Man må bare gøre sit bedste

Basisbank havde i juni 2021 meddelt at de ville afgive deres banklicens og været ude i barske nedskæringer, der kostede knapt halvdelen af medarbejderne jobbet. Men i august var der så småt faldet ro på, da Jan Heyn Wael blev opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant, og blev valgt. Nu skulle de videre, udvikling og ikke afvikling. Den gode stemning skulle genskabes, og han troede at det var nu, han kunne give noget godt igen til de kolleger, der to år tidligere havde taget så fint imod ham, da han blev ansat som kreditspecialist.

Men efter kun to måneder som helt ny tillidsrepræsentant, blev alle indkaldt til fællesmøde. Bankens ejere havde besluttet at kaste håndklædet i ringen. Basisbank skulle afvikles og lukkes helt ned. En givetvis forståelig og nødvendig beslutning på grund af reguleringer på markedet, der gjorde det svært at drive en lønsom forretning. Men det var et chok:

”Alle var meget påvirkede også ledelsen. Der havde været en plan, og der var et fantastisk godt samarbejde mellem os. Ledelsen havde været meget åbne og vi havde en fælles linje. Vi skulle se fremad, videre og genskabe den gode stemning – Så det var en bombe, der straks udløste et hav af tanker om min rolle - Jeg var jo tillidsrepræsentant for dem alle - skal følelsen beskrives med et ord, så var jeg nærmest ramt af panik”.

Klejnsmed i Nakskov

Der bliver lidt stille i det store møderum ved det lange sorte mødebord, før Jan taler videre. Udenfor i kontorlandskabet er der næsten øde. De fleste arbejdsstationer er enten helt eller delvis pakket ned. Pludselig er der meget langt til Lolland med alle roerne og det tidligere værft i Nakskov. Byen Jan blev født og voksede op i, og hvor han allerede som 13-årig begyndte sit arbejdsliv hos den lokale købmand, 20 timer om ugen med at fylde varer op og stå ved kassen efter skoletid.

”Det har altid ligget dybt i mig, at vil man have noget, så må man selv tjene sine penge. Jeg var heller ikke så glad for skolen og det boglige. Og havde nogen spurgt mig, om drømmen var et arbejde i en bank, ville jeg have svaret aldrig i livet. Det var simpelthen for kedeligt”, siger han i et forløsende grin, og fortæller videre, at han til gengæld var glad for at bruge sine hænder og havde nemt ved det.

Derfor tog han imod et tilbud om en læreplads som klejnsmed på sukkerfabrikken ejet af Danisco Sugar. Det var også på det tidspunkt han blev valgt som lærlingeformand for Metal Ungdom på Lolland. Han fortæller med et grin, at han stillede op efter et vist gruppepres og med løftet om en kasse øl. Men det var en spændende verden han kom ind i, hvor han også sad med ved bestyrelsesmøderne i den lokale Metal fagforening.

”Det var jeg i 3-4 år, og jeg kunne godt lide at sætte mig ind i overenskomster og hvad der skete i branchen. Men helt afgjort var det også, fordi der var et fagligt sammenhold og jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel og hjælpe andre mennesker”.

Snublede i livet

Jan var flyttet hjemmefra som 18-årig og fik som 21-årig en kæreste og meget hurtigt en lille dreng. Han nåede at arbejde som færdig svend i flere virksomheder. Deriblandt som turbinepasser under roekampagnen og på en fabrik, der lavede kanyler.

Han var glad for arbejdet som klejnsmed og fremtiden så lys ud, indtil han en dag snublede derhjemme. Et hændeligt og dumt uheld, der gik hårdt ud over knæet med både korsbånd- og meniskskade. Lægerne fortalte, at fortsatte han med sit arbejde ville han skulle have et nyt knæ efter ti år. Det gjorde 2009-10 til en svær periode.

”Jeg havde både sygdommen, operationer og genoptræning. Men skulle også genopfinde mig selv. Jeg havde haft en drøm om på et tidspunkt at starte som selvstændig og skulle pludselig finde ud af, hvad jeg i stedet skulle lave resten af mit liv”.

Han valgte at bygge oven på sin viden som klejnsmed og blive maskiningeniør. Flyttede med kæresten til Farum og klarede både det cirka 2-årige adgangskursus og de fire første semestre på uddannelsen som maskiningeniør. Da livet igen som han siger ville noget andet med ham. Han og samleveren gik fra hinanden og pludselig stod han med ansvaret som alenefar til en dreng på seks år.

”Det kunne jeg ikke få til at hænge sammen med et fuldtidsstudie, der krævede den samme mængde tid med lektier hjemme. Jeg troede og jeg forsøgte, men der var ikke timer nok i døgnet. Jeg blev nødt til at stoppe for at passe på mig selv og det ansvar, jeg havde som far”.

Basisbank troede på mig

Men studiet havde ikke været forgæves. Det havde lært Jan, at han var glad for tal. Desuden var hans mor finansøkonom, så han begyndte at læse i nogle af hendes bøger, og blev grebet:

”Det var spændende. Tal havde faktisk også været min stærke side i folkeskolen, og jeg havde nemt ved det. Det havde jeg også haft med mål og beregninger som klejnsmed. Jeg tror, det nok er noget med, at der altid er et facit og et resultat, der ikke er til diskussion. Desuden åbnede uddannelsen som finansøkonom for mange muligheder, hvor jeg tænkte at her kunne jeg blive både revisor, ejendomsadministrator eller arbejde i en bank”.

