Menu luk

Medarbejdere i Nets er usikre på fremtiden

Nets fusion med italienske Nexi til en af Europas førende betalingsaktører er på plads, men indtil videre er det uafklaret, hvad der skal ske med aktiviteterne og arbejdspladserne i Danmark. ”En af udfordringerne er, at det er svært at kommunikere med kollegerne i Italien, fordi mange ikke taler engelsk”, siger Frank A. Olsen, fællestillidsrepræsentant i Nets.

23. nov. 2021
2 min

Det overordnede ledelsesmæssige set up er meldt ud, men hovedparten af medarbejderne i Nets ved endnu ikke, hvad fusionen med italienske Nexi får af konkret betydning for deres job og daglige arbejdsliv.

”Det er min forventning, at der flere år frem i tiden vil være uafklarede ting om fusionen. Situationen lige nu kan beskrives lidt som stilhed før storm. Fornemmelsen blandt os tillidsrepræsentanter er, at flere medarbejdere lige nu revurderer deres arbejdsliv og måske er i gang med at se sig om efter andre job”, siger Frank A. Olsen, fællestillidsrepræsentant i Nets.

Fusionen mellem Nexi og Nets, der blev godkendt af myndighederne tidligere i år, resulterer i en af Europas førende betalingsaktører. Lige nu er Nexi ved at fusionere med et andet stort italiensk betalingsfirma SIA, og derfor er den praktiske del af fusionen med Nets sat lidt i bero.

Sproglige udfordringer

Nets har tidligere været involveret i fusioner eller opkøb i blandt andet Norge, Sverige, Finland, Polen, Kroatien og Tyskland. Den aktuelle fusion med Nexi i Italien er en helt anden udfordring.

”Integrationen med Nexi bliver formodentlig vanskeligere, fordi meget få af Nexis medarbejdere under de øverste ledelseslag kan tale engelsk. Det gør det svært at kommunikere, også fordi vi i Danmark ikke kan tale italiensk”, forklarer Frank A. Olsen.

Topchefen i Nexi, Paolo Bertoluzzo, der er den fremtidige CEO i det fusionerede selskab, har enkelte gange været i Danmark, men har endnu ikke givet sig tid til at hilse på medarbejdernes repræsentanter eller til at være i dialog med Finansforbundet i. Det ærgrer Frank A. Olsen.

”Det er tydeligt, at der er en anden fagforeningskultur i Italien end i Danmark, og man lytter ikke så meget til tillidsrepræsentanterne, som man har for vane at gøre i Danmark, og for den sags skyld også i resten af Norden”, siger han.


Da Nets for cirka 10 år siden fusionerede med norske BBS, blev ledelsen placeret i Danmark. Det betød efterfølgende, at flere aktiviteter stille og roligt er blevet flyttet fra Norge til Danmark.

”I dag er medarbejderstaben i Norge halveret i forhold til, da vi fusionerede. I Danmark er beskæftigelsen steget, så vi nu er knap 1.100 medarbejdere”, fortæller Frank A. Olsen.

Det er ikke langt fra de 1.200, man tidligere har været oppe på. Med i betragtning skal tages, at knap 150 medarbejdere blev virksomhedsoverdraget til Mastercard i 2020 i forbindelse med kortgigantens køb af Nets' konto-til-konto services.

Bekymringen i forhold til fremtidens beskæftigelse går på, at topledelsen placeres i Italien.

”Det kan indikere, at flere aktiviteter med tiden risikerer at rykke fra Danmark til Italien, ligesom det skete, da vi i sin tid fusionerede med BBS i Norge. Men vi ved ikke noget endnu”, siger Frank A. Olsen.

Seneste nyt