Relationer skaber samarbejde, som fører til resultater
Læs formand Dorrit Brandt og næstformand Mette Balck Mejlbys beretning for Finansforbundet i Nordea
2020 var et særligt udfordrende, udviklende og spændende år på grund af corona-pandemien, som på rekordtid gjorde os til eksperter i hjemmearbejde og onlinemøder. Finansforbundet i Nordea fortsatte sin strategi med at opbygge relationer og invitere alle interessenter i banken til dialogkaffe, hvilket åbnede op for endnu mere samarbejde med ledelsen lokalt og centralt. ”Vi har aldrig tidligere været inviteret med i så mange projekter som nu”, siger formand Dorrit Brandt og næstformand Mette Balck Mejlby
Corona-pandemien og den periodevise nedlukning af Danmark har sat et voldsomt præg på 2020 og også i de første måneder af 2021. Finansforbundet i Nordea (FiN) holdt sin seneste generalforsamling virtuelt 18. juni 2020. Årets generalforsamling lørdag 20. marts holdes også online på grund af corona-situationen.
”2020 har været et særligt udfordrende år for alle, og det har også været et særligt udviklende år, hvor vi har måttet tænke i nye løsninger i forhold til den måde, vi arbejder på, og den måde, vi kommunikerer på. Vi i bestyrelsen er mødtes med tillidsrepræsentanter og medlemmer på en ny måde via Teams”, siger formand Dorrit Brandt.
”Det er forløbet godt, ligesom de fire online dialogdage, vi i efteråret havde med tillidsrepræsentanter og ledelsens repræsentanter i stedet for vores årlige seminar for tillidsvalgte. Vi er blevet bedre til at planlægge møder i et digitalt setup og at tænke surveys og chats, der involverer deltagerne, ind i møderne”, forklarer hun.
Det er lykkedes FiN at holde en række lokale virtuelle medlemsmøder – eller rettere medarbejdermøder, for alle i de pågældende afdelinger var velkomne. Trivsel var det emne, der var mest fokus på.
”Vi stiller gerne op, hvis vi bliver inviteret. Det er dialog i øjenhøjde”, siger formanden.
Oplever stor tillid fra ledelsen
”Hen over sommeren foretog vi en undersøgelse blandt medlemmerne, på direkte opfordring af bankens ledelse, om, hvordan man oplevede at arbejde hjemme sidste forår. Blandt konklusionerne var, at medarbejderne generelt oplevede større tillid fra deres leder. Fleksibiliteten med at kunne arbejde hjemme var mange også glade for. Så på det tidspunkt stod det godt til med trivslen hos mange”, fortæller Mette Balck Mejlby, næstformand i FiN.
”Men nu er vi et andet sted (primo februar, red.). Nu er der ikke længere fleksibilitet i forhold til at vælge at arbejde hjemme, fordi vi er tvunget hjem af regeringen, og jeg fornemmer, at mange er trætte af det og savner social kontakt til kolleger og ledere”, siger hun.
”Der er et øget fokus på mental sundhed lige nu. Ledelsen er klar over, at der skal gøres noget, og har blandt andet arrangeret webinarer med psykolog Vibeke Lunding Gregersen (Mindwork) om, hvordan man arbejder med sin mentale sundhed”, supplerer Dorrit Brandt.
Formandskabet mener, at der er mange svar fra sommerens corona-undersøgelse, der stadig vil kunne bruges i forhold til indretningen af det fremtidige arbejdsliv.
”Vi kommer aldrig tilbage til det, der var. Men vi skal i den kommende tid finde ud af, hvad vi skal tage med os fra før corona-epidemien, og hvad vi skal tage med fra den nuværende situation”, siger Mette Balck Mejlby og henviser til projektet New Ways of Working, som banken er i gang med, og hvor hun repræsenterer Union in Nordea.
