Menu luk

Generalforsamling hvert 2. år

Indtil nu har Finansforbundet i Nordea inviteret medlemmerne til generalforsamling hvert år. På den kommende generalforsamling 25. marts indstiller bestyrelsen, at der fra 2023 er to år mellem generalforsamlingerne

24. feb. 2022
1 min

“Generalforsamlingen er fortsat et af Finansforbundet i Nordeas største medlemsmøder, men det seneste år har vi markant øget antallet af øvrige fysiske og virtuelle arrangementer og møder, hvor vi er i kontakt og dialog med mange medlemmer,” fortæller formand Dorrit Brandt.

Det er et ønske fra medlemmerne at have mulighed for vælge mellem at deltage fysisk eller virtuelt i generalforsamlingen.

”Det har mange fordele for kollegerne, som får større fleksibilitet ved at kunne deltage på den måde, der passer dem bedst, og vi tror dermed på, at det nye set-up kan gøre det attraktivt for flere og nye grupper af medlemmer til at deltage,” uddyber næstformand Mette Balck Mejlby.
Finansforbundet i Nordea ønsker fortsat et stærkt demokratisk fundament og mulighed for at være i dialog, fysisk og virtuelt, i et set-up som inkluderer flere af medlemmerne. Det kræver planlægning, ressourcer og økonomi.

2-årige generalforsamlingsperioder vil frigive ressourcer til at kunne prioritere andre medlemsrettede aktiviteter og sikre, at vi oftere er i dialog med vores medlemmer og samtidig er relevante. Dette skal også ses i sammenhæng med, at sekretariatet i sommeren 2021 blev reduceret med én medarbejder.

Du kan nu se det samlede materiale – bl.a. dagsorden, forslag til vedtægtsændringer og årsregnskab - til generalforsamlingen 25. marts på finansforbundet.dk/gf2022. På hjemmesiden kan du også læse om mulighederne for at deltage.

Tilmeld dig her senest 10. marts – enten fysisk på Scandic Sluseholmen eller virtuelt (på arbejdspladsen med kollegerne eller hjemmefra). Du kan ikke længere tilmelde dig med overnatning på Scandic Sluseholmen.

Seneste nyt