Med flowtilstand modvirkes stress
Arbejdspladser burde fjerne faktorer, som forhindrer medarbejderne i at komme i flow. Gør de det, har man samtidig fat i en effektiv nøgle til stressforebyggelse, mener stressrådgiver Marianne Lassen.
"Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre", skriver Wikipedia.
Det var psykologiprofessoren Mihaly Csikszentmihalyi, der i midten af 1970'erne præsenterede teorien om flowtilstanden, hvor indlæring og opgaveløsning foregår positivt fokuseret og fuldt koncentreret.
Det er en tilstand, alle kan komme i, hvor man bliver mere effektiv, kan arbejde længere uden at blive træt og har meget nemmere adgang til kreativitet og gode idéer.
I virksomheder er der ydermere den fordel ved at interessere sig for flow, at det er den modsatte tilstand af stress. Hvilket ifølge stressrådgiver Marianne Lassen betyder, at eliminerer man de faktorer, som forhindrer medarbejderne i at komme i flow, så har man samtidig fat i en effektiv nøgle til stressforebyggelse.
"Flow er den tilstand, man kan komme i, hvor man er 'høj' på arbejde, og hvor man er tryg ved at kunne klare de udfordringer, man oplever. Man glemmer sig selv, og tiden flyver.
Det er ikke en tilstand, det er muligt at befinde sig i hele tiden. Der er også behov for, at vi forholder os bevidst og overordnet til det, vi laver, når vi for eksempel skal skabe overblik over vores opgaver, er til møder eller søger hjælp hos en kollega.
Men en virksomhed kan med fordel tilstræbe og tilskynde, at medarbejderne indimellem kan forsvinde ind i et 'ubekymret rum', hvor forudsætningerne for flow er til stede", siger Marianne Lassen.
Udfordret og tryg
Flow er ligesom stress en "oppe at køre"-tilstand.
For den enkelte medarbejder er det vigtigt at kunne kende forskel på den ønskværdige produktive flowtilstand og den menneskeligt nedbrydende og arbejdsmæssigt ineffektive stresstilstand, mener Marianne Lassen.
"I flowtilstanden kan man være udfordret og samtidig tryg. Man tror på, at man klarer skærene.
I stresstilstanden opleves udfordringen som en belasting, der skaber bekymring og utryghed.
Når vi er i flow, er vi nærværende og kan rumme at være til stede med dét, der er, så vi positivt og konstruktivt kan bruge det i vores arbejde. Når vi er i stresstilstanden, mister vi overblik og har kun fokus på at 'overleve' på den korte bane.
De to tilstande er så væsensforskellige, at man ikke kan gå lige fra den ene til den anden. Men mellem dem er der en normaltilstand af relativ ubekymrethed, hvorfra flowtilstanden kan opstå, hvis der er rum til det", siger Marianne Lassen.
Fire faktorer, der understøtter flow
Der er fire ting, der skal være på plads, hvis et arbejdsmiljø skal forebygge stress og dermed være med til at understøtte flow, mener Marianne Lassen.
1. Rolleklarhed
Hvis vi ikke meget præcist ved, hvilken rolle vi skal spille på arbejdet, så forhindrer det os i at forstå, hvordan vores arbejde passer ind i den større sammenhæng og dermed bliver meningsfuldt for os.
Den uklarhed kan skabe en utryghed, der gør, at vi spekulerer på og måske bekymrer os om, hvordan tingene hænger sammen. Det er både ineffektivt og kan være meget stressende", siger hun.
2. Feedback
Når vi modtager feedback, har vi brug for feedback både på det, vi laver, og på dem, vi er.
"Hvis vi ikke får tydelig feedback på, at dét, vi laver, er godt nok, og at vi selv er gode nok, så er der en risiko for, at vi bliver i tvivl og i stedet prøver at gætte os til svarene.
Når vi selv forsøger at fylde hullerne ud, så kan man sige, at det ligger i vores urinstinkt, at der måske er 'fare på færde'. Vi har derfor en tendens til at gætte på worst case-scenarier og dermed blive utrygge og bekymre os", siger Marianne Lassen.
3. Sociale relationer
Mennesket er grundlæggende et hypersocialt flokpattedyr, fortæller hun.
"Hvis vi skal føle os trygge og ubekymrede i et arbejdsfællesskab, skal vi også føle os værdsatte.
Det er en forudsætning for flow, at vi ikke arbejder i en atmosfære præget af konflikter, magtkampe og dårligt samarbejde", siger Marianne Lassen.
4. Forventningsafstemning
Hvis man ikke kender sin daglige opgaver godt nok i forhold til tid, kvalitet, omfang og ressourcer, kan den enkelte medarbejder blive i tvivl om, hvornår man rammer inden for skiven med sin arbejdsindsats.
"Det er kraftigt forstyrrende for flowtilstanden, hvis man ikke kan arbejde i tryg forvisning om, at man gør lige præcis dét, der forventes af én", siger Marianne Lassen.
Sådan kommer du i flow
- For at komme i flow skal der ikke være noget, der bekymrer dig eller gør dig utryg.
- Tjek, om der er forhold, der påvirker dig i forhold til rolleklarhed, feedback, sociale relationer og forventningsafstemning.
- Hvis der er tale om forholdsvis små bekymringer, så prøv at løse dem eller lægge dem til side, hvis du kan.
- Hvis der er tale om større problemer, så vent med at interessere dig for flowtilstanden, indtil du er i en mere "normal" tilstand.
- Hvis du føler dig relativt ubekymret, så begynd at opsøge flowtilstanden ved først bevidst at slippe tanker, der handler om problemer, opgaver, eller hvad du ellers lige var i gang med.
- Træk vejret helt ned i maven, og pust langsomt ud. Gør det tre gange.
- Brug dine sanser uden at dømme eller vurdere dét, du sanser.
- Lyt til lyde omkring dig. Er der dufte i luften? Mærk din krop, stolen, du sidder på, og jorden under dine fødder.
- Skab en tilstand af væren med dét, der er – og gå så tilbage til din opgave med samme nærværende opmærksomhed.
Kilde: Stressrådgiver Marianne Lassen.