Menu luk

Dårlig stemning koster

Følelsesforurening smitter, og det skal stoppes, da det ellers kan koste stress-sygemeldinger og lav produktivitet. Arbejdspladsen skal være et rart sted, hvor vi trives, skriver kredsformand Pia Beck Stæhr i denne klumme.

23. nov. 2021
2 min

”Alle har det bedre, når du har det godt. Du har det bedre, når alle har det godt."
Tor Nørretranders, forfatter og foredragsholder

 

Du har som medlem af Finansforbundet Kreds Øst, haft muligheden for at deltage i et foredrag med sociolog og forfatter Rikke Østergaard med temaet ’Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben… Som også er en bogtitel, på et af Rikke Østergaards værker.

Rikke Østergaard har en inspirerende tilgang til vores arbejdsliv. På måden vi arbejder sammen på, og ikke mindst når vi oplever, at blive følelsesforurenet på vores arbejdsplads, hvilket har givet mig lyst til at gengive lidt af det, vi deltagere hørte. For når gode budskaber deles, hjælper vi hinanden med at sprede betingelserne, for at øge den god trivsel.

Jamen, hvem er han så, ham ’Preben’?
Han er kollegaen eller lederen (m/k-X) som bringer en dårlig stemning ind i rummet, træder ind over vores personlige grænser og mest af alt, bringer dårlig energi til rummet. Det dræner os for den positive energi, og den dårlige følelse følger med dig hjem til fyraften og derved også smitter og påvirker familien.

Preben er oftest ikke bevidst ond, men måske er Preben udsat for et pres, som gør, at han ikke kan styre egne følelser. Men årsagen kan være ydre påvirkninger, og derfor kan vi alle være en Preben i løbet af vores livslange arbejdsliv, hvis der er grobund for det.

Er vi udsat for følelsesforurening, er det ifølge Rikke Østergaard ’som en lang lunte, der brænder sig hele vejen gennem organisationen for til sidst at få bomben til at eksplodere, hvis ikke der bliver taget hånd om de følelser, der ligger bag’.

Men vi kan selv gøre noget for at vende stemningen, hvis der er følelsesforurening til stede. Man skal have mod til at sige fra, både som medarbejder og leder.  For følelsesforurening smitter, og det skal stoppes, da det ellers kan koste stress-sygemeldinger og lav produktivitet. Arbejdspladsen skal være et rart sted, hvor vi trives.

Lad os love hinanden, at være gode til at sige fra, stå sammen og hellere have det sjovt og måske ligefrem en fest. Det gør det bare til en sjovere dag og et bedre arbejdsliv….

Seneste nyt