Pensionsdebatten kræver fokus på fornuft og fleksibilitet

Af: Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet 

(Klummen har også været bragt hos FinansWatch)

Vi lever længere, demografien ændrer sig – og derfor er der mange gode grunde til, at pension er en brandvarm, politisk debat. Men hvor længe skal vi arbejde? Sparer vi for lidt eller for meget op? Og skal vi kunne bruge pensionsopsparingerne til andet end pension?

Pension er vigtigt. For det enkelte menneske, for vores velfærd og for vores samfund. Det kræver en debat med blik for ansvarlighed, balanceret fleksibilitet og sund fornuft.

Se nærmere på indretningen af arbejdslivet

Det mest iøjnefaldende – og tilbagevendende – tema på pensionsdagsordenen er tilbagetrækningsalderen og de særlige udfordringer omkring nedslidning og nedslidte. Det er et konkret problem for mange, som fysisk eller psykisk er mærket af et langt liv med hårdt arbejde på den ene eller anden måde.

Selvfølgelig skal der være rimelige løsninger for mennesker, der er for nedslidte til at gå på arbejde. Nedslidning må aldrig blive en naturlig konsekvens af at passe sit job.

Men i stedet for kun at fokusere på alder og tilbagetrækningskriterier bør vi i højere grad rette fokus mod årsagerne til mange af problemerne:  Nemlig indretningen af vores arbejdsliv.

Der er kort sagt behov for, at det i højere grad både er psykisk og fysisk holdbart. Det handler både om et godt mentalt og fysisk helbred, men om også anerkendelse, udviklingsmuligheder, jobmobilitet og fleksible muligheder for at trække sig gradvist fra arbejdsmarkedet.

Sideløbende med at løfte et helt nødvendigt ansvar for nedslidte, er det nødvendigt, at debatten om pension også handler om at skabe bedre muligheder for dem, der kan og vil blive på arbejdsmarkedet.  

 ’Den gode pensionering’ bygger i stort omfang på fornuftig nedtrapning. For rigtig mange er arbejdet ikke kun et arbejde, men en væsentlig del af vores identitet og sociale liv. Derfor er bør vi også se nærmere på, at vi i dag som oftest har faktisk har ’fuldt stop’ i overgangen fra arbejdsliv til ’pensionistliv’.

I stedet bør vi tænke i løsninger, som kan gøre overgangen fra lønmodtager til pensionist langt mere fleksibel og mere flydende. Det er en vigtig del af den samlende løsning, at arbejdspladser- og arbejdsliv giver mening for mennesker, der kan og vil arbejde efter ’pensionsalderen’.

Behov for fleksibilitet med fornuft

I det hele taget er fleksibilitet et nøgleord i debatten. Den skal vi finde uden at sælge ud af det arvesølv, som pensionssystemet er for vores samfund og for den enkelte.

Vores pensionssystem og pensionsopsparinger er på mange måder en succeshistorie. Faktisk i en grad, der medfører international misundelse over funktionen som ekstremt værdifuldt sikkerhedsnet for den enkelte og for samfundsøkonomien.

Systemet fungerer faktisk grundlæggende så godt, at der parallelt med spørgsmålet tilbagetrækningsalder den seneste tid spiret også har spiret en anden debat frem. Den handler om flere og fleksible muligheder omkring opsparingerne for den enkelte, fordi vi i disse år jo også for alvor ser effekten af arbejdsmarkedspensioner og personlige opsparinger. Her er problemstillingen en anden, fordi opsparingerne faktisk er så solide, at midlerne kunne gøre større nytte på andre tidspunkter i livet. Sådan lyder argumenterne i al fald.

Fælles for både folkepension, arbejdsmarkedspensioner og de private opsparinger er det basale i systemet for både den enkelte og samfundet: Hvis vi udskyder behov lige nu, får vi en akkumuleret gevinst i det lange løb.

Det betyder også, at prisen for at frigøre midler i de første år kan koste rigtig meget i det det lange løb. Både i kroner og øre, men jo også for fleksibiliteten i de sidste år på arbejdsmarkedet. Det handler om basal opsparing og renters rente - dét grundlæggende princip har det faktisk med at forsvinde fra debatten.

Forandringerne på vores arbejdsmarked kræver, at vi alligevel skal se nærmere på delelementer, hvor en mere fleksibel tilgang vil give mening: F.eks. via deludbetaling af pensionsmidler for personer over 60 år eller en fleksibilitet på toppen af opsparingen i særlige tilfælde. Det kunne også være at øge indskudsgrænsen for ratepensionen og gøre den mere fleksibel, så den netop kan bruges i en fleksibel tilbagetrækning.

Det afgørende er, at vi ser nysgerrigt på muligheder for fleksibiliteten med udgangspunkt i sund fornuft og med et skarpt øje for konsekvenserne. For fleksibiliteten er der et meget tydeligt behov for, men det er ikke nødvendigvis via pensionsmidlerne, at vi skal finansiere forskellige behov for arbejdslivspauser, boligkøb eller faglige og uddannelsesmæssige sporskift.

Debatten er kun lige begyndt

Pensionsdebatten er så stor og vidtrækkende, at vi ikke bliver færdig med den foreløbig.

Lad os tage debatten med fokus på, at systemet og fornuftige pensionsopsparinger er en hjørnesten for den enkelte og for vores samfund. Det skal vi værne om og forny med blik for ansvarlighed hånd i hånd med fornuftig fleksibilitet.