Menu luk

Den rigtige bank

Grønland er i disse tider på alverdens læber på grund af den geopolitiske situation, tilhørsforholdet til Danmark og et kommende valg. Det er derfor ikke nemt at bryde igennem med et budskab om et navneskifte på en bankfilial - men lad os prøve.

21. feb. 2025
2 min

Fra tid til anden bliver jeg som kredsbestyrelsesmedlem spurgt ind til, om ”der sker noget nyt oppe nordpå” - og her tænkes der Færøerne og Grønland. Jo da, der sker ting og sager, og man kan roligt sige, at det er i Grønland det sker. 

Navneskifte i Nuuk 

BankNordik på Færøerne vendte i foråret 2024 tilbage til bankens oprindelige navn, Føroya Banki. Et naturligt valg, da man ikke længere har afdelinger i Danmark.

Samtidig annoncerede man en navnekonkurrence i Grønland, for man ønskede et autentisk grønlandsk navn til filialen i Nuuk. 
Interessen for at komme med et bud på det nye navn var overvældende, og der kom over 3.000 bud på, hvad banken skulle hedde. Under stor bevågenhed blev det nye navn til Bankivik - der betyder ’Den rigtige bank’, annonceret.

Ny tillidsrepræsentant

I foråret 2024 stod afdelingen i Nuuk uden en tillidsrepræsentant og der skulle vælges en ny. 

Valget faldt på Johanne Nive Mikkelsen, som dagligt sidder med erhverv i banken. Johanne er i fuld gang med tillidsrepræsentantuddannelsen. Johanne siger, at alt er nyt for hende, men at det er meget spændende. 

”Det er vigtigt at vi har en tillidsrepræsentant i afdelingen - stort set alle er medlemmer og vi har også en grønlandsk bankoverenskomst, som skal passes”, siger Johanne N. Mikkelsen. 

Kulturnat i Nuuk

Vores navneændring til Bankivik er meget godt modtaget og som noget nyt deltog banken i kulturnatten i Nuuk i januar måned. 

Kulturnatten har ligesom være forbeholdt de store virksomheder i byen, men afdelingen i Nuuk var med denne gang og man var meget overrasket over det store fremmøde i banken. 

”Over 2.000 besøgte afdelingen, hvor vi bla. havde arrangeret en skattejagt for børnene og de fik også mulighed for at male pengesedler”, siger Johanne N. Mikkelsen.

Ovenstående er sket inden Trump force One landede i den nye lufthavn i Nuuk og efterfølgende er Grønland kommet på alles læber. Men det er en helt anden historie.  

Johanne N. Mikkelsen, ny tillidsrepræsentant i Bankivik.

Seneste nyt