Skæv kønsfordeling på uddannelser udfordrer kønsbalancen i finanssektoren
Finansforbundet og Finans Danmark lancerer ni anbefalinger, som skal bidrage til at skabe et mere mangfoldigt arbejdsmarked og gøre op med det kønsopdelte uddannelsesvalg.
I de kommende år vil finanssektoren ansætte markant flere medarbejdere med en videregående uddannelse indenfor økonomi og STEM, særligt it. Desværre er kønsfordelingen alt for skæv på de uddannelser. Det truer finanssektorens muligheder for at tiltrække kvindelige talenter og kan risikere at udfordre kønsbalance i sektoren fremover.
Finanssektoren – ligesom mange andre vidensintensive sektorer og virksomheder – er gradvis blevet mere kompleks. Det kræver nye kompetencer inden for digitalisering, hvidvaskkontrol, compliance og bæredygtighed.
En ny analyse fra Finans Danmark og Finansforbundet viser, at den udvikling har medført, at andelen af de ansatte med en videregående uddannelse i sektoren er steget fra 41 pct. i 2009 til 65 pct. i 2023. Og den udvikling forventes at fortsætte – sektoren får nemlig behov for at rekruttere endnu flere medarbejdere med mellemlange og lange videregående uddannelser indenfor økonomi og STEM, særligt it. Desværre er der alt for få kvinder, der søger ind på netop de uddannelser. Blandt de fem mest populære uddannelsesretninger, som finanssektoren i dag rekrutterer fra, udgør kvinderne mellem 20-36 pct.
”I de kommende år får vi brug for flere dygtige kvinder og mænd i vores sektor. Men hvis der fra start er for få kvinder på rekrutteringsbænken, risikerer vi at gå glip af kvindelige talenter, Vi kan jo ikke ansætte de talenter, der ikke er der. Desværre ser vi, at alt for få kvinder bliver optaget på de uddannelser, som finanssektoren i stigende grad rekrutterer fra. Det skal vi have gjort noget ved,” siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.

” De senere år er andelen af kvinder i sektoren faldet i takt med, at der er blevet flere ansatte med en videregående uddannelse. Og dén udvikling vil kun accelerere, når de ældre årgange om nogle år trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt at se på, hvordan vi sammen med uddannelsesinstitutioner, politikere og erhvervslivet får skabt de rette muligheder for at flere kvinder vælger de uddannelser, som finanssektoren efterspørger,” siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.
Finans Danmark og Finansforbundet lancerer derfor ni konkrete forslag til politikere, uddannelsesinstitutioner og den finansielle sektor. Forslagene skal bidrage til, at finanssektoren i de kommende år får en mere kønsbalanceret talentpulje at rekruttere fra.
Anbefalingerne er blandt andet:
· At finanssektoren sætter yderligere fokus på rollemodeller og karriereveje for at styrke kendskabet til jobmulighederne og vise de mange forskellige karrieremuligheder, der er i finanssektoren.
· At der indføres særlige teknologiske forløb for piger i folkeskolen for at fastholde interessen for økonomi og STEM-fagene, heriblandt it-området
· At politikerne tilpasser sektordimensioneringen af uddannelser med stor efterspørgsel – f.eks. økonomi og STEM, heriblandt it
”At for få kvinder vælger en lang videregående uddannelse inden for økonomi eller STEM området er et strukturelt samfundsproblem. Det er ikke et problem, der kan løses fra den ene dag til den anden. Heldigvis går udviklingen på nogle uddannelser i den rigtige retning – bare ikke hurtigt nok. Derfor lancerer vi en række konkrete anbefalinger, der skal skabe ekstra fokus på den kønsbalance- og arbejdsmarkedsudfordring, vi som sektor og samfund står over for,” siger Morten Schønning Madsen.
”Vi – virksomheder, uddannelsessystemet og politikere – har et fælles ansvar for at sikre en mangfoldig talentpulje. Også inden for finansiering, økonomi og it. Vi skal bygge videre på de gode erfaringer, der allerede findes på uddannelsesinstitutionerne og i bankerne for at skabe en bredere interesse for de fag, der er afgørende for fremtidens arbejdskraft. Det kræver også, at vi sikrer, at der er den nødvendige support, når de kommer ind på uddannelser, hvor deres køn er i klar mindretal. Vi ved, at både mentorordninger og rollemodeller er nogle af de værktøjer, der virker – og så kræver det også de nødvendige rammer fra politikerner,” siger Steen Lund OIsen.