Martins 4 råd: Sådan får du nye medlemmer som TR
Martin Bache er tillidsrepræsentant i Nordea og er god til at få nye kolleger til at melde sig ind i Finansforbundet. Få hans gode råd her.
Tillidsrepræsentant i Nordea Martin Bache fik et velfortjent klap på skuldrene, da han for nyligt blev hyldet med truthorn, konfettirør og kage.
Du kan se, hvordan overraskelsen gik for sig i videoen længere nede i artiklen.
Den 48-årige tillidsrepræsentant skiller sig nemlig ud i statistikkerne som en af de tillidsrepræsentanter, der har fået allerflest nye medlemmer til at melde sig ind i Finansforbundet.
Han har nogle gode råd til andre, der gerne vil gøre ham kunsten efter.
Martin Baches 4 gode råd
- Gå struktureret til værks
Martin Bache går medlemslisterne igennem og sammenholder dem med, hvilke nyansatte der er kommet til. Herefter rækker han ud til dem en efter en og fortæller om fordelene ved at være medlem af Finansforbundet. Her fremhæver han både forsikringer, arrangementer samt den støtte, forbundet kan yde, hvis der opstår problemer med ledelsen. - Glem e-mail – chat eller personlig snak virker bedre
I en bugnende indbakke kan en e-mail fra tillidsrepræsentanten nemt forsvinde i mængden. Martin Bache foretrækker en personlig snak. Ofte starter han dog med at sende en chatbesked for at spørge, om kollegaen har lyst til en kort snak. - Vær opmærksom på kulturforskelle
I Martin Baches område er der mange udlændige. Derfor er han opmærksom på, at der er kulturforskelle, som skal tages hensyn til. Han har god erfaring med at tage den indledende snak selv – og så sende kollegaen videre til Finansforbundets hverveteam, som så kontakter vedkommende og sætter flere ord på. - Følg op på et nej
Hvis en kollega har sagt nej til at blive medlem, følger Martin Bache altid op. Han spørger ind til, hvorfor de har forbehold, og så prøver han at imødekomme nogle af de forbehold.
Martin Bache uddyber sine råd i videoen herunder – hvor du også kan se, hvordan han reagerede, da han blev overrasket med kage, konfetti og truthorn.
Pludselig blev Martins onsdag meget festlig
Se Martins ansigtsudtryk, da vi afbrød hans møde med konfetti, truthorn og kage. I videoen uddyber han sine råd.