Det blev så banken. Efter endt studie kom Jan til Basisbank via et vikarbureau i 2019, hvor de kort tid efter slog en stilling op.

”Det var fint at starte som vikar, for jeg havde oplevet, at der i Basisbank var et miljø og en kultur, hvor jeg virkeligt gerne vil være. Desuden havde jeg en afdelingsleder, der så et potentiale i mig, så jeg kom til samtale og fik stillingen”.

Man kan arbejde med tal på mange måder, men Jan lægger ikke skjul på, at det har været en kæmperejse og omvæltning at gå fra at være klejnsmed til at blive kreditspecialist. For selvfølgelig er der en helt anden kultur i håndværksbranchen med en hårdere tone og en mere direkte jargon, men Jan fortæller med et grin at han i studietiden fik ryddet ud i de værste gloser.

”Jeg har været meget åben om min baggrund og der er ingen, der har mødt mig med fordomme. Lige fra første øjeblik jeg trådte ind ad døren i Basisbank, har jeg følt mig godt tilpas. Kollegerne i mit team tog rigtig godt imod mig, og der har været en god stemning. Nu har jeg arbejdet i begge kulturer, og skræller du pynten af, så er forskellen ikke så stor. I begge verdener er vi jo mennesker, der arbejder i teams og skal få det til at fungere sammen, og det her har været en god arbejdsplads”.

Kollegerne og ansvaret for ordentlighed

Derfor er det også ekstra vemodigt for Jan, at det hele nu er slut. For det var ikke lige det han regnede med, da ledelsen ønskede ham tillykke med valget som tillidsrepræsentant og fortalte, at deres dør altid stod åben for ham, hvis han ville drøfte noget. Til gengæld lægger han heller ikke skjul på, at tiden efter fællesmødet i oktober har været slidsom. Han sagde som det første til kollegerne, at de til hver en tid bare skulle komme til ham med det, de havde på hjertet. Derefter måtte han bruge en masse tid på at sætte sig ind i overenskomsten, virksomhedsoverdragelse og alle mulige andre regler.

”Det skal ikke lyde som klynk. Jeg havde sagt ja til at være tillidsrepræsentant. Det måtte jeg tage på mig og stå ved. Men jeg har brugt utroligt meget af min fritid på det her – og det har også stjålet af nattesøvnen ind imellem. Man bliver jo dybt påvirket af at skulle sige farvel til ens kolleger. Jeg har også følt det som et stort ansvar, at det hele gik rigtigt til, og at der ikke blev taget forkerte beslutninger”, fortæller han og har heldigvis oplevet, at ledelsen på sin side har bakket op om, at det skulle ske ordentligt:

”Det her sker jo ikke, fordi jeg og kollegerne har performet dårligt i vores arbejde, så jeg har haft en meget åben dialog med ledelsen omkring det der skal ske, og forhandles på plads. Jeg har også fået en superfin opbakning fra Finansforbundet. Jeg blev simpelthen udstyret med en fast person som beredskab, der var tilgængelig, når jeg havde behov”.

Jeg har gjort mit bedste

Det behov er der ikke længere. Der er to arbejdsdage med en weekend imellem før han med fem andre kolleger fra kreditafdelingen fortsætter lidt længere ned ad vejen til Ikano Bank som overtager bankdelen.

”Rammerne er sat for den videre afvikling her. Jeg har gjort det, jeg kan gøre og har ro i sindet. Jeg får samme job som kreditspecialist, er spændt og glæder mig rigtig meget”.

Dermed er det også slut med hvervet som tillidsrepræsentant. Kasketten kan hænges på knagen. Det er også trist, selvom Jan formentlig ikke havde sagt ja til at blive tillidsrepræsentant, hvis han vidste, hvad der ventede.

På den anden side har det været en spændende udfordring, hvor alle redskaber har været taget i brug, og også en personlig lærerig proces om blandt andet at huske, at passe på sig selv, så det ikke får lov at fylde alle ens vågne timer, at man ind imellem lige skal gå en tur i skoven og få ro i sit hoved. Jan er på ingen måde afskrækket og parat til igen at blive tillidsrepræsentant, eller suppleant hvis lejligheden byder sig. Faktisk har han netop været to dage på kursus, da han er i gang med at tage Finansforbundets grunduddannelse som tillidsrepræsentant, der er fordelt på moduler og tager i alt 17 dage.

”Det har været hårdt, hvor nogen undervejs også har været megafrustrerede. Det er kun menneskeligt og meget forståeligt. Bagefter spørger man selvfølgelig også sig selv, om man har gjort nok. Man må bare gøre sit bedste, og jeg kan godt se mig selv i spejlet. Jeg har hele tiden været der, og prøvet at være synlig”.

Blå bog

1997 Jan er 13 år og arbejdslivet begynder hos købmand i Nakskov, 20 timer om ugen ved siden af skolen.
2000 I lære som klejnsmed og formand for Metal Ungdom på Lolland.
2005 Udlært som klejnsmed med kæreste og barn.
2009 Ulykke sætter stopper for arbejdslivet som klejnsmed.
2016 Starter studie som finansøkonom på Erhvervsakademi Sjælland.
2019 Begynder i Basisbank som vikar, men bliver efter to måneder fastansat som          underwriter/kreditspecialist.
2021 Bliver i august valgt som tillidsrepræsentant.
2022 februar starter som kreditspecialist i Ikano Bank.