Menu luk

Pludselig siger det bang

Det er en supersvær situation at være medarbejder i Spar Nord i øjeblikket, vurderer erhvervspsykolog Søren Braskov. Kredsformand Jannie Skovsen er enig.

24. jan. 2025
4 min

Der blev formentlig tænkt på og talt en del om arbejdet over jul og nytår i mange private hjem, der tæller medarbejdere i Spar Nord.

Siden det først i december blev offentliggjort, at Nykredit vil købe Spar Nord, har bankens omkring 1700 medarbejdere ikke haft mange oplysninger derudover at forholde sig til. Det er en slidende og hård situation at være i for flertallet.

Det vurderer Søren Braskov, der er er erhvervspyskolog og partner i Humanact, som blandt andet hjælper virksomheder med at få kulturer til at mødes i forbindelse med fusioner.

”Det er jo meget specielt som medarbejder, at det pludselig siger bang, uden varsel. Mens den øverste ledelse i længere tid bag kulissen har arbejdet med det, der formentlig bliver den nye virkelighed i form af en fusion, er medarbejderne helt uforberedte, når udmeldingen kommer.”

Erhvervspsykolog Søren Braskov: ”Det er en supersvær situation at stå i med så megen uvished."

Mange ubekendte

I og med at fusioner starter i og fra toppen af ledelseslagene, er der et hav af ubekendte – eller næsten ikke andet – for medarbejderne.

”Det er en supersvær situation at stå i med så megen uvished. De ansatte kan jo regne ud, at der vil ske ændringer, bestemte arbejdsopgaver vil formentlig blive slået sammen, for det giver ikke mening at de varetages dobbelt. Men hvad betyder det for den enkelte – det ved man ikke og kan ikke få opklaret i en rum tid heller.”

Dertil kommer, at mange har en stor loyalitet i forhold til det sted, de arbejder. Man kan føle sig ført bag lyset af sin arbejdsplads og have bekymringer i forhold til den kultur, der vil herske efter en fusion.

”Jeg forestiller mig, at Nykredit og Spar Nord har ret forskellige kulturer og ledelsesstil, og det skal jo nu i et større eller mindre omfang mingles sammen. Hvor meget eller hvor lidt man bliver ved at være lillebror på den lange bane i Spar Nord er svært at forudse. Men det er den slags, mange vil spekulere over.”

"...for langt de fleste mennesker vil det være forbundet med for meget usikkerhed, til at man føler sig godt tilpas i det.”
- Erhvervspsykolog Søren Braskov.

Nye chancer

Rundt om i Spar Nord er der givetvis også dem, der ser det som en spændende periode, der venter:

”Der er givetvis nogen, der kan se de chancer og muligheder, der åbner sig for den enkelte i disse processer. Men for langt de fleste mennesker vil det være forbundet med for meget usikkerhed, til at man føler sig godt tilpas i det.”

Eftersom Spar Nords hovedkvarter ligger i Aalborg og det er slået fast, at koncernhovedkvarteret – hvis fusionen godkendes - fremadrettet skal være i København, kan der også være utryghed i forhold til, hvor den enkelte skal møde fysisk på arbejde på den længere bane.

”I nogle situationer kan det give et vældigt sammenhold, når der lægges pres på organisationen med udmelding om en fusion. Men desværre kan det også splitte medarbejdergrupper, blandt andet fordi der vil være forskellige tilgange til, hvor positiv eller bekymret, man bør være. Det kan også handle om alder og funktioner, hvor meget knowhow man sidder med.”

Kort lys

Erhvervspsykologen råder til, at man som medarbejder forsøger at affinde sig med en kort tidshorisont.

”Det er vanskeligt, for vi mennesker kan godt lide tryghed. Mange bankansatte sætter formentlig også pris på stabilitet og lang tidshorisont,” siger Søren Braskov.

Samtidig må man prøve at tænke strategisk – hvor er mulighederne for dig i det nye set-up? Hvem er gode at tale med det om? Din nærmeste leder eller din tillidsrepræsentant kan være bud.

”Men man må prøve at favne det. Virkelig spise elefanten i småbidder og berolige sig selv med det, man ved. At der ikke sker noget lige nu og her – og at man ikke ved, hvordan det ender.”

"Det kan sagtens være, at nogle ser muligheder - men langt de fleste efterspørger vished."
- Jannie Skovsen, kredsformand.

Jannie Skovsen, formand for Finansforbundet Spar Nord Kreds, er enig i Søren Braskovs betragtninger og anbefalinger:

"Forandringer betyder utryghed. Det kan sagtens være, at nogle ser muligheder - men langt de fleste efterspørger vished. Forskellige reaktioner er forventelige, al den stund vi ikke er ens. Og fordi vi ikke har eller ser samme muligheder i den nye organisation", siger hun og fortsætter:

"De unge ser på de gamle og tænker, pyha de er heldige. De ældre ser på de unge – og tænker præcis det samme. Uanset alder er langt de fleste glade for deres job og ikke mindst deres kolleger og ledere. Derfor er usikkerheden om egen og andres fremtid en menneskelig bekymring."

Formanden forklarer, at kredsens - det vil sige kredskontor og tillidsrepræsentanters - opgave og rolle lige nu er at tage sig af de sædvanlige dagligdagsopgaver i banken og i forbundet:

"Og samtidig skal vi varetage den vigtige opgave at støtte vores medlemmer og varetage deres interesser under forandringen."

Nykredits opkøb af Spar Nord

Nykredit har budt 24,7 milliarder kroner for Spar Nord.

Handlen ventes at kunne gennemføres i første halvår af 2025.

Det er meldt ud, at man ønsker at bevare Spar Nord brandet, men at der vil ske jobfrafald.

Koncernhovedsæde bliver Nykredits nuværende, i København.

Med et opkøb bliver det den tredje største bank i Danmark. 

Nykredit ejer i dag knap 29 pct. af aktierne i Spar Nord, hvor Spar Nord Fonden er største aktionær.

Seneste nyt