Menu luk

De er medarbejdernes bedste talerør i bestyrelsen

Kredsens formand Jarl Oxlund og næstformand Gitte Larsen stiller sammen op til MAB-valget, fordi de i bankens bestyrelse kan gøre en forskel for kollegerne. Hver dag beskæftiger de sig med medarbejdernes arbejdsforhold og via samarbejdet med de tillidsvalgte i banken, har de fingeren på pulsen.

1. feb. 2022
4 min

”I bankens bestyrelse får jeg en viden om den retning, banken bevæger sig i. Den viden er vigtig i mit daglige arbejde med at repræsentere medarbejderne og gøre en forskel for dem”, siger kredsformand Jarl Oxlund. Han har de seneste to perioder været medarbejdervalgt bestyrelses-medlem (MAB) i bankens bestyrelse, og til MAB-valget sidst i februar, håber han at blive valgt til endnu en periode.

Gitte Larsen, næstformand i kredsen siden oktober 2020, stiller op til MAB-valget og håber, at hun og Jarl kan sætte sig på to af de fire pladser, som medarbejderne har i Sydbanks bestyrelse.

”For mig er der en lige linje mellem at sidde i kredsbestyrelsen, samarbejdsudvalget og bankens bestyrelse. Som næstformand er mit fokus sammen med den øvrige kredsbestyrelse og de tillidsvalgte at varetage medarbejdernes interesser hver dag. Derfor bør jeg også vælges til bankens bestyrelse”, siger Gitte Larsen.

”I bestyrelsen er vi medarbejdernes talerør, og den rolle har vi fra kredsbestyrelsen bedst mulighed for at varetage, fordi vi hver dag beskæftiger os med medarbejdernes arbejdsforhold og via samarbejdet med de tillidsvalgte i banken, har fingeren på pulsen i hjertet af - og i alle hjørner af banken”, uddyber Jarl Oxlund.

Vælg en ekspert i organisationen
Finansforbundets formand Kent Petersen opfordrer medlemmerne til at vælge en repræsentant til bestyrelsen, som har erfaring som tillidsvalgt.

”Det er vigtigt, at medarbejderne vælger en repræsentant, som også er en del af bankens sam-arbejdsudvalg (SU), fordi det sikrer en sammenhæng mellem de emner, der behandles der og i bestyrelsen. Derfor giver det rigtig god mening, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har baggrund som tillidsvalgte i det faglige system og kredsbestyrelsen, fordi der her ligger den største viden om, hvad der rører sig blandt medarbejderne. Man kan sige, at de er eksperter i organisationen, og det er netop den viden og rolle, de skal varetage i bankens bestyrelse”, siger Kent Petersen.

Uenighed kan udvikle banken
Jarl Oxlund har stor indsigt i sektoren via arbejdet i Finansforbundets hovedbestyrelse. Samtidig er han som kredsformand vant til at forhandle med HR, direktionen og den øvrige ledelse.

”Min motivation for at stille op er, at jeg gerne vil have de bedste forudsætninger for at gøre en forskel for mine kolleger. For at de trives på en sund arbejdsplads i en børsnoteret virksomhed, der fortsat står stærkt i sektoren. Jeg har den holdning, at uenighed i en sober tone skal til, for at udvikle Sydbank”, siger kredsformanden.

Gitte Larsen er i dag medlem af SU, Forhandlingsudvalget, Arbejdsmiljøudvalget og Kompe-tenceudvalget og repræsenterer også medarbejderne i Sydbanks Engagements Undersøgelse.
”Mine mærkesager er et godt arbejdsmiljø – både fysisk og psykisk, trivsel og kompetenceud-vikling. Vi skal have et holdbart arbejdsliv – hele arbejdslivet”, siger hun.

Man skal bruge sin stemme i bestyrelsen
Stemmerne i bankens bestyrelse vægter ens, uanset om det er de medarbejdervalgtes eller de repræsentantskabsvalgtes. Det oplevede Jarl Oxlund tæt på, i efteråret 2019, da den daværende bestyrelse var splittet i forhold til hvilken strategi, Sydbank skulle følge. ”Det var en voldsomt hektisk periode, hvor familien undrede sig over at jeg sov med støvlerne på, og hvor jeg ikke turde kigge på min telefonregning – mobilen var rødglødende.

Så en MAB-post i bankens bestyrelse handler ikke kun om at lytte og samle viden op. Når det gælder, skal man aktivt søge indflydelse, også når det betyder, at man må kaste sig ind i en magtkamp, som man ikke kan vide hvor lander – for én selv. Derfor er det personlige mod så vigtigt.

I 2019 var resultatet, at Sydbanks eksisterende strategi stod sin prøve, og at fire repræsentant-skabsvalgte forlod bestyrelsen”, forklarer Jarl Oxlund.

Lovgivningen betyder, at der kun er halvt så mange medarbejdervalgte, som der er repræsen-tantskabsvalgte bestyrelsesmedlemmer i Sydbanks bestyrelse.

”Derfor kræver det også robusthed at være medarbejdervalgt i det løbende bestyrelsesarbejde fordi du pr. definition er i undertal, når du repræsenterer Sydbank, som arbejdsplads”, fremhæver Jarl Oxlund.

Hver medarbejder i banken har to stemmer til MAB-valget, som skal fordeles på to forskellige kandidater. Gitte Larsen og Jarl Oxlund håber, at de begge to vil blive valgt – med rigtig mange stemmer, der viser en opbakning til det arbejde, som de udfører i det daglige.

”Modet til at repræsentere mine kolleger har jeg masser af som næstformand i kredsen og mangeårig tillidsvalgt. Derfor vil jeg være en god repræsentant for medarbejderne i bankens bestyrelse”, siger Gitte Larsen.

Fakta om MAB-valget
Valget igangsættes den 21. februar, hvor de stemmeberettigede modtager en besked i deres e-boks. Medarbejderne har hver to stemmer til rådighed. Man kan kun afgive én stemme pr. kandidat. Der er opstillet syv kandidater, og de fire kandidater, der får flest stemmer, er valgt. Resultatet forventes offentliggjort den 4. marts.


Emner

Seneste nyt