Jeg gør ikke noget halvt
Emma Due Bitz fik en idé, mens hun arbejdede i Nordea Markets: At lære kvinder om investering. Nu er hun på Forbes’ liste over Europas mest indflydelsesrige unge sammen med to partnere i Female Invest, som også har vundet international pris og udbredt sit læringsunivers til 40 lande. Foreløbig.
200 meter sådan cirka. Længere er der ikke mellem hoveddøren til den smagfuldt indrettede toværelses andelslejlighed på Vesterbro, som Emma Due Bitz deler med sin kæreste, til de få kompakte kvadratmeter i kontorfællesskabet Soho i Kødbyen i København, som danner ramme om virksomheden Female Invest.
Det er heldigt, at transporten ikke sluger tid, for 25-årige Emma Due Bitz har andet at bruge den til. Siden januar er virksomhedens omsætning gået amok med en vækst på over 1.000 procent, og hun er dybt koncentreret om sit arbejdsliv.
”Vi blev mødt med meget tvivl om vores idé i begyndelsen, men vi arbejdede videre. Nu har vi fem fuldtidsansatte, vi er selvfinansierende, og vi er fortsat i hastig vækst. Jeg føler mig privilegeret, det er en helt unik rejse, vi har været på”.
Det er ingen overdrivelse. I marts fik de beskeden om, at de var på det amerikanske businessmagasin Forbes’ berømte liste over de 30 mest lovende og indflydelsesrige unge inden for kategorien finans. Det var, dagen efter at Danmark blev lukket ned, og de mistede 80 procent af deres omsætning på et døgn, så anerkendelsen kunne ikke være faldet mere tiltrængt:
”Det gav os et spark bagi. Vi kunne ikke give op nu, og på to uger fik vi vendt hele vores forretning”.
Ikke nok med det: Måneden efter vandt Female Invest verdens største konkurrence for kvindelige iværksættere, Cartier Womens Initiative, og de medfølgende 100.000 dollars, som de har investeret i virksomheden for at gøre den klar til en version 2.0 til foråret.
Anerkendelsen har skabt omtale, ikke bare i finansmedier, men også eksempelvis i britiske Vogue, ligesom der herhjemme har været en stribe avisartikler og blev bragt et langt indslag om dem i 21 søndag i oktober.
”Vi har tidligere mødt den der forudindtagede holdning, at det da er meget sødt, at vi pusler med noget netværk for kvinder. Så det at få anerkendelsen og vinde prisen betyder selvfølgelig rigtig meget for os og vores mission”, siger Emma Due Bitz, som Magasinet Finans taler med over et af langbordene i cafemiljøet i det unge iværksætterfællesskab, hvor mange drømmer store drømme, og en del også indfrier dem.
Se og hør Emma Bitz fortælle om Female Invest
Emma Due Bitz fik ideen til Female Invest. Nu har hun sammen med sine partnere på Forbes liste over mest indflydelsesrige unge, de har også vundet en international pris og udbredt deres læringsunivers til 40 lande.
Corona gav løft
Foruden priserne og det internationale afsæt, det har givet de tre unge kvinder, er Female Invest som allerede antydet en af de virksomheder, der har haft klar positiv effekt af coronaens indtog. Tidligere holdt de mange fysiske events og workshops med op til flere hundrede deltagere, heriblandt i Finansforbundets regi.
”For os ramte coronaen på et tidspunkt, hvor vi var i vækst, men havde svært ved at følge med efterspørgslen, som krævede vores fysiske tilstedeværelse. Nu er de fysiske arrangementer ikke på samme måde en mulighed, og alle er mere åbne for det digitale. Samtidig gav det os mulighed for at vokse på det internationale marked – vi er i fyrre lande med vores læringsunivers nu og har foreløbig hjulpet over 25.000 kvinder”, opsummerer Emma Due Bitz.
Læringsuniverset centrerer sig om at give kvinder mod på at investere og fungerer i kraft af medlemskab og en vifte af tilbud, for eksempel videokurser, som kan gøre brugeren klogere på økonomi i et klart og forståeligt sprog. En idé, som Emma Due Bitz samlede sammen til i nogle år.
”Med fritidsjob fra jeg var 13 år, havde jeg som 18-årig sparet en del penge op, som jeg ikke var tilfreds med stod og samlede støv på en bankkonto. På samme tidspunkt opdagede jeg også, at min mandlige kollega hos den lokale bager fik ti kroner mere i løn i timen end mig, da vi begge gik fra unge- til voksenløn. Det var en provokerende og uforklarlig forskelsbehandling, for vi lavede nøjagtig det samme. Den skævhed kunne jo igennem et arbejdsliv blive markant”.
Det var ikke den eneste ulighed mellem kønnene, hun hæftede sig ved. Emma Due Bitz ville have sine møjsommeligt sammensparede penge til at yngle, men var usikker på, hvordan det skulle gøres:
”Jeg begyndte at lægge mærke til, at drengene i min gymnasieklasse talte om aktier, men ikke pigerne. Det var, som om det var et lukket system – en viden, der blev givet videre fra fædre til sønner”.
Selv er den 25-årige iværksætter vokset op i Roskilde med en lillesøster – der i øvrigt er deltidsansat i Female Invest nu – og med forældre, der er henholdsvis salgsdirektør og controller og ikke gjorde sig i aktier, men var optaget af at lære børnene at have en sund økonomi.
Nordea greb ikke ideen
Lysten til at vide mere om aktier holdt dog ved, og mens Emma Due Bitz læste sin bachelor på Copenhagen Business School, fik hun studiejob, først i Private Banking Nordea i Roskilde og siden Nordea Markets i København.
