Fra Jyske Bank til Gaza: Susanne sagde sit job op for at arbejde i verdens brændpunkter

Hvad ville jeg fortryde, hvis jeg dør i morgen?

Men rigtigt er det. Den 54-årige Susanne Plesner-Bloch Pedersen er som en af de sidste danskere på vej ind i Gaza, mens krigen mod Israel er på sit højeste. Og her er hun i løbet af de følgende 14 dage øjenvidne til oplevelser, hun aldrig havde forestillet sig, da hun hver dag tog på arbejde hos Jyske Bank i Silkeborg. 

Men hvordan ender en finansansat med 30 års anciennitet i Jyske Bank med at sige sit velbetalte job op for at rejse til krigshærgede områder rundt om i verden?

”Jeg var sindssygt glad for mit job. Jeg sad med fagansvar på kundesiden og fagansvar på kundedata, KYC, AML og alt, hvad der bimlede og bamlede på det tidspunkt. Men jeg var tæt på de 50 år, har ingen børn og var kommet til et sted i mit liv, hvor jeg tænkte over spørgsmålet, hvis jeg dør i morgen, hvad ville jeg så fortryde, at jeg ikke fik gjort?” forklarer Susanne Plesner-Bloch Pedersen. 

Og for hende var svaret på det spørgsmål at rejse ud i verden og arbejde.

Hun startede med at søge orlov og tage til Zambia, hvor hun arbejdede syv måneder for en lille privat NGO, der drev et uddannelsessted og en børnehave. 

Efterfølgende fik hun orlov igen og var både i Zambia, Kenya og Tanzania, og hver gang vendte hun tilbage til banken og de bunker af papirer, hun havde efterladt på skrivebordet. Og hver gang var der sket noget i hendes hoved, der til sidst fik hende til at træffe det endelige valg.

”Jeg kunne ikke forlange mere opbakning fra banken, end jeg havde fået på det tidspunkt. Jeg var god til det job, jeg havde, og jeg var på den rigtige hylde, men nu var kimen blevet lagt, og jeg havde fundet ud af, at der også var brug for en person som mig ude i verden, så jeg tog et aktivt valg om at gøre noget andet,” fortæller hun.

Hun satte derfor sin underskrift på sin opsigelse i september 2021 og fik herefter job i Læger uden Grænser. Hun har nu været udsendt fem gange. I første omgang til områder med hungersnød som Sydsudan og Nigeria. Herefter har hun rejst til krigszoner i Libanon og Gaza. 

Nyhedsbrevet Finans fanger hende på en Teams-forbindelse fra Nairobi, hvorfra hun inden længe skal videre til Khartoum i Sudan, hvor en voldsom borgerkrig lige nu hærger og betyder, at 25 millioner mennesker ifølge Læger uden Grænser har brug for hjælp – halvdelen af dem børn.

Står standby 24 i døgnet

Når hun er ude på mission, består Susanne Plesner-Bloch Pedersens job af administrative opgaver inden for finans og HR.

”Jeg er go-to personen, hvis der er noget galt. Og HR har ikke en åbningstid og en lukketid, når man er ude. Det er 24 timer i døgnet,” siger Susanne Plesner-Bloch Pedersen.

Hun forklarer, at det gælder alt fra at sørge for, at der er mad, rengøring og et sted at sove for alle dem, der arbejder for Læger uden Grænser. Det gælder både for dem, der kommer udefra, men også de lokale. 

”Det kan også være, at vi kommer hjem fra en dag, hvor der har været mange døde. Hvordan er det lige, at vi debriefer og får talt med hinanden om det, for det er vi nødt til, når vi har været ude for nogle hårde oplevelser,” siger hun.

Og selvom hun ikke har arbejdet direkte med HR i Jyske Bank, trækker hun på mange af sine tidligere kompetencer.

”Jeg ville ikke kunne udføre mit arbejde så godt, hvis jeg ikke havde haft min baggrund i Jyske Bank,” siger hun og understreger, at hun også har en masse andet at byde ind med.

”Jeg har en naturlig interesse i mennesker. Og så har jeg også en alder og en livskompetence, hvor jeg har noget at byde ind med,” siger Susanne Plesner-Bloch Pedersen.

Intet nyt er godt nyt

Men hvordan påvirker det så Susanne Plesner-Bloch Pedersen at være i sådanne krisesituationer?

”Det er et aktivt valg. Ligesom det var et aktivt valg at træde ud af den beskyttede bankverden for at gøre det, jeg gør i dag. Det skal ikke misforstås. Det er slet ikke fordi, jeg er overmenneskelig, men jeg tror, at jeg er meget grounded og meget afklaret med mine valg,” siger hun.

Det værste er faktisk familien derhjemme. 

”Det er jo som en soldat, der drager ud. Hvis jeg bliver kidnappet, så har jeg aftalt med min familie, hvilket spørgsmål, der skal stilles og være mit ’proof of life’. Qua min bankbaggrund har jeg også fuldstændig styr på min sidste vilje, mit testamente og hvem der skal arve hvad.”

Alligevel påvirker det hende, når hendes snart 85-årige far kan følge med i krigens rædsler i fjernsynet, mens hun er i Gaza.

”Til sidst sagde jeg til min far, kan du ikke bare skrue væk fra News og over på Godmorgen Danmark, fordi det er jo bare repeat, repeat, repeat på situationen i Gaza? Og faktisk lukkede min familie til sidst ned for alt det der. De havde ikke brug for flere detaljer.”

Derudover har hun forsikret familien om, at de ikke skal blive bekymrede, hvis der går tid imellem, at de hører fra hende.

”Jeg siger altid til dem, at intet nyt er godt nyt. Hvis I ikke hører noget fra mig, så kan det helt lavpraktisk skyldes, at der ikke er noget internet. I ved, at skulle det værste ske, så skal I nok høre om det fra andre,” forklarer Susanne Plesner-Bloch Pedersen.

Tilbage til finans?

På trods af familiens forbehold er det nu krigszonerne, der trækker, når hun skal på mission. Og allerhelst vil hun så tæt på kerneopgaven som muligt. Da hun var på sin første mission i en flygtningelejr i Sydsudan, brugte hun altid nogle timer af sin ugentlige fridag om søndagen på at tage på hospitalet, hvor hun kunne hjælpe og snakke med patienterne.

”Det, der giver mig allermest motivation, det er, når jeg forlader min kontorstol og går ud i virkeligheden. Det kan godt være, at det lyder latterligt, men det giver mig værdi, hvis jeg på hospitalet i Gaza ser min kolleger bære sårede ind. Så tænker jeg, jeg har været med til at ansætte de her folk, og jeg er en del af den kæde, der hjælper.”

På den indimellem lidt hakkende Team-forbindelse fra værelset i Nairobi bruger Susanne Plesner-Bloch Pedersen ivrigt sine hænder, mens hun fortæller. 

Der skal ikke meget andet end et lille stikord til, før hun ivrigt kaster sig ud i lange malende beskrivelser af sit arbejde og mødet med de lokale.

Men på spørgsmålet om hvorvidt hun nogensinde kunne finde på at vende tilbage til et job i den finansielle sektor, stopper hun alligevel op, efter hun med et hurtigt, kategorisk ”nej” har afvist den tanke.

”Jeg er jo født og opvokset i finans og Jyske Bank, og jeg er totalt grøn i hjertet, så jeg vil aldrig sige aldrig. Men svaret lige nu og her er helt bestemt nej,” fortæller Susanne Plesner-Bloch Pedersen, inden hun skal til at gøre klar til de opgaver, der venter hende de kommende måneder i det krigsplagede Sudan.