Menu luk

Mette lavede sjov med svindler: ”Det er bedre de spilder tiden på mig”

Mette Winther Eriksen indledte en sms-korrespondance om alt fra fiktive familiemedlemmer til aftensmad med en svindler. Hun har delt sin oplevelse for at sætte fokus på svindlernes metoder.

7. apr. 2025
4 min

Ding. Mette Winther Eriksens telefon bipper. Hun er på arbejde, men kigger alligevel på den sms, der er tikket ind fra et nummer, hun ikke kender.
 
”Min første tanke er åh nej,” fortæller den 52-årige servicemedarbejder i Sydbank.
 
Beskeden fra det ukendte nummer lyder: ”Moar! Min tlf. er gået i stykker. Sig til, når du ser denne besked”. 
 
Men Mette Winther Eriksens bekymring går ikke til barnet, der har mistet sin telefon, for hun har ingen børn. Hendes åh nej-tanke opstår som en frustration.
 
”Jeg vidste bare, at det var et svindelnummer. Det var jeg 180 procent sikker på,” fortæller hun.
 
Udover det åbenlyse i, at hun ikke har børn, så kender hun også til de mange forskellige svindelmetoder i kraft af sit arbejde i Sydbank, hvor hun ofte har svindelramte kunder i røret.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Mette Winther Eriksen har hørt om alverdens svindelnumre og metoder, når frustrerede og flove kunder ringer ind. Foto: Privat

Huskede du ønskesedlen fra Conny?

Hun tager derfor en hurtig beslutning om at få lidt sjov ud af situationen.
 
I løbet af de næste timer holder hun derfor gang i korrespondancen. Her prøver svindleren ihærdigt at overbevise hende om, at hun skal overføre penge til en ny telefon, mens Mette Winther Eriksen bidrager til samtalen med spørgsmål som ”hvordan gik samtalen”, ”huskede du ønskesedlen fra Conny”, og ”hvad har du handlet til aftensmad?”
 
Hun får aldrig svar på sine spørgsmål, men det er heller ikke hendes ærinde.
 
”Al den tid de bruger på mig, der svindler de ikke gamle Erna, Ellen, Kurt eller Poul. Det er bedre, at de spilder tiden på mig,” siger hun og griner.
 
Hun bliver dog straks alvorlig igen på spørgsmålet om, hvad hun synes om svindlerne og deres metoder.

”Jeg synes simpelthen, at det er så lavt. Vorherre bevares, hvad er det for nogen mennesker? Det er så frækt. Gad vide om deres egne forældre har været udsat for lignende svindelforsøg?” siger Mette Winther Eriksen.

Ifølge Finans Danmark havde kriminelle i første halvår af 2024 held med at svindle sig til hele 209 millioner kroner gennem forskellige svindelmetoder. Det lykkedes bankerne at stoppe en del, men lidt over halvdelen af pengene – 111 millioner kroner – havnede i de kriminelles lommer.

Mette Winther Eriksens sms-korrespondance med svindleren. Foto: Privat

Svindlernes mange metoder

Mette Winther Eriksen har også hørt om alverdens svindelnumre og metoder, når frustrerede og flove kunder ringer ind.
 
”Det kommer lidt i perioder. Jeg tror, de tager forskellige scenarier frem med jævne mellemrum. Så udgiver de sig for at være MitID, Borger.dk eller OK Benzin eller hvad pokker de nu kan finde på,” siger hun.
 
Hun har da også talt med kunder, der har været udsat for samme trick, som svindlerne prøvede at lavede på hende. 
 
”Der var en ældre dame, der ringede ind og fortalte, at hun havde fået en lignende sms, hvor der stod ”hej mutti”. Hendes søn kaldte hende for mutti, så hun troede virkelig på, at det var ham.”
 
Når det er unge mennesker, der ringer ind, er det ofte et tilbud på nettet, der har været lidt for godt til at være sandt, der har fået dem til at afgive deres betalingsoplysninger.
 
Selv har Mette Winther Eriksen udviklet en sund skepsis efter at have boet 12 år på Thulebasen, der i dag går under navnet Pituffik, hvor der ingen butikker var, og alle indkøb derfor foregik på nettet.
 
”Det er jeg rimelig erfaren i, så jeg er meget opmærksom på, hvad jeg får af beskeder om trækninger eller reservationer på mit kort, så jeg ved, hvordan de skal se ud,” forklarer hun.

"Hvis vi alle sammen gør en indsats og tager snakken med den ældre generation om deres metoder, så kan det være, at vi hjælper bare én til ikke at falde i."
- Mette Winther Eriksen, servicemedarbejder i Sydbank

Spred budskabet

Mette Winther Eriksen er oprindeligt bankuddannet, og efter 4 år i lufthavnen og 8 år i en HR-afdeling på den amerikanske base i Grønland vendte hun for 8 år siden hjem til Danmark og jobbet i Sydbank.
 
Hun delte sin oplevelse med svindleren på Facebook og LinkedIn, og de opslag har fået en del opmærksomhed. Og det er hun glad for, for hendes ærinde har netop været at oplyse og sprede et budskab.
 
”Hvis vi alle sammen taler om det, kan det måske være med til at modvirke de her banditter, økonomisk kriminalitet, svindel, hvidvaskning af penge og sådan noget. Hvis vi alle sammen gør en indsats og tager snakken med den ældre generation om deres metoder, så kan det være, at vi hjælper bare én til ikke at falde i,” siger hun.

Seneste nyt