Siden Dorrit Brandt (til venstre) og Mette Balck Mejlby blev valgt som formand og næstformand i 2019, har det været et mål for dem at opbygge relationer på alle niveauer og at udvide dem. Det høster de nu frugterne af. Foto: Nana Reimers.
Relationer udbygget over flere år
Opfordringen fra ledelsen til at stå for trivselsundersøgelsen om arbejdet under corona-nedlukningen samt invitationen til at deltage i arbejdet med, hvordan fremtidens arbejdsliv skal udformes, viser, at FiN’s strategi med hele tiden at udbygge relationer bærer frugt.
”Siden jeg og Mette blev valgt som formand og næstformand i 2019, har det været et mål for os at opbygge relationer på alle niveauer og at udvide dem. Det er nærmest blevet til et koncept, og vi har i kredsbestyrelsen fået en mere og mere strategisk tilgang til at skabe relationer til personer i banken og interessenter omkring os. Gennem relationer opstår der samarbejde, og samarbejde fører til resultater. Med en god relation er det faktisk også nemmere at være uenig”, siger Dorrit Brandt.
Og uenige i bankens beslutninger er FiN bestemt også.
”Vi er blandt andet meget bekymrede for bankens planer om en større IT-outsorcing, da vi har svært ved at se, at det gør noget godt for kunder og medarbejdere. Nordea sender i tusindvis af erfaringsår på gaden, og gode kollegaer må se deres job gå til lavtlønsområder med ukendte arbejdsvilkår – alt sammen i besparelsernes hellige navn. Dette har vi sagt klart og tydeligt fra over for. Det ændrer dog ikke på, at vi samarbejder om at skabe de bedste vilkår for de berørte medarbejdere”.
”Når der er skabt relationer mellem banken og os, tror vi også, at banken kan se fordelene ved at invitere FiN med til flere og flere drøftelser”, supplerer Mette Balck Mejlby.
Et andet eksempel på dette er, at Dorrit Brandt jævnligt deltager i møderne i Crisis Management Team (CMT), som overvåger situationen under corona-nedlukningen. Opbygningen af relationer har også resulteret i, at der kommunikeres mere og samarbejdes bedre mellem fællestillidsrepræsentanterne, tillidsrepræsentanterne og områdeledelserne.
”Der bliver talt mere sammen mellem ledelsen i banken og FiN end nogensinde. Vi tror, det er med til at binde organisationen sammen. Og jo større og tykkere tæppe, vi står på, jo bedre resultater opnår vi på vegne af kollegerne”, understreger Mette Balck Mejlby.
”Tillid går begge veje. Vi har besluttet at møde alle med en fremstrakt hånd, og vi inviterer alle kritikere til dialogkaffe. Beslutningen gælder for hele kredsbestyrelsen, der har ’licence to go’ i forhold til at drikke al den kaffe, de har lyst til, med folk fra hele organisationen. Og det, at vi har givet kontrollen fra os, og at alle bestyrelsesmedlemmer rækker hånden ud i organisationen, er kommet mange gange tilbage”, siger Dorrit Brandt.
Mere synlig på sociale medier
FiN har i den forgangne periode haft fokus på at kommunikere mere til medlemmerne – og på flere medier end tidligere.
”Vi har bestræbt os på at være endnu mere synlige på LinkedIn, i Facebook-grupper og på Nordeas Intranet. Det omfatter ikke kun formandskabet; hele kredsbestyrelsen har ’licence to speak’. I efteråret team’ede jeg op med Bjørn Bøje Jensen i et interview til Berlingske Business om særskatten til bankerne i forbindelse med ’Arne-skatten’. Det fik vi rigtig god respons på”, fortæller Dorrit Brandt.
FiN’s kommunikationsrådgiver Jesper Kiby Denborg er i gang med at træne hvert enkelt bestyrelsesmedlem i at kommunikere direkte til medlemmerne via forskellige kanaler. Så fremover er der endnu mere kommunikation i vente.
