Menu luk

Blev kastet lige ud i fyringsrunde

Næppe var 30-årige Frederik Cramer tiltrådt som fællestillidsrepræsentant i Nordea Finans ved årsskiftet, før der blev meldt afskedigelser ud. En udfordring, som påvirkede ham menneskeligt, men også fik ham til at vokse i sin nye rolle

13. maj 2024
3 min
Dansk / English

”Det var specielt at blive kastet lige ud i fyringer, så snart jeg var blevet valgt som fællestillidsrepræsentant. Det påvirkede mig selvfølgelig en hel del menneskeligt at opleve otte kolleger miste deres job. Samtidig betød det, at jeg med det samme har udviklet mig i min nye rolle – den del er jeg glad for.”

30-årige Frederik Cramer er ung i rollen som fællestillidsrepræsentant, men har flere års erfaring som ’almindelig’ tillidsrepræsentant med sig. Så da han blev prikket på skulderen og spurgt af den tidligere fællestillidsrepræsentant, Maj Britt Lindorff, om det kunne være noget for ham at tage næste step, var han ikke afvisende.

”Allerede, fra vi talte om det første gang, kunne jeg mærke, det var noget, jeg gerne ville. Det fik tid til at modne sig, før jeg skulle beslutte mig, med flere gode snakke om rollen undervejs.”

Minileder

Han kan godt lide det element af lederrolle, der er i det faglige hverv og det ekstra ansvar, han har fået.

”Det er en minilederrolle at sørge for, at tingene struktureres og fungerer i vores tillidsrepræsentantgruppe. Måske er jeg ung i rollen, men jeg har altid lidt været en gammel mand fanget i en ung mands krop, så jeg føler mig på ingen måde for ung til hvervet,” siger Frederik Cramer, der også opfordrer andre unge til at følge hans eksempel.

”Det med at være tillidsrepræsentant er langt hen ad vejen, hvad du selv gør det til. Selv om der selvfølgelig er krav og forventninger at leve op til, er man valgt på den person, man er - og kan i høj grad være den tillidsrepræsentant, man gerne vil være. Så man skal ikke være så bange for at kaste sig ud i det.”

Trives med ansvar

Da han selv begyndte som tillidsrepræsentant for et par år siden, vidste han ikke selv helt, hvad fagforeningen egentlig var.

”Jeg var selvfølgelig medlem, men jeg havde ikke så meget viden om det. Jeg havde måske tanken om, at der ikke kunne ske noget ved lige at teste det af i et par år – jeg kunne jo altid forlade det igen, hvis det ikke var noget.”

Han havde ikke forestillet sig, at han ville blive så optaget af det, selv om han fortæller, at han altid har trivedes med at tage ansvar på sig og sikre, at folk omkring ham har det godt. 

”Hvis man kaster sig ud i det, tror jeg, at man får samme oplevelse som mig - og vil mere. En af de største værdier for mig er at gøre en forskel for kolleger, vores kunder, min leder. Det er det, der driver mig.”

Svært farvel

Frederik Cramer fik som indledningsvis nævnt hurtigt brug for den store værktøjskasse som fællestillidsrepræsentant i forbindelse med en kraftig nedskalering af det ene af fire forretningsben i Nordea Finans.

”Vi har et helt unikt fællesskab i Nordea Finans, og det var meget svært at sige farvel. Men når vi skulle, synes jeg, vi fik gjort det på ordentligt, topprofessionelt og på en måde, hvor det hele tiden blev sikret, at folk var ok. Vi fik talt om det og givet kram, hvor det var nødvendigt.”

Seneste nyt