”Som studentermedhjælper hører man meget og samler meget viden op uden at sige så meget. Jeg hørte en masse om de udfordringer, der var i forhold til at få kvinder til at investere og møde op til de arrangementer, banken inviterede til. For mig var det ikke så mærkeligt, det var traditionelle arrangementer, der henvendte sig mest til mænd – prøv den nye Tesla og den slags”.
Ideen om, hvordan man kunne gribe det anderledes an og komme kvinderne i møde, så de fattede interesse for investering, begyndte at tage form. Emma Due Bitz besluttede sig også for at prøve at pitche den i banken.
”Der var ingen, der for alvor lyttede. Ingen, der greb den og havde lyst til at høre om, at bankens tilgang var for stiv og kedelig”.
Så måtte Emma Due Bitz sætte i gang selv. Hun havde brug for en partner, og hun havde lagt mærke til en af sine medstuderende, Anna-Sophie Hartvigsen.
”Anna var svær at overse, for hun talte en masse om aktier og om, hvordan hun investerede og derigennem finansierede sine rejser. Det var i første omgang lidt overvældende, at en pige snakkede så højt om investering, men hun var oplagt at spørge. Hun var med på ideen med det samme, og vi har vist os at supplere hinanden rigtig godt – meget bedre end vi havde anelse om, og ingen af os gør noget halvt”.
De to stiftede Female Invest i februar 2017 og lancerede det i første omgang som et netværk på sociale medier.
Faktisk var Emma Due Bitz hurtigt derefter dybt involveret i endnu en startup, nemlig jobportalen Casefair, som hun sammen med sin kæreste lancerede i oktober 2017.
”Dengang vidste jeg ikke, at Female Invest ville blive min levevej. Casefair udspringer af min kærestes opgør med HR, og de erfaringer, jeg har taget med mig derfra, har været vigtige at bringe med. Men Female Invest er mit lille barn. Derfor blev jeg nødt til at gå all in, da muligheden bød sig”.
Forfatter til populær økonomibog
For Female Invest fik hurtigt medvind. Tre måneder efter opstarten fik Information øje på initiativet, og da artiklen om dem havde været bragt, fik de en henvendelse fra et forlag om at skrive en bog.
”Det hele gik hurtigt. Nu skulle vi skrive en bog om økonomi! Det var lidt nervepirrende. Indholdet skulle være skudsikkert, vi kunne forvente, at bogen ville blive genstand for opmærksomhed på grund af vores unge alder og profiler. Vi var jo studerende samtidig, men vi prioriterede det og fandt tiden”, fortæller Emma Due Bitz om den proces, der blev til ”Klar – Parat – Invester – håndbog til begyndere”, der udkom i begyndelsen af 2019 og kom på bestsellerlisten for faglitteratur.
Det var med til at sætte yderligere gang i efterspørgslen efter Female Invests tilbud. Omkring halvandet år efter, at virksomheden blev stiftet, blev endnu en medstuderende, Camilla Falkenberg, partner. At de dengang stadig var studerende og drev Female Invest i fritiden, var ikke noget, de talte alt for højt om.
”Vi var henholdsvis 21 og 22 år, da vi begyndte, så vi var og er stadigvæk meget opmærksomme på, hvilket indtryk vi giver, for at blive taget seriøst i den finansielle industri og samtidig appellere bredt, så vi favner alle. Blandt andet klippede jeg for et par år siden et ordentligt stykke af mit hår for at få en mere professionel fremtoning”.
Mænd er også velkomne til at suge læring til sig hos Female Invest:
”Vi har kvinder i tankerne med vores produkter, men mænd må gerne være med, og det er omkring ti procent af dem, vi når ud til. Vi kalder os selv finansielle feminister – vi vil gerne aktivere kvinderne til at investere mere og opnå økonomisk frihed og derigennem frihed i det hele taget”, siger hun og konstaterer, at mænd i dag sidder på næsten 70 procent af alle investeringer.
”Hvis man som kvinde ikke synes, at man har tid til at sidde og vente på de store strukturelle ændringer i samfundet, så kan man gøre noget selv. Det er det, vi inviterer til, at man gør. Skaber ændringer ved at tage hånd om sin økonomi”.
God timing
Female Invest har fået medvind til sin mission af tidens heftige debat om Me Too og sexisme, vurderer hun:
”Jeg tror, vi har fordel af, at kvinders muligheder drøftes på alle mulige måder i øjeblikket. Så vi har på mange måder haft en rigtig god timing”.
På trods af den massive succes, priser og anerkendelser er Female Invest stadig en opstartsvirksomhed:
”Vi er i det her, fordi vi tror på det. Jeg er ikke nervøs for fremtiden, selv om det på mange måder havde været lettere at blive på den karrierevej, vi hver især var i gang med at tage hul på – jeg ville kunne have fået det dobbelte ind på lønkontoen på nuværende tidspunkt med det valg”.
Det har dog aldrig fristet hende. Friheden ved at være selvstændig og tilfredsstillelsen ved at se det lykkes er stor:
”Tiden går så hurtigt, og når jeg runder 40 år, tror jeg, at jeg vil være glad for, at jeg forfulgte det her. At jeg turde tage nogle chancer”.
Emma Due Bitz
25 år
Opvokset i Roskilde
Bachelor fra Copenhagen Business School i international business and politics
Studiejob i Nordea-filial og Nordea Markets
Stiftede sammen med kæresten jobportalen Casefair i 2016
Stiftede med medstuderende læringsuniverset Female Invest i 2017
En af forfatterne til bestseller fagbogen ”Klar – Parat – Invester”
På Forbes’ liste over indflydelsesrige unge inden for finans
Vinder af Cartiers iværksætterpris for kvinder på 100.000 dollars
Bor med kæresten på Vesterbro i København.