Menu luk

"Selv om jeg røg ud, føler jeg mig som vinder"

Bikagen satte punktum for Shaun Mamoi i Bagedysten, men det er ikke slut med at bage ved siden af jobbet som Senior Business Analyst i Danske Bank.

12. nov. 2024
2 min

”Jeg skal nok lade være at spørge ind til Bagedysten”.

Vagten ved indgangen til Danske Bank var klar over, at der ventede Shaun Mamoi en dag med mange spørgsmål til netop hans exit i konkurrencen, da han mødte på arbejde i Danske Bank mandag.

”Mange af mine kolleger har sagt: ”Jeg tror på, du er med helt til finalen”. Og jeg har selvfølgelig måttet holde kortene tæt til kroppen og har ikke kunnet sige noget,” siger Shaun Mamoi, der er Senior Business Analyst i banken.

”Det har været en fantastisk god oplevelse at være med. Jeg har fået så mange gode kommentarer af alle slags – for mit bagværk og for den jeg fremstår som i programmet.  For nylig blev jeg bedt om at sende en filmet hilsen til en af mine kollegers barn, der havde fødselsdag. Alle har været så søde og heppet på mig.”

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Bikagen stod ikke knivskarpt, som øve-udgaven ellers gjorde.

Tid til dates

Som vi tidligere har fortalt i Nyhedsbrevet Finans, er der også en del kvinder, der har vist interesse for at komme på date med ham, drikke en kop kaffe eller træne sammen. Og nu er han klar til det.

”Jeg ville vente, til alle vidste, hvordan det gik for mig. For jeg bryder mig ikke om at være hemmelighedsfuld.”

Men nu ved seere af Den Store Bagedyst på DR, at bikuben satte punktum og ikke blev det mesterværk, han havde tænkt sig.

”Jeg havde jo øvet mig, og tidligere bagt den, så den stod knivskarpt. Men små detaljer kan få en hel kage til at kollapse. Jeg kunne godt finde på at prøve at bage den igen og se den stå knivskarpt en gang til.”

Små detaljer kan få en hel kage til at kollapse.
- Shaun Mamoi

Mandag var der mange søde bemærkninger til Shaun Mamoi:

”Både i indbakken, i Teams og når jeg bevæger mig rundt på gangene. Selv om jeg røg ud, føler jeg mig som vinder, med alle de venskaber og reaktioner, jeg har fået ud af det.”¨

”Og så stopper min rejse med bagning ikke, jeg har meget mere, der skal prøves af,” siger han og henviser til sin Instagram, hvis du har lyst til at følge ham videre: madeinscandinavia


Emner

Seneste nyt