Det fagpolitiske arbejde er spændende
”Jeg har aldrig set mig selv som politiker, men det er gået op for mig, at min deltagelse i Finansforbundets politiske ansvarsområder er at arbejde politisk, hvor der er dialog og drøftelser med andre tillidsfolk, og det er ret spændende”, siger Gitte Larsen, bestyrelsesmedlem i Finansforbundet Sydbank Kreds.
Deltagelse i de politiske ansvarsområder er af stor værdi for Gitte Larsen, der siden marts 2013 har været kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet Sydbank Kreds.
”I kredsen er der meget praktisk arbejde forbundet med, at jeg fungerer som områdeansvarlig for en gruppe tillidsmænd i et geografisk arbejde. Derfor betragter jeg det fagpolitiske arbejde i Finansforbundets politiske ansvarsområde som flødeskummet i mit hverv”, siger Gitte Larsen med et smil.
At arbejde i et ansvarsområde kan godt sammenlignes med at være politiker.
”Jeg har aldrig set mig selv som politiker, men det er gået op for mig, at min deltagelse i de politiske ansvarsområder er at arbejde politisk, hvor der er dialog og drøftelser med andre tillidsfolk, og hvor man arbejder med at finde løsninger. Det er spændende at være en del af”, siger hun.
Arbejdsmiljø har i mange år været Gitte Larsens store fagpolitiske interesse. Hun sidder i Sydbanks Arbejdsmiljøudvalg og i SU, og i Finansforbundet har hun i en årrække været kredsens repræsentant i de ansvarsområder, der arbejder med arbejdsmiljø.
”Det er praksisnært for mig at være i ansvarsområdet Arbejdsliv og Trivsel (AOT), og jeg har stort udbytte af de oplæg ude fra og den erfaringsudveksling med deltagerne i området fra andre kredse, som de fire årlige kredsteammøder indeholder. Jeg har aktuelt været med i en arbejdsgruppe om det fysiske arbejdsmiljø under ansvarsområdet, hvilket også er givende for mig”, fortæller Gitte Larsen.
Forberedelse er vigtig
Før de kvartårlige møder i ansvarsområdet, som typisk holdes i Finansforbundet i København, forbereder hun mødet med kolleger fra kredsbestyrelsen.
”Jeg er kredsens primære repræsentant i Arbejdsliv og Trivsel, og jeg holder et formøde med kredsens sekundære repræsentant i ansvarsområdet og nogle gange er sponsoren, som enten er kredsens formand eller næstformand, med til mødet. Her drøfter vi dagsordenen og de holdninger, kredsen har til de emner, der skal behandles på kredsteammødet. Det betyder, at jeg har et klart mandat med mig. Vi afklarer også, om vi begge skal tage til mødet, eller om det er nok, at jeg deltager”, forklarer Gitte.
Formødet og forberedelsen er vigtig for hende.
”Hvis ikke man er godt forberedt til mødet i ansvarsområdet, får man ikke det samme ud af at deltage. Som deltagere i et ansvarsområde skal vi yde vores ypperste, og derfor skal man møde velforberedt op. Det forsøger jeg selv at være, og jeg forventer det samme af andre”, understreger hun.
Samspillet med sekretariatet er vigtigt
Afgørende for at Gitte Larsen kan udfylde sin rolle i ansvarsområdet godt, er, at samarbejdet med sekretariatet fungerer. For Gitte er det vigtigt, at hun imellem møderne kan søge viden og sparring i sekretariatet, og at der til kredsteammøderne er gode og fyldige dagsordener. Gitte har oplevet, at der ikke er medsendt noget videre materiale ud sammen med dagsordenen. Og så er hun dukket op til mødet og opdager, at der i virkeligheden er meget mere fylde i dagsordenspunkterne, end der fremstod.
”For mig er det en klar fordel, at der er en udførlig dagsorden for mødet, og at jeg gerne modtager noget materiale at se på forhånd. For så vil jeg kunne være bedre forberedt til mødet”.
Corona-epidemien har ført til et boom i onlinemøder. Gitte Larsen mener, at man bør kigge på mødestrukturen i de politiske ansvarsområder.
”Kredsteammøderne er vigtige, fordi jeg her har mulighed for at møde KB-medlemmer fra andre kredse, og fordi det er her vi debatterer og udvikler nye indsatser sammen. Men som supplement til de normale heldagsmøder kunne man overveje at holde for eksempel to kortere onlinemøder af et par timers varighed. Det afhænger selvfølgelig af dagsordenen, om emnerne egner sig til onlinemøder. Men ingen tvivl om, at det ville kunne spare noget transport og tid for os, der rejser fra Jylland til København”.