Medarbejderne er den vigtigste interessent
Uden medarbejdere ingen indtjening. Derfor er det godt, at Danske Bank i dag sammen med dagens kvartalsregnskab har meddelt, at man vil investere i at nå fire ambitioner for 2023, som dækker kunder, medarbejdere, samfund og aktionærer. Det signalerer udvikling i stedet for afvikling. At have en ambition om, at over 90% af medarbejderne er engagerede, er godt set, for hovedløse medarbejderbesparelser er ikke vejen frem.
Et hårdt ansættelsesstop og et strengt omkostningsfokus er naturligvis ikke befordrende for ansættelsestrygheden. Derfor vil vi holde ledelsen op på, at for at nå målet om medarbejderengagement er det nødvendigt, at gå til opgaven på en ordentlig måde. Det er ekstremt vigtigt, at man ikke fjerner nogle medarbejdere, før de rent faktisk kan undværes.
Det er medarbejderne, der midt i en historisk imagekrise med lavrentemiljø, AML-krav, konverteringsbølge, Flexinvest Fri og faldende kundetilfredshed har løbet enormt stærkt for at skabe resultater for banken og bringe os alle videre og fremad. Vi har ranket ryggen og rykket sammen i bussen for at komme igennem mildest talt kaotiske tider som følge af dårlige ledelsesbeslutninger, et besværligt marked og øget regulering.
For fortsat at udvikle banken og nå ambitionerne for 2023, er det vigtigt, at Danske Bank også investerer tid og kræfter i kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere, så vi kan blive ved med at understøtte kunderne og levere gode løsninger – både i form af effektive arbejdsgange, smidige systemer og lækre grænseflader til kunderne.
Derfor er det et lyspunkt, at medarbejderengagementet er et målepunkt. Medarbejdere, der trives er forudsætningen for at nå ambitionerne, om at Danske Bank skal være blandt de to bedste på kundetilfredshed, levere finansielle resultater og være en samfundspositiv og bæredygtig forretning. Derfor er medarbejderne den vigtigste interessent.