Menu luk

Det skal være målbart, at indsatsen gør en forskel

Nøjagtige data og muligheden for at vinde kage motiverede de ansatte i Middelfart Sparekasse til at printe markant mindre.

1 min
Af Helle Sindal
hsi@finansforbundet.dk

Farvel til 33 procent af printforbruget og 22.000 vandflasker.

Det er bundlinjen for et par af de hverdagsvaner, som Middelfart Sparekasse har skubbet i en mere klimavenlig retning.

”Tallene tæller. Hvis du vil ændre noget, skal du kunne dokumentere det. Det skal være målbart, at indsatsen gør en forskel"
- Bjarne Jacobsen, kommunikationsdirektør og ESG-ansvarlig i Middelfart Sparekasse

 

Han har gode erfaringer med at koble data og øget opmærksomhed med det faktum, at ganske mange finansansatte har et veludviklet konkurrencegen.

Et eksempel er sparekassens indsats for at skrue ned for printforbruget:

”Vi har nøjagtige data på vores forbrug af print. Under corona-pandemien dykkede det drastisk, men i første halvdel af 2022 røg det i vejret igen. Derfor søsatte jeg en konkurrence og lovede kage til den afdeling, som kunne spare mest på print,” fortæller han.

Resultatet var til at få øje på: Samlet set reducerede sparekassen printforbruget med over en tredjedel i 2. halvår af 2022 i forhold til første halvår. Vinderafdelingen printede 56 procent mindre.

”Så den kage må siges at have tjent sig ind,” bemærker Bjarne Jacobsen med henvisning til, at det er langt over 100.000 sider papir, der ikke blev printet.

”Den ændring havde vi aldrig opnået, hvis jeg bare havde sendt en mail ud og opfordret alle til at tænke over deres printforbrug,” tilføjer han.

 

Medarbejderne vil gerne involveres

Når det gælder medarbejdernes kørsel i sparekassens tjeneste, viser sparekassens opgørelser, at kilometertællerne også har fået fart på igen efter en mere stille periode under corona-pandemien.

”Jeg siger ikke, at vi slet ikke skal køre. Men måske har vi glemt nogle af de gode web-vaner, som sparer os tid i hverdagen og også gavner klimaet,” siger Bjarne Jacobsen og peger igen på fordelen ved at kunne følge udviklingen i tydelige tal. 

Han fremhæver medarbejdernes engagement, når det gælder klimavenlige hverdagsvaner på arbejdspladsen.

”Det betyder noget for medarbejderne – de vil gerne involveres. Når vi kommer rundt og fortæller om vores ESG-indsatser på den store klinge, efterspørger de også nære indsatser som f.eks. affaldssortering. Nogle syntes ligefrem, det var pinligt, at vi ikke var bedre til det, før vi kom i gang,” fortæller Bjarne Jacobsen.   

 

Fra plastflasker til vandhanevand

Vand er en anden vane, som Middelfart Sparekasse har ændret på:

For nogle år siden var der altid vand i plastflasker i køleskabene og på mødebordene. Nu vanker der vandhane-vand til interne møder og kundemøder.

Det er både bedre og billigere end flaskevand, fremhæver Bjarne Jacobsen og lader atter tallene tale:

Vandflaskeforbruget er faldet fra 30.000 i 2020 til knap 8.000 sidste år. I dag serverer sparekassen stort set kun flaskevand til ude-arrangementer, hvor der ikke er en vandhane.

Få inspiration til grøn omstilling på arbejdspladsen

Finansforbundet har bidraget til en guide om grøn omstilling, der henvender sig til arbejdspladsen som helhed, dvs. både medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledelse.

Læs mere og find guiden her: Grøn omstilling på arbejdspladsen (finansforbundet.dk)