Orlov alvorligt sygt barn 

  • Orlov handicappet barn 

Hvilke vilkår er typisk IKKE med i kontrakterne i Danske Bank?

Alle individuelle kontrakter kan i princippet være forskellige. Men vi ser typisk, at følgende ting IKKE er med: 

  • Omsorgsdage (kapitaliseres) 

  • Ekstra ferietillæg (kapitaliseres) 

  • Årlig lønregulering jvf. overenskomst 

  • Fratrædelsesgodtgørelse jvf. overenskomst (funktionærlovens godtgørelse gælder) 

  • Afbødeforanstaltninger ved opsigelse 

  • Seniordeltid 

  • Børnedeltid 

  • Bidrag til Finanskompetencepuljen 

  • Honorering for tilkald og rådighedsvagter skal aftales specifikt 

  • Timebank (afregnes ved overgang) 

Hvorfor skal jeg være medlem af Finansforbundet i Danske Bank, hvis jeg er ansat på en individuel kontakt?

Som ansat på en individuel kontrakt er der mange fordele ved at være medlem af Finansforbundet i Danske Bank.

Vores jurister er eksperter i at læse individuelle kontrakter igennem og kan forklare vilkårene for dig, der ikke er vant til at læse kontrakter igennem.  

Du har også adgang til lokal sparring og rådgivning fra vores tillidsrepræsentanter, som kender Danske Bank og. dit arbejdsområde indgående.

Som medlem har du også adgang til øvrige medlemsfordele som fx +250 arrangementer om året, sparring om dine karrieremuligheder og rådgivning fra din tillidsrepræsentant om dit arbejdsliv.

Du har også adgang til en række kontante medlemsfordele og kan spare penge med dit medlemskab. 

Brug beregningsoversigt som hjælpemiddel

Denne beregningsoversigt kan hjælpe dig som medarbejder ansat på individuel kontrakt med at forstå og sammenligne din løn i forhold til de fastsatte løngrænser under virksomhedsoverenskomsten, opdelt i netto- og bruttoløngrænser. Guiden kan hjælpe dig med at sikre, at din løn stemmer overens med de gældende kontraktlige vilkår og overenskomstens aftaler.

Virksomhedsoverenskomsten løngrænse for kontraktansatte (Netto)
Nettoløngrænsen betyder, at medarbejderen ifølge sin kontrakt SKAL have ret til visse elementer ud over månedslønnen.

Det betyder, at hvis det fremgår af kontrakten, at medarbejderen har ret til omsorgsdage, 6. ferieuge, arbejdsgiverens pensionsbidrag, og særligt ferietillæg oveni den månedlige nettoløn, så kan man sammenligne kontraktens månedsløn med virksomhedsoverenskomstens løngrænse for at kontrollere, om medarbejderen er over eller under denne grænse.

Virksomhedsoverenskomsten løngrænse for kontraktansatte (Brutto)
Bruttoløngrænsen kommer i spil for dig, hvis din månedsløn inkluderer betaling for lønelementer som særligt ferietillæg, O-dage og 6.ferieuge er indeholdt i månedslønnen.

Her justeres løngrænsen ved at inkludere værdien af disse elementer, så du kan sammenligne din faktiske bruttoløn med overenskomstens fastsatte grænser.

Hvis din løn ligger under den fastsatte løngrænse, eller hvis du er usikker på, om dette er tilfældet og ønsker støtte til at få klarhed over din situation, er her nogle skridt, du kan tage:

Kontakt din tillidsrepræsentant
Din tillidsrepræsentant kan tilbyde vejledning og støtte, og hjælpe med at afklare eventuelle spørgsmål omkring din løn, også selv om du ikke er ansat på overenskomst men har en individuel kontrakt.

Søg juridisk rådgivning hos Finansforbundet i Danske Bank  Finansforbundet i Danske Bank tilbyder professionel rådgivning og kan assistere dig med juridisk bistand, hvis din løn ikke overholder de aftalte løngrænser.


Download beregningsark (Excel)

Netværk for kontraktansatte på vej

Er du interesseret i at vide mere og dele din viden som kontraktansat i Danske Bank? Vi har et netværk for kontraktansatte i Danske Bank på vej.