Sådan lander du trygt og godt i jobbet efter barsel
Det kan være udfordrende at vende tilbage til sit job efter barsel, men en god forberedelse både før, under og efter sikrer en blødere landing.

Finansforbundets barselsnetværk
- Finansforbundet tilbyder som den første fagforening i landet gratis medlemskab af ‘Inspired Beyond Babies’, som afholder faglige arrangementer for medlemmer på barsel.
- Du kan tage din baby med til netværksmøder om for eksempel AI, forandringsledelse, work-life-balance eller noget helt fjerde.
- Du får faglig inspiration og fællesskab med andre barslende forældre og forpligter dig kun til et møde af gangen.
- Du kan også deltage online, hvis mødet er for langt væk, eller hvis din baby ikke lige er i humør til en tur.
Læs mere her: Netværksgruppe med baby på armen.
Kaffe og voksensprog
Forventningsafstemning er et nøgleord. For selvom det selvfølgelig er en normal begivenhed, at folk vender tilbage efter mange måneder i babyland, så er det stadig livsomvæltende for den enkelte. Det kræver derfor, at man samarbejder tæt med sin arbejdsplads, hvis overgangen skal blive så god og tryg som muligt.
”Situationen og følelserne omkring det kan være meget forskellige. Nogle frygter at slippe deres baby, mens andre glæder sig til at komme tilbage og drikke varm kaffe og tale voksensprog. Der er ikke én rigtig måde at føle på, men det er væsentligt for alle at overveje, hvordan overgangen bliver bedst,” siger Camilla Wyrna Hansen.
Hun peger på tre vigtige nedslag i perioden fra man går på barsel og til man er vendt tilbage til sit job.
Hold dig ajour
For det første bør man - allerede inden man slipper roret på jobbet - tage en samtale med sin leder om, hvordan man bedst bevarer tilknytningen til sin arbejdsplads, mens man er væk.
”Jeg vil klart anbefale, at man ikke forsvinder helt ind i babyland, for man skal jo tilbage på et eller andet tidspunkt, og derfor kan det være rart ikke at blive koblet fuldstændigt af. Det vil give en lettere landing for de fleste, når man så skal tilbage igen,” siger Camilla Wyrna Hansen.
Hun anerkender, at nogle kan have behov for helt at lade sig opsluge af den nye baby og lukke døren hermetisk til jobbet. Men hun minder om, at der kan ske store omvæltninger på en arbejdsplads i løbet af en barselsperiode, og at det derfor kan være godt at holde sig ajour med de store linjer.
”Sker der store omstruktureringer, får man ny leder eller indføres der helt nye arbejdsgange i det team, man er en del af, kan det føles som om, verden er vendt på hovedet, når man kommer tilbage. Derfor kan det være rart at blive opdateret, mens man er væk.”
Nye værdier
Selvom man selvfølgelig er optaget af mødregrupper, babyrytmik og søvnmangel, er det også en rigtig god idé at tage et møde med sin leder en til to måneder, før man vender tilbage. For det kan sagtens være, at det at blive forælder har bragt nye værdier i spil.
”Nogle tænker mere over, hvor mange timer de egentlig har lyst til at arbejde. Det kan være, man gerne vil have en glidende overgang, hvor man starter med at arbejde 2-3 dage om ugen, eller måske ønsker man sig flere hjemmearbejdsdage. Sådan en baby kan vende op og ned på tingene,” siger Camilla Wyrna Hansen.
I dialogen med lederen omkring tilbagevenden er det vigtigt at være ærlig.
”Ledere ved godt, at der er sket en kæmpe forandring. Så man skal være åben, ærlig og nysgerrig på, hvad der kan lade sig gøre og kunne tage det op, hvis man har ønsker om at få justeret arbejdsmængden, arbejdstiden eller rammerne,” siger Camilla Wyrna Hansen.
En god overgang
- Tag den første dialog med din leder allerede før du går på barsel. Bed om at blive holdt ajour med væsentlige forandringer på jobbet.
- Få en samtale med din leder 1-2 måneder inden, du vender tilbage. Her kan I afstemme forventninger til din opstart.
- Følg op med en samtale efter du har været i gang noget tid. Hvordan går det? Er der noget, der skal justeres?
Brug kollegerne
Når man er i gang igen, skal man også være forberedt på at bruge ekstra energi på at opdatere sig, både fagligt og socialt, påpeger Camilla Wyrna Hansen.
”Du skal bygge relationer op igen, for du har været væk længe. Så der skal bruges noget tid på at høre om, hvad der er sket i kollegernes liv siden sidst. Og så kan det være smart at tale med de mere garvede med større børn, om hvordan de får balanceret hverdagen. Det er også en måde at lande på.”
I forhold til det faglige skal man forberede sig på at bede om hjælp og erkende, at man er et andet sted, end da man forlod arbejdspladsen.
”Du er måske dødtræt og kan ikke huske dit password, så vær ikke for stolt til at bede om hjælp. Indstil dig på at du ikke kan klare det samme fra dag ét. Du lander rarere og roligere, hvis du kan sige til dig selv, at det er helt okay,” siger Camilla Wyrna Hansen og peger på, at man også bør tage en samtale med sin leder, når man har været i gang noget tid.
”Her kan man lige tjekke ind hos hinanden og tale om, om alt går som det skal, eller om der er noget, der skal justeres på.”