Du risikerer at banken modregner din 6. ferieuge i en opsigelsesperiode
Uanset om du bliver opsagt af banken eller selv siger op, kan du risikere, at banken kræver hele 6. ferieuge afholdt i opsigelsesperioden, såfremt der er 37 timer i timebanken - for så vidt du er fuldtidsansat.
Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening er ikke enige om, hvordan reglerne omkring udbetaling/afholdelse/modregning af 6. ferieuge skal tolkes, og der er endnu ikke præcedens på området.
Timebanken består af merarbejde, diverse tillæg, omsorgsdage og 6. ferieuge. Det betyder, at når du vil holde fri og bruge af saldoen i din timebank, kan man ikke umiddelbart se, om du afspadserer merarbejde og tillæg, bruger omsorgsdage eller holder 6. ferieuge-dage.
Derfor råder vi til, at du aftaler det med din leder, når du bruger dine 6. ferieugedage eller får dem udbetalt, og samtidig sørger for at registrere det i Tidsregistrering i rubrikken ”Fri tekst”, eller du kan fx skrive det i en mail til din leder, når din afdeling planlægger ferie/indgiver ferieønsker. Vores råd er derudover, at du bruger 6. ferieugedage før du bruger afspadsering og omsorgsdage.
Det er vigtigt, at du efterfølgende kan dokumentere at du har brugt - eller fået udbetalt årets 6. ferieuge, for at stå bedst i en sag i forhold til at undgå modregning i en opsigelsessituation.
Dine omsorgsdage og din 6. ferieuge indsættes direkte i timebanken. Det betyder at du selv bestemmer, om du vil holde fri eller ønsker pengene udbetalt, hvilket er et resultat af overenskomsten fra 2020.
Omsorgsdagene tildeles hvert år d. 1. januar og 6. ferieuge tildeles hvert år d. 1. september.
Hvis du er i tvivl om reglerne, er du altid velkommen til at tage fat i din tillidsrepræsentant.