Frivilligt arbejde giver stolthed og energi
200 medarbejdere i IBM følger virksomhedens opfordring til at yde frivilligt arbejde i arbejdstiden for foreninger og velgørende organisationer. ” Den stolthed og energi du får ved at hjælpe nogen flyder ind i virksomheden igen og øger medarbejdertilfredsheden”, konstaterer CSR-direktør Sanne Urbak Rasmussen.
Omkring 10 procent af medarbejderne i IBM i Danmark bruger en del af deres arbejdstid på at yde frivilligt arbejde. Nogle hjælper foreninger med it-opgaver – eksempelvis opbygning af et databasesystem – mens andre vælger noget helt andet end it, som de jo arbejder med til daglig, og eksempelvis bliver mentor for en flygtning.
”Vi har mange års erfaring med frivilligt arbejde. IBM er jo en amerikansk ejet virksomhed, og det er dybt rodfæstet i den amerikanske kultur at yde noget til det omkringliggende samfund. Vi sætter frivilligt arbejde ind i en dansk sammenhæng, og for mange er det en naturlig forlængelse af andelstanken og vores foreningsliv at arbejde frivilligt for en sag”, siger Sanne Urbak Rasmussen, CSR-direktør i IBM i Danmark.
Hun har kontakt til en række foreninger og organisationer, som efterspørger frivilligt arbejde. IBM-ansatte kan melde sig til opgaver hos disse, men de kan også selv tage initiativ til frivilligt arbejde.
”Vi har en policy, som siger, at alle ledere skal se positivt på, at medarbejdere udfører frivilligt arbejde i arbejdstiden. Selvfølgelig under behørigt ansvar, så man ikke misser deadlines eller de vagter, man har i IBM. Jeg har aldrig set eksempler på, at denne frihed til frivilligt arbejde er blevet misbrugt”, fortæller Sanne Urbak Rasmussen.
Hun undrer sig over, at der ikke er flere danske virksomheder, som er engageret i at yde frivilligt arbejde.
”Den stolthed og energi du får ved at hjælpe nogen flyder ind i virksomheden igen og øger medarbejdertilfredsheden, fordi den person, der har ydet frivilligt arbejde, føler sig tilfredsstillet”, siger Sanne Urbak Rasmussen og understreger, at medarbejdere selvfølgelig også får masser af god energi ved at løse de faglige opgaver i deres arbejde i IBM.
”Der er intet at miste ved at lade medarbejdere udføre frivilligt arbejde. Tværtimod. Den værdi vi kan give små NGO’er med vores ressourcer og kompetencer, som vi selv tager lidt som en selvfølgelighed, er utrolig høj”, siger CSR-direktøren i IBM i Danmark.