Ny lønmodel, men ikke flere penge til fordeling
I forsommeren 2020 blev der indgået en ny virksomhedsoverenskomst. Den store nyhed var, at det gamle lønsystem blev sendt på pension, og vi implementerer en ny lønmodel, der bygger oven på Nordeas nordiske performancesystem.
”Ambitionen med den nye lønmodel er, at den bliver mere transparent, og at flere end tidligere vil få del i den lønpulje, der fordeles. Men det er vigtigt at understrege, at posen med penge til uddeling ikke er blevet større end tidligere”, siger Dorrit Brandt.
Alle medarbejdere har ved årsskiftet lavet en performance-evaluering med deres leder. I 2. kvartal i år gennemføres lønsamtalen så. Der er planlagt en række webinarer for ledere og tillidsrepræsentanter – som vi gennemfører i samarbejde med Nordea.
”I forhold til performance-evalueringen har vi appelleret til, at hvis de opsatte mål ikke har kunnet opfyldes på grund af corona-situationen, skal det ikke komme medarbejderne til last”, siger formanden og understreger, at den nye lønmodel ikke fikser alle dårligdomme – og for eksempel ikke retter op på, hvis en medarbejder ligger forkert i lønspændet. Men over tid vil lønmodellen opleves mere transparent.
Ved indgåelsen af virksomhedsoverenskomsten blev der nedsat arbejdsgrupper om jobløn, trivsel, kompetence og jobmobilitet med repræsentanter fra FiN og ledelsen. Som noget nyt er fællestillidsrepræsentanterne involveret i arbejdsgrupperne, hvilket FiN ser som en stor styrke.
Der skæres dybt ind i benet
Ved offentliggørelsen af Nordeas årsregnskab torsdag 4. februar kom det frem, at medarbejdertallet i banken i løbet af 2020 faldt med 950 medarbejdere.
”Banken eksekverer på de besparelsesplaner, der blev meldt ud i 4. kvartal i 2019, hvor fokus er på at få omkostningsprocenten ned på 50. Vi kæmper for at få banken til at fokusere på initiativer, der kan øge indtjeningen, i stedet for kun at kigge på besparelser”, forklarer Dorrit Brandt.
'”Vores bekymring over udviklingen stiger, fordi det er tydeligt, at de besparelser, man gennemfører, rammer maskinrummet. Det er en bekymring, vi har taget hele vejen til bankens øverste ledelse. Der er ikke mere blødt flæsk at skære i, man skærer dybt i benet, Det er ikke godt for bankens business risks”, siger Mette Balck Mejlby.
Medarbejdertilfredsheden stiger
Selv om det har været et udfordrende og meget anderledes år, Nordea og medarbejderne har været igennem, er der ifølge formandskabet mere trivsel i banken end tidligere.
”Det er bedre at være medarbejder i Nordea i dag end for et år siden. Stoltheden ved at være i Nordea er steget, og færre er ramt af stresssymptomer, viser undersøgelsen af medarbejdertilfredsheden. Det er måske lidt mindre tydeligt i 4. kvartal end tidligere i 2020. Medvirkende til, at stoltheden er steget, er at Nordea er kommet igennem med flere positive historier i medierne”, mener Dorrit Brandt.
Mette Balck Mejlby peger på, at ”one size fits all”-tankegangen er blevet mindre fremherskende.
”Det er mit indtryk, at der er en mere åben dialog over alt i banken. Det er godt for arbejdsmiljøet”, siger næstformanden.
Virtuel generalforsamling
Finansforbundet i Nordeas generalforsamling holdes lørdag 20. marts kl. 9-12 som en ren virtuel begivenhed, ligesom det var tilfældet sidste år.
Der er planlagt en masse involvering af og dialog med deltagerne, så det bliver afvekslende at deltage. Man ikke skal sidde passivt og lytte hele tiden.