Menu luk

Seniorkarriere skal være et attraktivt tilvalg

Seniorkarriere er under forandring, og Finansforbundet ønsker, at seniorkarriere skal være et positivt tilvalg – fordi regler og fordomme skal ikke afgøre det.

  • Finansforbundet forslår:

  • Udvikling af værktøjer til den gode samtale om senkarriere

    Udvikling af værktøjer til den gode samtale om senkarriere

    Regeringen skal nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, der skal udarbejde konkrete redskaber til at forbedre dialogen mellem arbejdsgiver og arbejdstager omkring senkarrieren. Det bør ligeledes drøftes, hvordan man kan løfte interessen for at ansætte og sikre et attraktivt og mere fleksibelt arbejdsmarked for de 60+-årige.

  • Flere indsatser for ledige 60+årige

    Flere indsatser for ledige 60+årige

    (1) A-kasserne skal iværksætte en særlig indsats målrettet de 60+årige for at få bragt langtidsledigheden ned i denne aldersgruppe – gerne allerede i førledighedsperioden. (2) Der skal være større fleksibilitet ved ledighed for de 66½+ årige. Hertil vil vi foreslå, at reglerne for samspillet mellem ydelser, pension og folkepension får et eftersyn med henblik på at øge fleksibiliteten og styrke det økonomiske sikkerhedsnet i forbindelse med ledighed for de borgere over folkepensionsalderen, som ønsker at arbejde.

  • Pensionssystemet skal være mere enkelt og fleksibelt

    Pensionssystemet skal være mere enkelt og fleksibelt

    (1) Der skal være mulighed for at stoppe eller nedsætte pensionsindbetalingerne i de sidste år frem til pension, da dette vil være en både enkel og effektiv måde at finansiere en nedgang i arbejdstiden eller jobskifte til lavere lønniveau. (2) Desuden skal der igangsættes en gennemgang af pensionssystemet med henblik på at indrette dette, så der skabes større fleksibilitet i form af deludbetaling af pensionsmidler for personer over 60 år.

  • Oprettelse af digitale hjælperedskaber

    Oprettelse af digitale hjælperedskaber

    For mange ansatte og arbejdsgivere opleves pensionsreglerne uoverskuelige og komplekse, og hertil forslås, at der i statsligt regi udvikles bedre digitale hjælperedskaber, der kan give et enkelt overblik over de offentlige tiltag og ydelser, som er gældende for borgere i og omkring folkepensionsalderen. Det gælder både, hvis man agter at være i beskæftigelse – helt eller delvist – og hvis man ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet.

Vi lever længere, vi skal arbejde længere

Mindre ungdomsårgange træder ind på arbejdsmarkedet og skal samle handsken op efter den store efterkrigsgeneration. Lykkeligvis lever vi længere, men vi bliver også færre i den erhvervsaktive alder. I årene der kommer, skal vi derfor arbejde længere.

Holdbare og rummelige arbejdsliv

For at sikre vores velfærds- og velstandsniveau har vi derfor en stor samfundsopgave i at sikre, at flere får et langt og godt arbejdsliv. Vi har som fællesskab et ansvar for at gøre det attraktivt for borgere i og omkring folkepensionsalderen at blive på arbejdsmarkedet. I Finansforbundet arbejder vi for et rummeligt og holdbart arbejdsliv. Vi ønsker at understøtte, at de, der kan og vil, bliver længere på arbejdsmarkedet. Som fagforbund har Finansforbundet et ønske om, at seniorkarriere skal være et positivt tilvalg – ikke fordi regler og lovgivning dikterer det.

Derfor skal vi arbejde grundlæggende med, hvordan vi holder hele arbejdslivet. Hertil skal vi have et skarpere blik for, hvad der skal til for, at de sidste 10-15 år af arbejdslivet bliver gode år.

Ledighed og aldersdiskrimination spænder ben

Til trods for at vi som samfund har brug for, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet og at der er stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, har vi i den senere tid desværre set tendenser, der modarbejder dette. Finansforbundet mener, at der er behov for et revideret syn på alder og seniorer. Vi accepterer ikke forskelsbehandling, uanset hvor den forekommer. Vi betragter diversitet som en styrke på arbejdspladsen. Derfor arbejder vi for at skabe inkluderende arbejdsfællesskaber, hvor vi respekterer, anerkender og værdsætter den forskellighed, vi bringer til bordet.

Nytænkning er vejen frem

Ikke alle kan eller vil arbejde til sent i livet. Der er utallige årsager til, at man forlader arbejdsmarkedet.

Valget om at trække sig tilbage og gå på pension bør ikke være en enten-eller-beslutning. At trække sig tilbage fra et langt arbejdsliv bør langt oftere ske mere gradvist. Derfor ønsker Finansforbundet et mere fleksibelt, simpelt og let gennemskueligt pensionssystem, som både arbejdstager og arbejdsgiver kan forstå og arbejde i. Derudover skal vi blive langt bedre til at tale om senkarriere. Det er en samtale, vi både skal tage i offentligheden og på arbejdspladserne.

Hent vores forslag her (fil uploades snarest)

Kontakt

32 66 13 17

Tina Brinchmann Jensen
Seniorkonsulent
tje@finansforbundet.dk