Menu luk

Overenskomstforhandlinger 2023 på Færøerne

Til foråret skal der forhandles ny overenskomst for medlemmerne på Færøerne, men forinden skal der holdes et medlemsmøde i november, så personaleforeningen og forhandlerne fra Finansforbundet ved hvilke krav der skal sættes til den nye overenskomst.

31. okt. 2022
2 min

Overordnet går det godt på Færøerne med befolkningstilvækst, rekordhøj beskæftigelse og stort set ingen arbejdsløshed. Men inflationen har også ramt Færøerne, og det kan man virkelig mærke, når man handler dagligvarer - det er blevet meget dyrt.
Heldigvis har vi været forskånet for de el-priser, vi hører om i landene omkring os. Prisen på el er stabil og faktisk lav, sammenlignet med andre lande. Opvarmningen af huse sker dog fortrinsvis med olie og det er blevet meget dyrere. Ordrebøgerne hos varmepumpefirmaerne er tykke, og der lægges i stor stil om til jordvarme.

Med en inflation på over syv procent det seneste år og med rentestigninger oveni, vil medlemmerne forståelig nok have fokus på lønstigninger. Men det betyder ikke, at medlemsmødet er hurtigt overstået, for der er meget at snakke om. Det er ikke alle krav, der nødvendigvis belaster rammen økonomisk. Vi skal også lufte tanken overfor medlemmerne, om man ønsker lønstigninger i kroner i stedet for i procenter denne gang.

Niveauet er lagt

Der er kommet et par nylige overenskomstresultater i hus på Færøerne, og de er fortrinsvis 2-årige og med en ramme på op imod otte procent. Så ’linjen er lagt’ og de kommende forhandlinger heroppe vil ligge i det leje.

Isoleret set er det jo en høj ramme, men med en inflation, der er næsten dobbelt så høj, vil det betyde et reallønsfald. Man må så håbe, at inflationen snart løjer af og kommer ned på et normalt niveau igen.

Grundet Corona fik vi ikke afholdt et medlemsmøde inden overenskomstforhandlingerne i 2021, så vi ser frem til mødet, hvor vi før har oplevet gode debatter med formanden Kent Petersen og forhandlerne fra Finansforbundet.

Umiddelbart efter medlemsmødet vil medlemmerne få et spørgeskema at udfylde, så vi inden årets udgang står med retningen for forhandlingerne. Og så er der kun tilbage at opsige overenskomsten og se frem til datoen for udveksling af kravene.

Spørgsmålet er, om medlemmerne skulle overveje at få lønstigningen i kroner i stedet for procenter? Det vil nok være det mest socialt rigtige.
- Kenneth Samuelsen, formand i personaleforeningen.

Emner

Seneste nyt