Menu luk

Gode resultater gennem tæt samarbejde

Finansforbundet i Nordea har i det forgangne år intensiveret samarbejdet med Nordeas ledelse – med gode resultater. Samarbejdet blev særlig intenst, da corona ramte samfundet og Nordea.

15. maj 2020
4 min

”Aldrig før har vi holdt så mange uformelle kaffemøder på et år med ledelsesrepræsentanter på tværs af organisationen og med People. Det har skabt gode relationer, så det er meget nemmere at række ud til hinanden, når der skal løses udfordringer,” siger Mette Balck Mejlby, næstformand for Finansforbundet i Nordea.

Samarbejdet blev intensiveret under corona-krisen.

”I begyndelsen var der daglig kontakt, hvor vi blev inddraget og forhåndsorienteret om tiltag, der blev iværksat. Nordeas ledelse har haft stort fokus på medarbejderperspektivet. De sidste par måneder har betydet stor usikkerhed, men der er taget godt hånd om medarbejderne med tillid og fleksibilitet og stor forståelse for, at forskellige medarbejdere har forskellige behov,” siger Mette Balck Mejlby.

Tæt dialog med ledelse og tillidsvalgte under corona

Inputtene fra Finansforbundet i Nordea har været vigtige for at sikre bedre løsninger:

”Vi har løbende en tæt dialog med tillidsmænd og fællestillidsmænd, og derfor har vi kunnet fortælle ledelsen, hvis der rundt i banken var situationer, som ikke blev håndteret optimalt. Samtidig har vi holdt orienteringsmøder med tillidsmændene, så de lokalt har kunnet understøttet de uvante rammer.”

Som formand for Nordea Union Board har Mette fulgt nøje op på, hvordan corona-situationen er tacklet på tværs af Nordea-landene.

”Der har været store nationale forskelle, som har været tilpasset de nationale rammer. Men jeg oplever helt klart, at corona-situationen er håndteret på en ordentlig måde i alle lande,” siger Mette.

Alvorligt bekymret over besparelserne i Nordea

I oktober sidste år annoncerede Nordeas ledelse, at der skulle spares.

”Vi er alvorligt bekymrede over besparelserne og afskedigelserne af gode kolleger. Vi mener, at det er den forkerte vej - Nordea kan ikke spare sig ud af problemerne. Tværtimod har vi vist en anden vej. Som en reaktion på besparelserne, indsamlede vi mere end 100 forslag til, hvordan banken i stedet kan øge indtjeningen ved at gøre mere for kunderne, kundetilfredsheden og forretningen,” fortæller bestyrelsesmedlem Stine Koldt Meno.

Finansforbundet i Nordea udfordrer løbende banken i forhold til planlagte besparelser i samarbejdsudvalget, både det danske og de tværnationale ’Consultative Committees’.

”Vi har to mål: Dels arbejder vi for at minimere antallet af afskedigelser, dels skal de afskedigelser, der sker, ske på en ordentlig måde, så kollegerne kommer godt videre i deres karriere,” siger Stine.

Outsourcing og corona = dårlig kombi

Nordea har valgt at outsource flere opgaver til Indien af økonomiske grunde.

”Corona-situationen har imidlertid afsløret, at outsourcingen giver store problemer. Der mangler ejerskab og ansvar hos dem, der er outsourcet til. Medarbejderne er sendt hjem uden mulighed for at arbejde hjemme. Det betyder, at opgaverne simpelthen ikke bliver udført – og derfor er sendt tilbage til Nordea, og vores kolleger i de nordiske lande og Polen har været nødsaget til at overtage arbejdsopgaverne med omgående virkning. Vi har advaret ledelsen om mange risici ved outsourcing, men det her var en af de risici, banken næppe havde forudset,” fortæller Stine.

Går den rigtige vej med tillidsvalgte lokalt

De tillidsvalgte er Finansforbundet i Nordeas øjne og ører lokalt. Ved nytårstid begyndte en ny valgperiode for tillidsmændene.

”Vi har været meget glade for, at ledelsen har bakket meget aktivt op i vores bestræbelser på at få tillidsmænd og fællestillidsmænd i alle områder. Det går den rigtige vej, selv om vi stadig har områder, hvor vi mangler at blive repræsenteret,” siger Mette Balck Mejlby.

Dialog styrker indflydelsen

De to bestyrelsesmedlemmer afviser, at fagforeningen ved det tætte samarbejde med ledelsen giver køb på at kæmpe for medlemmernes interesser.

”Dialog styrker vores indflydelse. Jo bedre og tættere samarbejde, vi har, desto mere kan vi få igennem. At vi samarbejder tæt betyder dog ikke, at vi er enige i alt. Der skal ikke herske tvivl om, at vi altid varetager medlemmernes interesser,” understreger Stine Koldt Meno.

Mødt flere end tusind

Dette års generalforsamling bliver særlig, fordi det pga. corona-situationen ikke er muligt at mødes fysisk. Det ærgrer Mette Balck Mejlby, som kan fortælle, at bestyrelsen har prioriteret at møde flere medlemmer i årets løb end hidtil.

”Samlet har vi mødt flere end tusind medlemmer og potentielle medlemmer ved arrangementer og events. Det drejer sig ikke kun om, at vi skal være synlige. Vi får også en masse guld med hjem. Vi får hints om, hvor noget halter, og hvilke budskaber vi skal gå videre med. Tak for det!”

 

Kom til generalforsamling!

Finansforbundet i Nordea holder virtuel generalforsamling 18. juni. Frem til generalforsamlingen kan du læse tre artikler om vigtige emner, som bestyrelsen har haft fokus på i det forgangne år:

Tillid og trivsel er vejen til god trivsel

Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!

Gode resultater gennem tæt samarbejde (denne artikel)

 

Læs mere om generalforsamlingen her.

Tilmeld dig her senest 4. juni.

Seneste nyt